Når folket ikke mener det samme som dem der bestemmer
Af: Medlem af Folketinget for Liberal Alliance Henrik Dahl

Ude af sync, sagde statsministeren forleden i en tale til Europarådet: Vi skal passe på, at forvaltningen af menneskerettighederne ikke kommer ud af synkronisering med den almindelige opfattelse af, hvad der er ret og rimeligt. Men ikke mere om menneskerettigheder. Lad os se på begrebet "ude af synkronisering".

Engang imellem kommer Christiansborg ud af synkronisering med, hvad flertallet i befolkningen mener. Det mest tragiske eksempel i nyere tid på, at det er sket, er udlændingepolitikken. Da udlændingeloven blev vedtaget i 1983, var omkring to tredjedele af befolkningen imod den. Det ændrede sig ikke de følgende små tyve år. Først efter valget i 2001 synkroniserede Folketingets flertal sig med, hvad den brede befolkning så nogenlunde mente om flygtninge og indvandrere. Er der så steder, hvor Folketinget i dag er ude af synkronisering med, hvad flertallet i befolkningen mener? En del af min omgangskreds hævder, at det nok er tilfældet i retspolitikken. Men der vil jeg forsvare Folketinget som helhed og sige, at hvis vi skal være meget nøjeregnende, er det nok snarere sådan, at domstolene ikke altid bruger lovene på den måde, Folketinget godt kunne tænke sig. Derfor bliver der i ny og næ afsagt domme - navnlig ved de lavere retsinstanser - der er helt ude af synkronisering med, hvad de fleste borgere synes er rimeligt og retfærdigt. Om Højesteret har et bedre, politisk gehør, eller andet gør sig gældende, skal jeg ikke kunne sige. Men i hvert fald er det sådan, at der falder væsentligt færre domme ved Højesteret, der får politikere og lederskribenter til at tage sig til hovedet, end der gør ved byretterne og engang imellem ved landsretterne.

Til gengæld vil jeg tro, at skolepolitikken er ude af synkronisering med, hvad rigtig mange borgere mener om folkeskolen. I dag har vi en folkeskole, der forekommer diffus og leder efter sin identitet. Ikke fordi skolelederne og de enkelte lærere går til deres opgaver på en diffus måde. Men fordi det politiske flertal har bedt dem om at gøre alt muligt, der tilsammen forekommer diffust: Undervise almindelige børn i helt klassiske fag. Undervise børn, der er knap så almindelige, sammen med de almindelige. Undervise i fag og emner, der ikke er klassiske, men udspringer af uforgribelige meninger på Christiansborg. Læse lektier. Gennemføre "bevægelse". Kompensere for visse forældres manglende opdragelse. Listen er længere endnu, men vi må videre. Den skole er jeg sikker på, at rigtig mange forældre føler, de hverken har antydet, at de manglede, eller direkte bedt om. Hvis de selv kunne bestemme, skulle skolen være mere klassisk. Den skulle lægge vægt på, at man faktisk lærte noget. Den skulle lægge vægt på, at der herskede ro og respekt i timerne. Den skulle lægge vægt på, at man får det bedste udbytte af sin skolegang, hvis udfordringerne altid er en lille smule større, end man i første omgang tror, man kan magte.

Hvordan kan jeg vide, at det forholder sig sådan? Det kan jeg, fordi den største succes på skoleområdet gennem en del år har været de frie skoler. På overfladen er de meget forskellige, fordi de - som navnet angiver - er uafhængige. Men ser man på, hvad der er af gennemgående træk, så er et af de mest tydelige, at frie skoler ofte er klassiske skoler. Det er uden tvivl det, der er årsagen til deres fremgang.

Grundloven giver mærkeligt nok Folketinget retten til at være ude af synkronisering. Erfaringen viser, at det er en meget dårlig idé at benytte denne ret i længere tid ad gangen.