Når et drengekor går til biddet. Godt, vi kun sang tre vers
Af: Kunstnerisk leder, Sangens Hus, leder af Herning Kirkes drengekor Mads Bille

t par dage inde i december skrev Chili Klaus til mig på Messenger, for at spørge, om Herning Kirkes Drengekor ville være med til at lave en julechilismagningsvideo.

Chili Klaus hedder egentlig Claus Pilgaard. Tilbage i 2013 delte han, i et håndholdt youtubeklip, sin passion for at spise hjemmedyrkede og meget stærke chilier.

Senere fulgte chilismagninger med kendte personligheder som Smadremanden og Bubber. Videoer som er blevet set millioner af gange, og som udstyret med undertekster, er gået viralt. Claus er lige så berømt i Norge og USA som han er i Danmark.

Claus Pilgaard greb øjeblikket, stillede sin karriere som musiker på stand by, og er nu chef i en chilikoncern, som storsælger over hele verden.

Jeg har selv grinet mig flad over Smadremanden, som bliver slået ud af sin ellers skridsikre rolle som tourettesyndrom ramt cirkusartist, da chili chokket rammer ham med orkanstyrke. Som publikum ligger der en voyeuristisk fornøjelse i at se maskerne falde på mennesker, som ellers altid synes i fuld kontrol over enhver situation.

Jeg synes, det var en sjov ide at lave et komplet benspænd for det meget disciplinerede drengekorsformat og kortslutte en kendt julesalme med en event, som vel er en slags vikingebeslægtet leg for drengerøve.

Jeg anede en historie, som på en ny måde kunne vise disciplinen og sammenholdet i drengekoret.

Desuden var jeg efterhånden blevet nysgerrig på, hvor stærk en stærk chili egentlig er.

Samme dag skrev vi og hørte, hvad drenges forældre syntes om ideen, og om eftermiddagen spurgte jeg drengene og de unge mænd. Alle var meget begejstrede for ideen. Hvis jeg skulle have været i tvivl, blev det hurtigt klart for mig, at Chili Claus har et ekstremt stærkt brand...

Nogle dage senere mødtes Claus og jeg i Herning Kirke og så på kirken, som han nu kendte glimrende, da han som dreng og ung teenager sang med i kirkens drenge- og mandskor.

Vi blev enige om at indspille den kendte julesalme "O come, all ye Faithfull" - netop fordi den er så kendt.

Fredag 8. december efter skoletid mødtes vi alle i kirken. Claus gav hånd til hver enkelt drengesopran, hvilket gjorde et betydeligt indtryk, kunne jeg se.

To måneder tidligere havde vi sunget i Carnegie Hall i New York. En måneds tid forinden sang koret for Dronning Margrethe i en officiel anledning, og sangerne var da imponerede over at synge i den ikoniske koncertsal, og de glædede sig naturligvis til at se dronningen, men at møde selveste Chili Claus havde en helt anderledes impact.

Jeg tror, det er første gang jeg har oplevet min sopranrække decideret starstruck.

Claus forklarede omhyggeligt de 50 sangere, da de stod linet op i kortøj, at der var chili'er af forskellig styrke, og fulgte selv omhyggeligt med, da drengene valgte deres egen chili.

Kun et par af drengene insisterede på at få en rigtig stærk chili, dog ikke i nærheden af de skrappeste chilier, som var forbeholdt mandsgruppen - og dirigenten.

Vi sang første vers, spiste så på præcis samme tidspunkt vores chili og sang så to vers mere.

Da vi var kommet til begyndelsen af tredje vers, tænkte jeg, at det var et virkeligt klogt valg kun at synge tre vers, for jeg var sikker på, at vi ikke ville have magtet at synge et fjerde vers.

Koret holdt tappert ud, mens man hver især kæmpede med at synge på trods af, at luftvejene var under et hidtil ukendt smertepres.

Det føltes som en overtagelse, men alle sang færdig, stod stille et sekund efter sidste vers - og drønede så ud i sakristiet for at få et krus mælk.

Vi drak 14 liter på tre minutter.

Den korte chilifilm blev på 14 dage set 1,5 millioner gange på Chili Claus' youtubekanal og 2,5 millioner gange på Facebook. Den blev vist på en hjemmeside på www.mandesager.dk, på den store, kommercielle tyske tv kanal RTL, Buzzfeed, Classic FM - sågar de israelske nyheder og mange, mange andre steder.

Drengene fortalte, at chilifilmen var blevet vist i deres klasse på klasselærerens initiativ , og at klassekammeraterne her for første gang hørte og så koret.

Vi fik hilsner fra folk rundt om i verden, som tidligere havde hørt os i mere klassiske sammenhænge.

Alene på Facebook fik klippet mere end 4.000 kommentarer. De fleste syntes, at filmen var sjov.

En lille gruppe mente, at jeg måtte være korlederen fra helvede, og at det var synd for børnene, og at der måtte have været tale om gruppepres.

Ved begyndelsen af sidste år havde jeg tænkt, at vi skulle i gang med at opsøge nye publikumsgrupper. Her var det virkelig lykkedes at bryde ud af de sædvanlige ekkokamre, den klassiske musik som oftest opholdet sig i.

Jeg måtte naturligvis også se mig selv i øjnene og spørge, om forløbet havde været en dårlig oplevelse for sangerne, hvoraf de yngste trods alt ikke er mere end ti år gamle, så jeg spurgte koret om deres oplevelse af hele forløbet.

Der var bred enighed om, at det havde været en sjov oplevelse.

Den ti-årige drengesopran Søren satte chilismagningen i perspektiv. "Carnegie Hall var da meget hårdere".