SÅ HAR man hørt det med: Ribers holder øje med os, selv om vi slet ikke er dårlige betalere. Har vi købt en ting uden at slippe slanterne på stedet, for eksempel en tankfuld benzin, hvad tusindvis af mennesker jo tit og ofte gør på et benzinkort, følger Ribers os nøje. For vi kunne jo finde på at flytte - og derfor vil de mange Ribers-kunder gerne vide, hvor i landet skyldnerne er, den dag regningen skal betales, som chefen for foretagendet sagde i avisen i går.

NU KAN man sige, at det er jo, hvad Ribers lever af - at registrere og holde øje med folk, der måske er dårlige betalere - og det er der ingen lov, der forbyder. Ingen lov forbyder heller folk at hyre en privatdetektiv, hvis de tror, at konen eller manden er dem utro.

Men hvad der umiddelbart må undre er måden, hvorpå RKI Kreditinformation skaffer sig sine oplysninger. Ribers køber dem ganske enkelt af staten.

Hvert år tjener Indenrigsministeriets CPR-kontor omkring 35 millioner kroner på at sælge personlige oplysninger om danskerne til erhvervslivet. Ikke blot til Ribers, men også til blandt andre pengeinstitutterne, hvis talsmand i avisen i går gav den forblommede forklaring, at det i virkeligheden er en service for kunderne! Så behøver de ikke give banken besked om en eventuel adresseændring, sagde han.

Vi mindes nu ikke lige at have hørt om denne elskværdige service inde i banken, som vi troligt underretter, hvis vi skifter adresse - det havde vi så ikke behøvet - og vi mindes heller ikke at have hørt banken oplyse, at den med hjælp fra staten har styr på os døgnet rundt.

FOR SÅ vidt ville det være naivt at tro, at vi ikke lever i et overvågningssamfund. Det gør vi. Kameraer følger os overalt. I banken, på banegården, i S-toget, i p-huset - og hvor der nu kan opstå ballade. Fint nok, for det giver tryghed, og har man intet at skjule, behøver man heller ikke frygte kameraet, og har man ikke lige skrællet en bil eller overfaldet en medborger, havner man heller ikke i noget register. For den rene er alting rent.

Har man heller ikke grund til at skjule hverken sin adresse eller sin økonomi, kan det også i princippet være ligegyldigt, om man er registreret det ene eller det andet sted. Enhver kan finde de fleste af os i telefonbogen, på nettet eller i vejviseren, og regelmæssigt bliver vi ringet op af analysebureauer eller firmaer, der vil sælge dette og hint. Men disse bureauer og disse firmaer har dog, må man formode, selv gjort en aktiv indsats for at finde frem til os.

SÅ HVAD der kan overraske er, at staten i den aktuelle sag er så ivrig en medspiller, som tilfældet åbenbart er. De færreste havde nok regnet med, at de oplysninger, vi angiveligt af praktiske grunde skal give til det offentlige, ville blive videresolgt til private.

Og hvad der yderligere må overraske - eller forarge - er, at vi aldrig før har hørt en lyd derom. Deri ligger det for staten måske største problem. At overvågningen og kontrollen er kommet for at blive, er vi ikke i tvivl om - men så sig det dog. Det andet er lusk.