Musik gør noget ved os - hvorfor bruger vi det ikke mere?
Af: Biskop, Haderslev Stift Marianne Chistiansen

Nu synger lærkerne igen. Dem, der endnu er tilbage. Og nu kom der endnu en undersøgelse, der dokumenterer, at undervisning i sang og musik er afgørende for børns udvikling. Afgørende for, hvordan de udvikler sig personligt, og for deres evne til at lære og begå sig. Det er slet ikke noget nyt. Det har man vidst siden oldtiden, men i vore dage, hvor vi kun tror på tests og tal, er det nødvendigt med dokumentation for. Og nu er det altså dokumenteret, at musikundervisning øger børns evne til at lære andre fag med 30 pct., således som altså denne nye hollandske undersøgelse viser.

Tidligere har bl.a. hjerneforskeren Kjeld Fredens fremhævet, at "musik er idræt for hjernen", og at undervisning i musik er afgørende for børns opfattelse af tid og for evnen til at huske, ligesom musikundervisning simpelthen gør børn gladere og mere sociale:

"Hvis vi giver ADHD-børn musikundervisning i en måned, så begynder de at følge med i timen. Jeg plejer at sige, at man skal sætte nogle flere penge i musikken, for den har nøglen til inklusionen. Hvis vi ser på, hvad musik kan træne af empati, så ved vi, at gevinsten er øget social kompetence, mere selvtillid og mindre aggressivitet".

Det er gammel viden. Men hvorfor bruger vi den ikke? Hvorfor får børn ikke lov at møde musik som andet end underholdning og baggrundslyd - i højere grad, end de gør i dag? Der er ingen tvivl om, at skolens musiklærere gør, hvad de kan inden for den tid og de ressourcer, der er til rådighed. Det springende punkt er jo, om vi som samfund vil give mere tid og ressourcer til musikken. Vil vi betale for mere musikundervisning i skolen - for alle børn, og ikke kun for de børn, hvis forældre får sendt dem i musikskole ved siden af de lange skoledage? Hvorfor forlanger vi ikke mere musik I skolen frem for flere tests?

Indtil vi bliver modige nok til det, har folkekirken en stor opgave her. Ja, folkekirken. Folkekirken er et af de få steder i samfundet, hvor levende musikudøvelse finder sted. I hvert sogn er der et menneske, der kan spille. En kirkemusiker, der kan spille orgel og klaver, og som rigtig mange steder stilhed underviser børn i musik i børnekor og korskoler. Nogle steder har menighedsrådene endda set det som en opgave at støtte skolens undervisning i musik vide at lade organisten indgå i et samarbejde med skolen om musikundervisning eller sangundervisning.

Det er, hvad der på knap så godt dansk hedder en win-win-situation midt musikundervisningens tabshistorie: Folkekirken kan ikke leve uden musik og sang og har en rig musiktradition at give videre - hvor i vores samfund i dag synger man så meget som i kirken?). Men samfundet, vores menneskelige fællesskab og det enkelte menneskes uddannelse og dannelse kan altså heller ikke leve uden musik og sang. Spørgsmålet om, hvem der skal betale for musikken, kan man altid diskutere. Lige nu er hovedsagen, at børn og unge må opleve, at musik ikke bare er en forbrugsvarer eller underholdning. Musik er noget, man selv kan og noget man kan skabe sammen med andre mennesker, det er både leg og dybt alvorligt.

Jeg håber, at samvirket mellem musikskolerne, folkeskolen og folkekirken om musikundervisning kan styrkes i fremtiden. Fra de ca. 2000 dygtige kirkemusikere, der dækker hele landet med levende musik, og fra folkekirkens mange hundrede børne- og ungdomskor udgår der musikalske pulsslag, som er med til at holde liv i musikundervisningen sammen med folkeskole og musikskoler. Indtil vi får mod og fornuft nok til at satse massivt på at styrke musikken i folkeskolen, må det lokale sammenspil mellem levende musikere og musiklærere komme børnene og vores fremtid til gode.

Det skulle nødig lykkes os at udrydde hverken lærkernes eller børnenes sang.