Museer. Det museerne kan, står ikke mål med de ressourcer, de har
Af: Pernille Weiss, konservativ folketingskandidat

Museer: Den danske museumsverden er kastet ud i en modernisering af fordelingsmatematikken i den store kulturligning af økonomi på den ene side og udbytte i form af et - forhåbentligt - endnu mere tidssvarende, kulturarvsdyrkende og innovativt museumsvæsen på den anden side.

Til den ene side har det til dato været præmissen, at der ikke tilført flere penge, hvilket jeg som konservativ begræder.

På den anden ser vi en bekymrende bevægelse af faktorerne.

Sagen er nemlig den, at kulturministerens små visionsgrupper tilsyneladende har (for) meget fokus på økonomiske kalkuler alene som sorteringsnøgle for, hvordan nogle museer i fremtiden kan mere sikre end andre på statsanerkendelse (og hermed økonomi), og andre som overlades alene til kommuner og private fonde. Der er således en risiko for, at vi sender museerne tilbage til fortidens A og B hold.

Og det er ikke 'at forandre for at bevare'.

Jeg har intet imod, at der er flere forskellige finansieringskilder i dansk kulturarv. Intet. Men jeg er bekymrede for det forsimplede økonomiske millimeternivellerende perspektiv, der - i kombination med et mix af ny-liberal og populistisk misundelseslogik - kan vise sig at være en farlig cocktail for vores fælles kulturarv. En cocktail, som vil bryde op med de traditioner, den fælles museumslov og den generelle statstilskudsmodel gennem 40 år har betydet for høj kvalitet både i store og små byer, centrum og periferi.

Godt nok ikke over en nat - udviklingen har været i gang i mange år og har undervejs ryddet op i nationale fyrtårnes introverte selvopfattelse og urskoven af lokale arkiver for samlermaniske provinskustoder.

Men siden 1977 har præmissen for at få statsanerkendelse været, at alle museer har skullet arbejdet efter fælles kvalitetskrav i et tæt samarbejde med Kulturstyrelsen.

Derfor er et museum et museum uanset størrelse og geografisk placering.

Derfor fordeles de museale fagområder mellem institutionerne, så der ikke er (alt for) mange af samme slags. Derfor taler museerne sammen efter ens retningslinjer, bl.a. et ens registreringssystem, så alle museer via nettet kan "snakke" med hinanden og koordinere indsamling, bevaring og kassation.

Et sådant fælles system findes kun i Norden og Canada - i alle andre lande i verden registrerer museer som vinden blæser, og deres museer er derfor en rodebutik uden sammenhæng og mulighed for indbyrdes koordinering.

Grunden til, at vi skal have revideret museumsloven nu, er - set ud fra en faglig vinkel - såre banal:

Det, danske museer kan, vil og skal (den ene side af ovenstående ligning) står ikke i fair relation til de ressourcer, der er afsat til dem.

Og vi taler ikke om, at den danske museumsverden mangler trecifrede, svimlende millionbeløb, men de mangler nok til at hestene ikke bides. Så: fra politisk hold bør der gribes til lommerne og spæde det til, som kan få museerne til at blomstre videre og sprede den indiskutable værdi de har for samfundets sammenhængskraft, identitet og fælles sprog om menneskers ligheder og forskelligheder i en omskiftelig verden - på tværs af tid.

Det er egentligt bare det, der er galt.

Men som alt andet i denne verden, der kan diskuteres af politikere, så bliver det diskuteret og brugt af politikere, der ønsker hurtig opmærksomhed på hylden med relativ god plads til populisme, fordi andre - og mere besindige af slagsen - har forsømt den nødvendige vedligeholdelsesdebat om emnet.

Det lider dansk kulturpolitik og kulturinstitutioner under. Ny-liberalister vil pinedød have skattepromillerne ned og her er intet helligt. Ligesom vi har en kulturminister, som med særegen virkelyst og energi hellere flytter rundt på det hele, så man kan se, at hun har været igennem rummene, end dyrker tålmodighedens og grundighedens nådegave frem til et sikkert fundament af fakta, om hvad der egentligt er udfordringerne på hendes ministerområde.

Virkelyst er fint, men lysten skal helst resultere i noget, der virker bedre heraf. Dette sat i kombination med DF'ernes mistænkeliggørelse af faglighed generelt og forkærlighed ved at dyrke vrangbilledet af forskelle og afstande mellem by og land, så har vi den egentlige årsag til uroen på området.

Jeg tillader mig at råbe vagt i gevær, så vi kan få stoppet den usunde kappestrid, om hvem der er vigtigst blandt kulturens institutioner.

Der holdes i Kulturministeriet et temamøde torsdag i denne uge om emnet, hvor mange vil være tilstede. Det er mit håb, at de sendes hjem med mindre fokus på, at krybben er tom, og at det eneste, der er at gøre, er at bide af hinanden: Provinsen på bekostning af København, kunstmuseerne på bekostning af de kulturhistoriske, de arkæologiske på bekostning af nyere tids museerne, dem med gode forbindelser til Folketinget på bekostning af dem med "dårligere" osv. Jeg håber, de sendes hjem med håb om, at alt det gode ved museumslovens nuværende mekanismer vil bestå, så grundlaget for at forandre og forny museernes virksomhed med mere brug af digitalisering til blandt andet at nå borgere, der ikke kan eller vil besøge museernes bygninger. Jeg håber på større fagligt og politisk mod til at bruge museumstilsynet til at tage støtten fra dem, der ikke leverer den kvalitet, de skal - og give den til andre eller nye aktører. Blandt andet står et superrelevant museum for forstadskultur og banker på. Luk dem dog ind!

Jeg håber afslutningsvist, at de politikere, der deltager i temadagen på torsdag, går hjem i deres partier og fortæller en anden historie end den, at museerne godt kan spare mere, end de har gjort i rigtig mange år.

Mere om emnet

Se alle
Museumsledere i samlet opråb: Støtten til provinsmuseer er helt skæv

Museumsledere i samlet opråb: Støtten til provinsmuseer er helt skæv

Museumsledere i samlet opråb: Støtten til provinsmuseer er helt skæv

Museumsledere i samlet opråb: Støtten til provinsmuseer er helt skæv