Mødet i Montreal


Mødet i Montreal

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Max spillede i en bayersk restaurant i Montreal, som de danske søfolk besøgte en aften. Da de gav en øl til musikken, inviterede Max dem med hjem og fortalte her sin livshistorie.

Under et anløb af Montreal i 1968 var der tid til at besøge byen og dens pulserende liv. En aften tog min overstyrmand, maskinchefen og jeg derfor i land for at få en gedigen middag og opleve musik og dans. Det blev til en aften, som jeg ikke kan glemme. Ikke på grund af middagen og den underholdning, jeg oplevede, men fordi vi mødte Max. Og ham skal jeg herunder fortælle om.

Vi var blevet gæster på en bayersk restaurant. Dér var der rigtig tyrolermusik. Masser af stemning og store glas øl på bordet. Da vi tre danskere oplevede de tre musikere i orkestret som rigtig gode, sendte vi tre glas øl op til dem.

Af serveringsdamen fik de fortalt, at skænken kom fra os. Dette bevirkede, at den ene kom til vort bord i pausen og sagde tak. Han hed Max, fortalte han os. Da han hørte, vi var fra Danmark, inviterede han os til sit hjem den næste dag.

Vi fik hans visitkort og lovede at komme midt på eftermiddagen. Han havde noget, han ville vise og fortælle os. Det var noget, der lå ham stærkt på sinde, forstod vi og lovede at komme.

Næste dag bragte meget arbejde med sig. Det blev umuligt for overstyrmanden og maskinchefen at tage fri. Jeg fik det arrangeret således, at jeg kunne tage ud til Max, og for ikke at komme alene inviterede jeg min hovmester med.

I den bestilte taxi ankom vi kl. 15 til den adresse, som Max havde givet os. Det var ude i et pænt villakvarter. Alt var nydeligt, og i døren stod Max i sin vælde.

Han var ikke en lille mand. Han var det udtrykte billede på en bayersk mand først i 40 års alderen. I stuen var der dækket op med kaffebord. To rollinger og hans kone kiggede nysgerrig på os fremmede, som Max med sikkerhed havde fortalt om.

Da vi var bænket og den første kaffe drukket, indledte Max med at sige: "Ja, I vil vel gerne høre, hvorfor jeg har inviteret jer?".

Jo, det ville vi da godt. Og så begyndte Max at fortælle om sit liv, hvori Danmark også havde en placering.

Max begyndte med at fortælle, at han var født i 1926 i Bayern. Hans forældre havde en kro. Han havde to søstre, og hans mor var blevet tidlig enke, da hans far var faldet som tysk soldat på østfronten.

Max selv var blevet indkaldt til soldat, da han lige var fyldt 16 år. Efter en kort træningstid i Tyskland var han blevet sendt til Danmark som soldat på Flyvestation Værløse.

Her var Max indtil krigens slutning den 4. maj 1945. Han fortalte os, hvordan han ikke havde mærket meget til krigshandlinger i Danmark. Og fortsatte med en levende skildring af, hvordan han som tysk soldat efter kapitulationen sammen med sine soldaterkammerater havde vandret med fuld militær udrustning fra Værløse til grænsen, hvor soldaterne var blevet afvæbnet.

Han mente, de ikke var blevet afvæbnet før, fordi man ventede et russisk angreb på Danmark. "Var det kommet, skulle vi have været indsat i forreste linie", fortalte han os.

Sin fortælling om vandringen igennem Danmark understøttede han med oplæsning fra sin dagbog. Som fynbo lagde jeg især mærke til, at han havde skrevet om overnatning på marken ved Hjulby, ved Morud og i nærheden af Middelfart. Det hele var skrevet ned.

Det gav et lige sug i maven at sidde her ovre i Montreal og høre en tidligere tysk soldat fortælle om sin vandring som slagen soldat igennem mit fædreland

Max blev selvfølgelig spurgt, hvordan han var endt i Montreal.

"Jo, ser I", sagde Max, "da jeg endelig var kommet hjem til min mor, begyndte jeg at hjælpe hende med kroens drift.

Vi var i den engelsk/canadiske zone. Og inden længe var min mors kro et yndet sted for canadiske soldater.

Som dreng havde jeg lært at spille på horn. Og sammen med et par bekendte fik jeg sat et orkester sammen, så vi kunne spille for kroens gæster om aftenen. Ligesom jeg gør nu inde i Montreal.

En dag kom man fra det canadiske militær og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at spille i deres militærorkester.

Det sagde jeg efter en snak med min mor ja til. Og efter en prøve blev jeg ansat i det canadiske militærorkester.

Men alt varer jo ikke ved. En dag kom der besked om, at den canadiske forlægning med orkester skulle hjem til Canada. Man spurgte mig, om jeg ville med.

Det sagde jeg ja til, og det blev begyndelsen til mit liv i Canada som canadisk statsborger.

Efter ankomsten til Canada blev orkestret stationeret i Montreal. Dér begyndte jeg så at spille på restaurant om aftenen, samtidig med at jeg var militærmusiker.

Jeg mødte min kone og bosatte mig herude i dette kvarter, hvor jeg er respekteret og glad for at bo med min kone og to børn."

"Har du aldrig været i Tyskland, siden du komme herover?" spurgte jeg.

"Jo, jeg har været der både med militærorkestret og privat. Men det trækker ikke i mig at vende tilbage.

For resten har jeg da også været i Danmark siden. Det var ved et Nato-møde i København.

Vi landede med flyet i Værløse. Kunne kende det meste. Og ved et party efter en koncert var der en dansker, som sagde til mig: "Det var vel nok godt, at I hjalp os med at få tyskerne ud af vort land"."

Med smil sagde Max: "Jeg fortalte ikke, at jeg oprindelig var tysker og havde været tysk soldat på Værløse."

Det blev en eftermiddag udover det sædvanlige. Og med mindet om Max og hans fortælling i hukommelsen og skrevet i dagbogen sejlede jeg fra Montreal og videre ud på klodens oceaner.

Mødet i Montreal

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce