Modsætninger mødes. Paradoksernes Danmark
Af: Efterlønner, Rødekro Terkel Gad Petersen

Selv om ild og vand er uundværlige dele af vores dagligdag, er det samtidig de to farligste elementer, vi har med at gøre, og således er vi alle hver dag vidner til paradokser. Samtidig med at vi i Danmark har EU's højeste lønninger, har vi også EU's højeste beskæftigelse, og generelt er det sådan i et samfund, at jo højere lønnen er, jo højere er beskæftigelsen. I 2002 besøgte jeg både Laos og Cuba, som i øvrigt ligger på samme breddegrad på hver deres side af Jorden med lige lang afstand til Danmark.

Begge steder var timelønnen 1 dollar om dagen, og begge steder lå beskæftigelse, produktion og eksport på et minimum. Umiddelbart synes det totalt underligt, og hvad kan forklaringerne så være? Begge steder levede de under kommunismen, og Cuba måtte jo også leve med den amerikanske embargo, men derudover kan der være andre forklaringer på problemstillingen. Et højt lønniveau vil helt automatisk give mere motiverede og ansvarsbevidste medarbejdere og betyde, at ineffektive virksomheder hurtigt må lukke. Summen af dette betyder mere effektive virksomheder, og et højt lønniveau giver også en høj indenlandsk købekraft. Ethvert eksporteventyr er jo grundlagt på et købekraftigt hjemmemarked, hvilket kan være mulige forklaringer.

Et andet paradoks er, at samtidig med, at vi er verdens lykkeligste folk (nu vist overgået af Norge), har vi verdens højeste skilsmisseprocent. Man kunne nemt foranlediges til at konkludere, at høj skilsmissegrad ville være proportionalt modsat med lykke, men også her er der mulige forklaringer, og fraskilte personer virker ej heller mindre lykkelige end gifte mennesker. En forklaring kan være, at i Danmark har vi overskud til at tage store beslutninger, samt at vort samfundssystem nu er opbygget således, at vi ikke længere økonomisk er afhængige af at leve i parforhold. Paradoksalt er det også, at det høje skattetryk ikke ødelægger vores lykkefølelse. Hvordan vi bliver målt som verdens lykkeligste folk, ved jeg ikke, for i takt med at samfundet bliver stadigt rigere, har stadig flere familier behov for julehjælp for at kunne give børnene en almindelig dansk jul. Dette er også et paradoks, og disse familier påvirker næppe tilfredsheden opad.

Paradoksalt er det også, at samtidig med, at vi udviser unge og mindreårige, som ikke har gjort andet forkert, end at de er født et forkert sted, og derved adskiller dem fra deres forældre, så giver vi husly til dybt kriminelle bl. a. med den begrundelse, at de har ansvar for børn her i landet. Typisk er de, der bliver udvist uden at have gjort noget forkert, født uden for EU, mens de kriminelle, som ikke kan udvises, er født inden for EU. Det er da en medmenneskelig lovgivning overfor svage medborgere, der vil noget!

I min levetid fra 1953 er effektiviteten både i industri og landbrug steget til det omtrent tidobbelte. Hvor to personer i min barndom med en sækkemejetærsker kunne høste ca. 400 tdr. korn på en dag, kan én person i dag med en moderne mejetærsker høste ca. 2000 tdr. korn. I min barndom kunne én person pløje ca. tre ha om dagen - i dag pløjer én person ca. 30. ha om dagen, og inden for den animalske produktion er forholdet stort det samme. I industrien har computere, robotter og andre moderne hjælpemidler sikret tilsvarende effektivitetsstigninger, ligesom tilfældet er på mejerier og slagterier. Inden for landtransport er stigningen måske knap så markant, men hvor to personer i min barndom fragtede ca. 100 svin om dagen til slagteriet, transporterer én person i dag nemt 500 stk., og en tankvognschauffør indtransporterer også ca. 10 gange så meget mælk til mejeriet (ca. 100.000 liter), som en chauffør gjorde i min barndom (indtil jeg var ca. 12 år, foregik indtransporten i spande - da blev der næppe indtransporteret mere end 3000 liter pr. person). Hvor mange gange effektiviteten er steget inden for skibstransporten i perioden, har jeg slet ikke fantasi til at forestille mig.

Mens alle de politiske partier vil have vækst, vil de også fremstå som miljømæssigt ansvarlige, men det er nu en gang svært at få positiv vækst uden yderligere belastninger af miljøet. Og selv om der nu kun skal en lille del af befolkningen til at producere de varer, som vi kan forbruge og afsætte, så arbejder de fleste politiske partier for at højne beskæftigelsen og går ind for højere tilbagetrækningsalder. Bliver man som almindelig lønmodtager ledig, bliver man normalt klient i et af landets næsten 100 jobcentre, som beskæftiger tusindvis af mennesker og koster samfundet mange milliarder hvert år.

Når så mange havner som klienter i jobcentrene, skyldes det især, at jobcentrene tilbyder virksomhederne gratis arbejdskraft i form af virksomhedspraktikker mm., og man kan jo ikke klandre virksomheder for at benytte den gratis arbejdskraft, som de får tilbudt, men det er altså statsstøttet konkurrence fra en liberal regering overfor dem, som ønsker selv finde nyt job.

At der ikke er arbejde til alle i den nuværende situation, hvor produktionen er højere end nogensinde, er en samfundsmæssig succes, som ikke bør bruges til at forfølge ledige og syge, som tilfældet er i dag. I stedet bør man betragte de ledige som en reserve og belønne dem for det, selv om det jo vil gøre jobcentrene overflødige. De mange dygtige medarbejdere på jobcentrene vil også være en god reserve for erhvervslivet, som så selv skal rekruttere nye medarbejdere ud fra de kriterier, som de nu stiller. Det vil virksomhederne næppe have noget imod, og så skal de ledige ikke længere konkurrere med jobcentrenes tilbud om gratis arbejdskraft.

Men nej, nej, så enkelt vil magthaverne på de bonede gulve ikke anskue situationen. Jobcentrenes eksistens er ikke i farezonen, og de ledige og syge skal stadig piskes til den stoleleg, som det efterhånden for mange er blevet at komme i beskæftigelse. Så i stedet for at udnytte de seneste 60 års effektivitetsstigninger til at lade den del af danskerne, som er uden for arbejdsmarkedet, være i fred til gavn for dem, som er i beskæftigelse, så forfølger samfundet dem med kontanthjælpsloft m. m., så stadig flere søger om julehjælp, og hæver tilbagetrækningsalderen uden hensyn til, hvornår man er startet på arbejdsmarkedet. Man fjerner den velfærd, at man kan trække sig tilbage, inden man er helt nedslidt, for at bevare velfærden. Det er da et paradoks.