En timestid på en liggestol ved storebæltskysten byder på oplevelser, der føles uden for tiden. Er uendeligheden i virkeligheden fraværet af tid og ikke det evige liv, som kristendommen lover os?
Solen er netop gået ned, og luften er stille efter en uge med sol og regn, blæst og brise. Mod sydøst er vandet lysende turkis med genspejlinger af svagt orange skyer, mod øst skinner det som flydende sølv. Den ihærdige gulspurv på taget har indstillet sin gentagne tælling til syv, men et sted tæt ved synger en gulbug sin aftensang. Ind imellem de mange triller og fløjt lyder det, som om den siger hæ, hæ, hæ.

På brolavets lange badebro med rækværk, bænk og flagstang holder en flok stormmåger til. De fleste er ungfugle, og der er 10-15 stykker. En enlig hættemåge hører med til flokken. Alt ånder fred. Her hviles, ordnes et par fjer og hviles igen.

PLUDSELIG bliver der uro. Hovederne rejses, nogle skriger op, andre letter fra rækværket og flyver ud over vandet. En anden flok af tilsvarende størrelse nærmer sig, og de er bestemt ikke velkomne. Signalet er klart: Hold jer væk, her bor vi. Det gør de så, mens de højlydt svarer igen.

Nede ad kysten er der "ledige" badebroer, men flokken flyver videre. De andre broer hører nok under "brolavets" territorium. Det er badegæsterne dér godt tilfredse med, for mågelorten sviner kun én bro til - brolavets. Hver morgen forceres disse klatter af en havbader, og mågerne må midlertidigt vige pladsen for højere magter.

De flyvende vender én efter én tilbage, og roen sænker sig igen over flokken. Hvordan kan den være sikker på, at det er de ægte medlemmer af "brolavet", der lander på rækværket? Hvilke signaler og kendetegn har de, som jeg ikke kan opfatte? Den ene måge ligner jo den anden til forveksling.

For at kunne lande sikkert på rækværket må der laves en halv, opadstigende vending, så farten tages af, og landingsstellet sættes frem. Denne forskrækkelse giver anledning til fornyet og ihærdig fjerpudsning hos alle, inden hovedet trækkes ned i fjerene, og det ene ben løftes ind i varmen.

MIN opmærksomhed kan nu rettes mod andre begivenheder, og den bliver henledt af et lydeligt plask. Op af vandet hæver sig en terne. Fra min magelige udkigspost - i liggestol, indsvøbt i et tæppe og med hyldeblomstdrik inden for rækkevidde - kan jeg ikke se, om der er fangst.

Utrætteligt flyver to-tre dværgterner hele dagen op og ned langs kysten og afsøger vandet for føde. Deres søgeområde strækker sig vel to til tre kilometer langs kysten at dømme efter den tid, der går imellem, at de flyver forbi. Frem og tilbage flyver de.

Ternernes passage tæt forbi "brolavet" giver ikke anledning til nogen som helst uro. Mågerne fouragerer mest inden for første revle, og dværgternerne har deres revir omkring anden revle. Fredelig sameksistens. Et stykke til højre for badebroen står en fortøjningspæl, og her har ternen i løbet af dagen sin faste hvileplads. Denne lille styrtdykker med den spidse silhuet mod himlen og det korte, skarpe skrig, kitik, kitik.

Får den øje på et bytte i vandet, stiger den opad i en vending, folder vingerne ind og jager mod vandet med hovedet forrest. Lige inden den når overfladen, strækkes vingerne ud igen, og der kommer en rigtig maveplasker.

Mon den bremser farten for ikke at brække halsen ved udspring på for lavt vand? Hvordan kan den se et bytte fra den højde, ramme stedet i dykket og få fisken i næbbet? Imponerende præstation.

SÅ, NU ER det hættemågens tur til at skælde ud. En anden enlig hættemåge nærmer sig, og hele "brolavet" deltager solidarisk i udskældningen af den fremmede. Og tænk, den vover at gå ned på vandet lige dér, hvor vi har den bedste spiseplads. Af rækværket, alle mand! Jeg går forrest, skriger hættemågen, og snart er den fremmede med hætten jaget væk. Staklen søger måske en flok at høre til, tænker jeg.

På stranden foran mig ligger den døde måge. En morgen først på ugen stod den inderst på broen. Højre vinge var brækket og hang slapt nedad. Senere fik den flyttet sig ned på stranden og stod nu med ryggen til vandet og hovedet op i vinden.

Den dag gik der nogle grimme byger over landet. Lige i strandkanten stod den, så højvandet ikke kunne nå den. Som timerne gik, kæmpede den med at holde sig på benene, den skiftevis lå ned og stod op.

Så kom der et uvejr med vind og regn og hagl så store som ærter, og vi hyttede os inden døre. Da solen atter fik sin chance på himlen, var kræfterne sluppet op, og mågen lå med hovedet hvilende i det opskyllede tang. Var den død - eller?

DA JEG OM aftenen så til den, var hovedet sunket helt ned. Nu var den vist endelig død. Hvad kunne jeg have gjort for at lindre dens lidelser? Hidkaldt en fastboende med en økse? Kørt den til aflivning hos dyrlægen? Tilkaldt Falck? Naturen gik sin gang, som man siger.

Spørgsmålene melder sig. Hvorfor brækkede den vingen og døde af sult og udmattelse. Blev den overfaldet af "brolavet", fordi den var en fremmed, der kom for nær? Faldt den ned fra toppen af flagstangen, mens den sov? Blev den bidt af en løs hund, fordi den i forvejen var syg?

Det må være sket i nærheden, for den har ikke kunnet flyve. Eller blev den ramt af en bil på Vestbroen og har svømmet hele den lange vej tilbage til sin flok på Nordenhuse Brolaugs badebro for så at dø af udmattelse? Nu er fluer og andet kryb gået i gang med deres overlevelse.

VANDET har skiftet farve til en ensartet gråblå, og gulbugen har sluttet sin højlydte aftensang. Spötter (spotter) kalder tyskerne den, husker jeg med ét.

Det går op for mig, at ternerne ikke længere er på jagt langs kysten. Nu er lyset for svagt. Stilheden brydes af bølgernes slag mod stenene. Det er dønninger fra en olietanker på vej gennem Storebælt. Strandskadens særegne kald lyder fire-fem gange, og tæppet føles fugtigt. Duggen er faldet. Jeg går ind til varmen og manden. En lille time kun har jeg siddet og gloet, oplevet og nydt. Det føltes uden for tiden. Er uendeligheden i virkeligheden fraværet af tid og ikke det evige liv, som kristendommen lover os?

Mågens tid er forbi. Pludselig bliver jeg lidt kuldskær. - Er der tændt for varmen, spørger jeg.

Gennem vinduet kigger jeg en sidste gang ud til "brolavet". Tak for i aften og godnat, tænker jeg og ser, at hele flokken letter og flyver ud over vandet.

Gunver Friis, H.C.Andersens Gade 12, Odense C, er billedkunstner.