Min vinterdepression har sat sig et uventet sted


Min vinterdepression har sat sig et uventet sted

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Jeanett Veronica Hindberg, forfatter og blogger
Billede
Debat. 

På trods af flere dage med bidende kulde, der på ingen måde er noget for os sarte danskere, ville jeg ville have skrevet et opløftende, positivt indlæg om "HURRA, nu er det endelig forår", og jeg har endnu en gang overlevet en massiv vinterdepression varende fra omtrent start november. Ja, det er desværre et livsvilkår for mig at skulle trækkes med det hvert evige eneste freaking år, siden jeg var ung.

Men det er altså afblæst, for selvom det i skrivende stund faktisk er blevet officielt forår, så er jeg ikke spor glad, og vil så godt som skide på det forår. Det undrer formentlig ingen på grund af det kronisk lave stemningsleje, jeg er i besiddelse af, men det er ikke bare det, at jeg bitterfisser den som sædvanlig.

Jeg tror, min vinterdepression er gået i "fileten" (Jeg ville bruge et andet ord, men så bliver jeg helt sikkert censureret af fyldepensredaktør. Selv min lidet sippede auto-korrektur rettede mig til "Vinterdepression i bussen"). Jeg er i hvert fald syg dernede i det ellers golde landskab, og har været tvunget ud i nogle skrækkelige gynækologiske undersøgelser, fremfor at poste billeder på Instagram af vintergækker og erantis, som normale mennesker gør.

Og jeg er ikke færdig, så vi ender med en cliff-hanger i dag, for jeg har endnu ikke fået en diagnose, da en kvindes underliv er lige så stort et mysterium, som hvor sokker egentlig forsvinder hen i det daglige. Jamen, jeg har aldrig to ens! Og det er faktisk lidt pinligt, når man går til lægen for at sprede solskin, og man så ligger der med en lilla sok på den ene fod, og en orange på den anden. Ikke desto mindre. Det skete.

Som det angste menneske jeg er, frygter jeg naturligvis, jeg er så syg, at jeg skal se at færdiggøre "sidste vilje". Jeg tror altid, jeg har kræft, og det bekræfter Google også hver gang, men af erfaring ved jeg, at jeg har tendens til at danne myoser i understellet, og det kan faktisk give mange gener, som man som kvinde slet ikke er klar over. For et par år siden på samme tid, var jeg igennem samme tur, hvor jeg praktisk talt var ved at forbløde på den måde, der lignede at både lever og det hele røg med ud. (Undskyld, mænd).

Efter en vanvidsundersøgelse, hvor jeg var ved at hoppe ud af vinduet med speculum fastgjort i vagina, konstaterede gynækologen, at det bare var aldersbestemte, massive blødninger= Jeg er gammel, og at jeg havde kraftige muskelspændinger. Derfor drager jeg naturligt den konklusion, at jeg nok er typen, der samler hele vinterdepressionen i fileten, fordi den alligevel ikke bliver brugt til noget andet.

Så nu går jeg og venter på næste undersøgelse, som skal foregå med en indvendig scanning, og det er faktisk lidt sørgeligt at konstatere, det er det tætteste, jeg kommer på samleje, siden sidst det samme skete. Og så kom jeg til at tænke på det med at gå og vente på noget hele tiden. Vi venter og venter. På forår, på sommer, på at blive lottomillionærer, på at Morten Resen bliver ledig på markedet, og lige pludselig har vi ventet hele livet i stykker, og vi ender med at udånde midt i en ventesituation, og har slet ikke magtet at nyde det liv, vi har fået foræret.

Så mens jeg går og venter på næste vaginatorturering, synes jeg vi skal huske at nyde alle dage, mens vi er raske og i live, for pludselig er det måske for sent, og så ligger vi syv alen under jorden, og konstaterer for os selv, at vi hellere vil ha is-vinter og være ludfattige, end at ligge her og glo, uden at nogen kommer og sætter blomster på vores grav. Bare en gang imellem.

Vi høres ved om 14 dage. Forhåbentlig. Glædeligt forår!

Min vinterdepression har sat sig et uventet sted

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce