Min tillid vender først tilbage, når jeg får min månedsløn fra 2013


Min tillid vender først tilbage, når jeg får min månedsløn fra 2013

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Karsten Bräuner, folkeskolelærer og journalist, Vester Fælledvej 24, Aalborg
Billede
Debat. 

OK18: Af alle danske værdier er demokrati den vigtigste. I Danmark finder vi ud af tingene sammen. Kan det ikke ske i konsensus, sker det i en gennemsigtig proces, i hvilken alle involverede parter bliver hørt, før flertallet træffer sin beslutning i behørig respekt for mindretallet.

Sådan vil vi gerne se Danmark, men billedet holder ikke mere.

Det demokratiske momentum, der gennem årtier resulterede i så mange milepæle i udviklingen af det danske samfund, har ikke kun mistet pusten, men er slået over i tilbagegang. Forudsætningen for demokratiet: Sandhed og gennemsigtighed, tilsidesættes og erstattes af organiseret usandhed og spin iscenesat på højeste politiske niveau.

Som en folkeskolelærer og borger, der har været udsat for denne løgn og manipulation, føler jeg mig dybt forstemt over udviklingen, og det er lige dele utroligt og beklageligt, at befolkningen - eller i det mindste pressen, den fjerde statsmagt - ikke kan eller vil gennemskue blændværket og stille politikerne til ansvar for deres rænkespil.

På vej mod endnu en konflikt er jeg gået i 2013-mode med reference til KL's lærerlockout for fem år siden.

Det, som jeg dengang håbede var en enlig politisk systemfejl, viser sig nu at være en fortløbende, omfattende og fundamental omkalfatring af det danske samfund.

Vi er vidne til selektive overgreb fra myndighedernes side på udvalgte befolkningsgrupper.

Overgreb, der udtænkes, iværksættes og vedtages på forhånd i en lukket, ikketransparent proces, et skjult fait accompli, der forhindrer modparten i at få et ben til jorden, før politikerne efter en skinforhandling tromler deres vilje igennem i disrespekt for borgerne.

Politikerne betragter det i dag som politisk legitimt at skjule deres sande dagsorden bag løgn og manipulation.

»Man skal jo være blind og døv, hvis man ikke kan se, at det her forløb er tilrettelagt mellem regeringen og KL,« udtalte professor Henning Jørgensen, Aalborg Universitet, i 2013.

Annette Vilhelmsen, erhvervs- og vækstminister under konflikten, har siden har bekræftet dette.

Stillet over for endnu en magtdemonstration fra regeringens og KL's side er det bydende nødvendigt at forholde sig til 2013-konflikten som historisk præmis for analysen af den konflikt, vi står over for i 2018.

Regeringen og KL forberedte konflikten minutiøst i løbet af 2012. Alt lå fast, da regeringen præsenterede reformen 4. december, og KL opsagde den eksisterende arbejdstidsaftale 6. december. Målet var at få lærerne til at opgive alt, de havde forhandlet hjem siden 1922. Gjorde de ikke det, ville man tage det fra dem ved lov.

For at sikre et sammenbrud og bane vej for det aftalte lovindgreb undlod KL at opstille ét eneste krav under forhandlingerne for til sidst at opstille ét ultimatum.

Strategien var tretrinsraketten forhandlingssammenbrud-lockout-lovindgreb. Samtidig bedyrede de to parter vedholdende over for offentligheden og LC, der forhandlede på lærernes vegne, at de ikke havde aftalt forløbet på forhånd.

Taget på deres ord bidrog regeringen og KL til at fremkalde den vildfarelse hos LC, at der var tale om en ordinær konflikt, hvis udfald i princippet stod åbent.

Dermed bestyrkede de LC i det betimelige i at kæmpe for lærernes demokratisk erhvervede rettigheder. Regeringen og KL bestemte dermed LC til en handling, som de selv havde gjort udsigtsløs.

Hvis regeringen og KL fra starten havde tonet rent flag og vedtaget loven forlods, kunne de have sparet lærerne for et formuetab, der udgjorde en uberettiget vinding for kommunerne.

Regeringen og KL kunne være kommet med lovindgrebet umiddelbart efter det fingerede sammenbrud eller tidligere, men dermed ville de have handlet i direkte modstrid med »den danske model«. Det var de facto det, de gjorde, men de ønskede ikke, at det skulle afsløres. Som politisk figenblad valgte de at gennemføre en skinkonflikt, hvis udfald og efterfølgende lovindgreb de havde bestemt på forhånd.

At benægte, at der i en forhandlingssituation foreligger en aftale, der har bestemt udfaldet definitivt på forhånd, når aftalen eksisterer, er et spørgsmål om moral.

Men når benægtelsen udløser et indkomsttab for de personer, som forhandlingsmodparten agerer på vegne af, fordi denne holdes hen i uvidenhed om aftalens eksistens, er der tale om bedrageri.

Regeringen og KL tilskyndede LC til at gå ind i en konflikt, som de med deres hemmelige aftale havde gjort udsigtsløs for modparten, og som kommunerne indkasserede 1.300.000.000 kr. på i sparede lønomkostninger.

I dag ved vi, at der forelå en aftale. Derfor ved vi også, at statsminister Helle Thorning Schmidt, undervisningsminister Christine Antorini, finansminister Bjarne Corydon og resten af S-R-SF-regeringens ministre løj i 2013.

Det samme gælder daværende KL-formand Erik Nielsen, Michael Ziegler og resten af KL's bestyrelse.

Kun Annette Vilhelmsen har tonet rent flag og vedstået sig løgnen. De andre spreder den igen og igen, uimodsagt af en håbløst ukritisk presse uden indsigt, når talen falder på 2013.

Det så vi så sent som 15. marts i Debatten på DR2, hvor Mogens Jensen (S) og Michael Ziegler endnu en gang eksercerede i rendyrket benægtelse af regeringens og KL's parløb i 2013, uden at Clement Kjersgaard greb ind.

Aldrig tidligere har der været udvist omfattende bestræbelser på et højt politisk niveau på at skjule et fordækt politisk spil bag en systematisk misinformation som i forbindelse med folkeskolereformen, KL's lockout af lærerne og vedtagelsen af Lov nr. 409.

Alligevel resignerer alle og lader lærerne sidde tilbage med det milliardtab, som politikernes løgn påførte dem.

Danmark var engang et sundt, velordnet, velfungerende demokrati.

Gennem de senere år har der sneget sig en løgnekultur ind, der inficerer det politiske liv og perverterer den danske demokratiske tradition til et lyvende demokrati.

Politikere taler ikke sandt længere. De føler sig ikke forpligtet på noget større, men handler opportunistisk ud fra kortsigtede, fordækte, snævre dagsordner, der tjener til at promovere dem selv og de interesser, de repræsenterer.

Det er disse politikere, jeg forventes at have tillid til ved OK18.

Hvem kan lade være med at bryde ud i latter - eller gråd - når Lars Løkke Rasmussen bedyrer, at han ikke ønsker nogen konflikt?

Det kan han fortælle Moderniseringsstyrelsen!

Eller når Michael Ziegler appellerer til lønmodtagernes samfundssind med en opfordring til dem om at lade strejkevåbnet hvile?

Al tillid er udelukket, indtil jeg får min månedsløn fra 2013 tilbage!

Min tillid vender først tilbage, når jeg får min månedsløn fra 2013

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce