Min mening:En katarsisk øvelse
Af: Christian Rubech Hartmeyer-Dinesen, sognepræst i Gudbjerg-Gudme-Brudager Pastora

Der er ting i mit liv, som jeg hader. Sådan virkelig, virkelig hader. Det er ikke bare sådan, at jeg ikke bryder mig om det. Det er meget stærkere end det. Det er ting, hvor jeg bruger omtrent ti gange så meget energi på at skulle tage mig sammen til at gøre det, end det reelt tager at gennemføre. Jeg ved godt, det er åndssvagt, men det er sådan, det er.

F.eks. hader jeg, når jeg hver morgen bliver mindet om, at det igen er ved at være tiden, hvor jeg får det gjort. Jeg forsøger ihærdigt at overse det. Bilder mig selv ind at det ikke er så slemt alligevel; men på et eller andet tidspunkt når man til punktet, hvor der ikke er noget at gøre. Det er point of no return, som de vist så fint kalder det inden for litteraturen og i filmverdenen. Der er ingen vej tilbage.

Og så går jeg de lange skridt mod skabet. Åbner det og skuer ud over alle de farvestrålende flasker. Der er nok at tage af. Og de lover hver deres mirakeleffekt. Sandheden er bare, at de er fulde af løgn. I hvert fald går det aldrig så let, som de lover, at det vil i TV-reklamerne. Det gør mig også sur. Det gør mig sur, at man laver reklamer, der illustrerer, hvor let det efter sigende skulle være - og når man så fortrøstningsfuldt har brugt en mindre formue på at indkøbe et arsenal: Så viser det sig, at det ikke var syv potter pis værd. Men jeg falder ofte i fælden. Så jeg har nok at vælge imellem.

Min udvælgelsesstrategi plejer at være, at jeg vælger den flaske, hvis indhold lugter mest skrapt. En skrap og utiltalende lugt bliver i mit sind lig med en modstandskraft over for dette genstridige fænomen, som jeg hader. Ja, man kunne vel nærmest sige, at jeg vælger at sætte hårdt mod hårdt. No mercy. Jeg vælger at tilgå fjenden som svært bevæbnet.

Og når jeg så er færdig i skabet, ifører jeg mig mine remedier. Det er vigtigt, at jeg passer på mig selv og min hud, har jeg lært. For dette er ikke at spøge med. Igen er det som om, at det forstærker mit had, at jeg skal iføre mig handsker, som får mine hænder til at stinke resten af dagen. Men det er et nødvendigt onde mod fjenden. Så jeg gør det. Som en soldat gør jeg mig klar til kamp.

Og så begynder kampscenen ellers. Jeg bander, svovler og sveder i kampen. Det er som om, at hver gang jeg synes, jeg er færdig med et område, så overraskende fjenden mig. Så har den holdt sig skjult i en lille fuge parat til at formere sig og ødelægge min indsats. Det gør mig som oftest rasende, men aggressionen hjælper mig. Den giver mig fornyet energi, selvom jeg hoster af den skrappe luft fra flaskerne, sveder på grund af dampen og varmen, og mine knæ værker og gør ondt, fordi jeg har måttet placere min magelige kontorkrop i en uvant stilling.

Men nydelsen er stor, når kampen er overstået. Når hele brusenichen er fri for kalk.