Min barndomsjul. Drømmen om dengang
Af: Skribent, Middelfart Peter Storm

Jeg havde ikke været mange minutter i Peberkagebyen på Middelfart Museum, før jeg blev opfyldt af den herligste julestemning. Jeg så sikkert blid ud, og mon ikke der har været et saligt smil henover mit ældede ansigt? Det hele mindede mig om scener fra min barndoms jul. Ikke i form af præcise billeder, men snarere i form af stemninger. Når jeg med min mor i hånden en mørk decembereftermiddag travede fra Christianshavn ind til byen med stormagasinerne: Daells Varehus, Illum og Magasin. Var det så forventningen om alt det dejlige, jeg skulle opleve, der fyldte mig? Eller var det, når jeg endelig havde fået mast mig frem for at se byens allerbedste juleudstilling i Daells Varehus store vindue på Amagertorv, hvor der var så skuffende tykt af mennesker, at det blev til en kamp om at komme til og en gnubben op og ned af fremmede. Så måtte jeg slippe mors trygge hånd og mase mig frem til ruden blandt en masse børn, der var så frygteligt egoistiske. Hvorfor måtte jeg ikke også komme til? Nå det var ikke lige den julestemning, der faldt mig ind. Men vejen derind helt alene sammen med mor i hånden var det bedste.

Vores hjem var dengang en moderne 3 ½ værelses lejlighed med to altaner på femte sal i det hvide hus på Christianshavns Torv. Vi havde to stuer med udsigt over torvet og med Frelserkirkens snoede irgrønne spir med guldgelænder og guldkugle øverst med frelseren stående med et banner hele året rundt i al slags vejr nat og dag. Vinduerne var store ruder med et tykt lag glas. Når det rigtig var vinter, dannede der sig rim og frost med jungler af fantastiske blomster og træer. Så måtte man skrabe sig et kighul eller ånde sig til et. Heroppe fra vinduet på femte sal kunne jeg overskue torvet med det skiftende og myldrende liv. Her var der stoppested for tre sporvognslinjer i begge retninger. Det første, jeg for alvor mærkede til, at julen nærmede sig, var, at torvet blev til en granskov. To juletræssælgere havde delt torvet mellem sig. Om dagen savede de træerne til og satte fødder på. Efterhånden blev de i forskellige størrelser stillet op i rækker og så var det, at det blev til en skov, hvor vi kunne lege og gemme os. Når det blev eftermiddag og mørket sænkede sig, tændte sælgerne nogle petroleumslamper ved deres salgsboder. Her kunne jeg stå og overvære en hyggelig snak og handel med kunderne. At juleaften nærmede sig var ikke svært at se, fordi granskoven skrumpede ind og oftest til de mindst pæne træer. Det var på en gang trist at opholde sig på det mere og mere øde torv. Også øde fordi menneskene fik travlt med gøremål hjemme og i butikkerne. Men så var det, at julen hjemme og vores eget indkøbte grantræ på altanen begyndte at øge tiltrækningen og spændingen.

Vi klippede også julestads ved spisestuebordet, der blev fyldt med glanspapir, silkepapir og klippeark med kravlenisser og kræmmerhuse. Glanspapir i alle farver - blanke og lidt kornede - går rent ind som den klareste juleerindring. Det var jo slet ikke hver dag, at vi sad samlede med denne overdådighed af papir, sakse og lim. Jeg husker for resten to slags lim. Der var en hvid lim, der lugtede lidt af marcipan. Og så den dyre Danalim i en lille gul tube og med en nål til at sikre, at den ikke løb ud af den smalle spids. Danalim lugtede stærkt og tørrede hurtigt på fingrene. Det var nu dejligt at pille det tørrede lag lim af fingrene. Næsten lige så skønt som at pille solskoldede hudflager af om sommeren. Det tog sin tid at lære sig at klippe ud til julehjerter, der så skulle flettes. Og det tog også sin tid at lære kunsten at flette. Jeg opdagede, at man ud af papir kunne lave det dejligste hjerte. Og jeg nød så inderligt at se hvorledes de forskellige farver spillede sammen og skabte forunderlige farvekonstellationer. Vidunderligt.

Så var der skolen. Det vil kræve lidt dybere analyse af min psyke at få et nuanceret billede frem af tiden i skolen. Uden tvivl lærte jeg en masse godt såsom at læse, regne og skrive. På godt og ondt lærte jeg at omgås andre. Havde det ikke været for nogle gode klasselærerinder, var det ikke gået så smertefrit. December i skolen var for mig på mange måder en lettelsens tid. Tøjlerne blev slækket. På katederet blev et kalenderlys tændt hver dag. Der var stunder, hvor vi kunne slappe af og være fri for lektier og disciplin. Set i bakspejlet gjaldt denne frihedstid sikkert også lærerne, hvilket vi slet ikke havde kapacitet til at forestille os. Det allerbedste var, når klasselærerinden kom ind med farvekridt og vi fik lov til øverst på de to store tavler at tegne granguirlander med lys - i alt 24 lys. Der blev tændt et hver dag. Det vil sige en af os fik lov at tegne en gul flamme på vægen. Når vi tegnede denne julehygge på de sorte tavler, så var i alt fald jeg så lykkelig, at jeg kunne tænke, at der i grunden var rart i skolen.

Der var selvfølgelig blevet spist først. Jeg husker overhovedet ikke, om vi fik and, flæskesteg eller kalvesteg. Jeg kan næsten heller ikke huske, at vi fik Ris a la mande. Det ved jeg, vi gjorde. Og hvem, der fik mandlen år for år husker jeg heller ikke. Sandsynligt er det, at lillesøster Mikkeline fik den med lidt moderligt eller faderligt snyd. Og dansen om træet og sangene står også hen for mig. Jeg ved da, at det foregik. Den hektiske stund med gaveuddeling og gaveudpakning - nok snarere gaveudflåning hørte også med. Vi var selvfølgelig længe oppe og i dagligstuen var der ild i pejsen. Så var vi der alle sammen. Så var far for en gangs skyld helt hjemme i familiens skød. Måske var det også her, han læste højt af Asbjørnsens Eventyr. Eller også var det en anden god gang. Vi kom selvfølgelig sent i seng. Jeg var så træt, at jeg ikke kunne tage mig det nært, at julens højdepunkt nu var passeret. Og dog. Var det hele nu forbi?

Jeg erindrer dagen derpå, hvor vi børn i nattøj og mens far og mor sov længe, legede med vores gaver og fandt gemte sager i hjerter og kræmmerhuse. Særligt stærkt i erindringen står noget legetøj, som vi havde fået af vores morfar. Han kom altid før jul med fint indpakkede gaver. Det var nok hans hustru Ingrid, der havde sørget for det. En jul havde jeg og min bror fået nogle dejlige træfærger på hjul og hertil nogle fyrtårne med rigtigt lys. Min storebrors fyrtårn var et højt hvidt et og mit var et lille buttet havnefyr. De havde elektriske pærer og der var ledninger, der kunne forbindes med et batteri. Det var en drøm at lege med disse dejlige ting. Vi vidste godt, at vi skulle spare på batterierne, og at det ville være dyrt at købe nye. Vi havde i alt fald ikke selv råd til det. Det hændte, at vi fik lov at købe batterier til lommelygter i El-forretningen, der lå lige ved siden af vores opgang.

Hvad blev der af de mange juletræer i de små hjem? Hos os blev det båret ned i gården, hvor skraldemændene tog det med. Vi hørte til de velbjærgede på Christianshavn med system i det alt sammen. Vi havde altaner og elevator. Men i de små gamle gader omme bagved f.eks. Sofiegade boede arbejderfamilier og fattigfolk. De gemte deres juletræer til nytårsaften. Hen mod midnat slæbte de dem og meget andet brændbart ud på gaderne og satte ild til. Så flammede bålene lystigt, mens kanonslagene bragede. Så lød de røde brandbilers udrykningshorn, og brandfolkene forsøgte at komme til for de mange tilskuere for at slukke. Det var ikke let. Så var der folkefest i baggaderne på Christianshavn. Således blev julen brændt eftertrykkeligt af på min barndoms elskede Christianshavn.