I Fyens Stiftstidendes debatforum om "Største samfundsproblem i Danmark anno 2004" læste jeg, at Jørgen Poulsen og Bjarne Hastrup begge så ensomheden som det største problem.

Langt hen ad vejen giver jeg de to herrer ret. Jeg har selvfra rådgivningsarbejde talt med mennesker, som udelukkende ringede, fordi de ikke havde hørt deres egen stemme i en uge.

Vi taler her om mennesker uden samlevere, uden job og på grund af sygdom uden mulighed for at komme ud og skabe kontakt til andre. Det er fortvivlende, at der findes så dyb ensomhed i Danmark.

Når man så netop ved dette, gør det mig meget frustreret at opleve folk, der for et godt ord føler sig utilfredse over deres sociale liv og dermed erklærer sig ensomme på trods af job, partner og fysisk godt helbred (her menes muligheden for at kunne komme ud til forskellige aktiviteter).

Nu er der nok nogle, der vil postulere, at jeg blot gradbøjer begrebet "ensomhed", men dette er også netop mit formål, for jeg er bevidst om, at mange sikkert føler sig ensomme (hvilket jo også er slemt nok), men der er forskel på at føle sig ensom og reelt være ensom.

Er man i den situation, hvor man hver eneste dag sidder alene i sit hjem uden nogen at udveksle selv vejret med, så er man ensom og den ensomhed findes i Danmark anno 2004, hvor mennesker endda kan ligge døde i ugevis i deres hjem uden at nogen bemærker det. Det er denne ensomhed, vi skal til livs, for den må ikke eksistere i et velfærdssamfund.

For at komme den til livs, bliver man dog nødt til at frasortere alle dem, som føler sig ensomme, for deres problem er et helt andet.

Er man så ressourcestærk, at man har et job, har man groft sagt muligheden for at skabe relationer til andre. I det mindste ved man da, at der er brug for én, idet man yder en indsats man endda får løn for.

Ligeledes mener jeg ikke, at folk med en partner kan være ensomme.

Hvor slem ensomhedsfølelsen i parforholdet end kan være, kan man ikke være bekendt at kalde sig ensom, fordi der er et menneske i ens nærhed, som man både verbalt og fysisk kan række ud efter. Hvis dette er uladsiggørligt, hvorfor er man så i det parforhold?

Næste gang, du sukker over din mangel på venner til et andet menneske, så prøv lige at have in mente, at hvis du har et andet menneske at fortælle om dine kvaler til og som lytter (og ikke er en rådgiver eller andre fra offentlige institutioner) kan du ganske enkelt ikke være bekendt at kalde dig ensom.

Der er forskel på at føle sig ensom og selv kunne gøre noget for at komme ud af det og være ensom uden mulighed og netværk til at undslippe det. Det er på tide for den første gruppe at slippe selvmedlidenheden, så vi kan få øje på de andre.

Mette Schlüter, Frøbjergvej 55, Aarup, er stud.mag.