Meningsløsheden kommer snigende når der er for lidt lyrik og for megen fremtidsmusik i livet
Af: Filosof, prodekan, Aarhus Universitet Anne Marie Pahuus

Alt for mange danskere, især unge, oplever meningsløshed, viser en stor undersøgelse gennemført af Headspace med 623.000 deltagere. Den mentale sundhed går tilbage. Mange flere end for blot fire år siden svarer bekræftende på, at de inden for de seneste fire uger har været nervøse og stressede og følt, at livet var ubehageligt, de daglige opgaver belastende. Især mange unge kvinder er ramt på livsmodet.

I dagspressen er man indtil videre enedes om, at der må være vilkår i f.eks. skole og uddannelsessystemet, som får unge til at føle sig utilstrækkelige og forkerte. Det er samfundets skyld. Det er befriende, at man ikke peger forældrenes evner eller de unges indstilling ud som problemerne, der skal løses og arbejdes med, men at undersøgelsen ser ud til at have åbnet for en diskussion, bl.a. i regeringen, men også bredere ud i det samfund, vi har skabt med og for hinanden. Der er et eller andet i de vilkår, vi byder de unge at vokse op under, som slider mere end godt er.

Med et stærkt fokus på ungdom som det, Danmark skal leve af, har vi måske glemt, at man som ung er bedre til at være digter i nuet end at skrive et epos om fremtidens store vendepunkter. Med filosoffen Kierkegaard har vi denne skelnen med os mellem det lyriske og det episke, den lyriske umiddelbarhed i ungdommen over for refleksionen og iscenesættelsen i det modne liv, hvor man reflekterer de tidligere valg i de valg, der afgør fremtiden. Der er flere, der som f.eks. den fransk-tjekkiske forfatter Milan Kundera tager klart parti for det lyriske og ligesom de adspurgte i undersøgelsen foretrækker bare at få lov at være ung eller barn. Man kan netop skelne ungdom fra moden alder ud fra om man er lyrisk digtende om nuet og længslerne i ungdommen eller episk anlagt, hvor den store plan viser sig gennem store beslutninger.

I dag får de færreste unge lov til at leve uden en plan. En eller retning peget ud af fremtidig arbejdskraftbehov byder sig til. Men det bringer ikke livet frem i øjnene på de unge. I stedet spores stor ensomhed blandt undersøgelsens interviewede. Ensomheden dukker tilsyneladende op midt i et i øvrigt stærkt aktivitetspræget liv. Og sammen med ensomheden en stor længsel efter at tale med nogle, der kan forstå og lytte til, hvad der foregår i ens liv uden at det føjes ind i porteføljemappen.

En af de måder, vi bliver samfundsmæssigt formede på, er gennem de normer, vi tager på os som nogle, der lægger en retning for vores valg. Hvis normen siger, at præstationer er vigtige og høj løn i godt job efter hurtigt gennemført uddannelse er noget af det, som gælder i livet, så skammer man sig let, hvis man lever et liv afhængigt af andres hjælp og tilsyneladende uden mål og med. Uafhængighed og selvstændighed passer godt til målrettet præstationsevne. Har man for en tid eller mere permanent brug for lidt støtte til at klare livet, er det nemt at føle skam. Skam over ikke at kunne følge forventningen om at være sjovt selskab og en kammerat, søn eller datter med drivkraft, der ved, hvad han eller hun vil.

Man plejer med at skelne mellem skyld- og skamkulturer. De første er indrestyrede, de andre ydrestyrede. Går man op i anseelse og 'keeping up appearances', er man ydrestyret, sådan som f.eks. det japanske skam-samfund er det. Er man derimod, som vi plejer at opfatte det for Danmarks vedkommende, optaget af motiver og får dårlig samvittighed, hvis man finder at ens egne motiver er moralsk anløbne, så lever man i en skyldkultur.

Måske er der noget, der peger på, at vi med ønsket om at få alting og alle mennesker frem i lyset, kommer til at overse, at vi i langt størstedelen af vores liv skal kunne holde ud af leve med os selv og at der findes en skam, som ikke isolerer og gør ondt. Nemlig en skam, hvor man besinder sig på sig selv og den påvirkning man øver på mennesker omkring en, som man holder af. Skammer man sig over, at man som voksen blander sig for meget i ens voksne børns liv, kan skammen være begyndelsen til at tage sig i at sige lige dét, som falder en ind om de voksne børns beslutninger og tvivl.

En skamkultur, hvor man føler sig utilstrækkelig i forhold til normer om præstation og uafhængighed, har vi ikke brug for. Men en skamkultur, hvor dem med samfundsansvar besinder sig på, at der skal være plads til at røre sig på for en ung, der f.eks. er forelsket for første gang i sit liv, sådan en skamkultur vil måske kunne hjælpe til en bedre mental sundhed. At få lov at leve livet, så det kan komme tæt på, både i lykke og lidelse - også selv om det giver lidt slinger i uddannelses- eller karrierevalg - må være en rimelig forventning hos de generationer, som er ved at opdage verden for første gang. Det er synd og skam ikke at give de unge den chance. For mange oplever ikke friheden som en rigdom af muligheder, men som en uafgjort situation, som man må se at få afgjort sig i for at kaste sig ind i fremtidens mål.