ASYL: John Risskov Jørgensen harcelerer over Carsten Ringsmoses udredninger i forhold til "Asyl nu" og vælger at gå efter manden i stedet for efter bolden. Næppe befordrende for et ordentligt debatklima.

Personligt deler jeg nok med mange mennesker (inklusive Carsten Ringsmose) stor medfølelse med mennesker, som er havnet i en sådan situation. Alligevel finder jeg det nødvendigt at holde fast i, at omtalte gruppe er kommet hertil af egen drift i forventning om, at deres situation ville kunne holde til et politisk asyl i Danmark.

Det kunne den så ikke; og alligevel valgte de at blive og trække deres sag i langdrag. Måske forståeligt nok. Blot ændrer denne kendsgerning ikke det mindste ved, at med gældende lovgivning kunne der ikke bevilges asyl. Og i praksis har disse mennesker så brugt deres børn som gidsler. Børnenes situation er urimelig, men valget for denne ligger hos forældrene.

Et amnesti (hvilket besynderligt ordvalg) til disse mennesker vil uvægerligt få til konsekvens, at fremtidige afviste asylansøgere vælger samme taktik. Derfor ser Carsten Ringsmose efter min opfattelse helt klart, når han argumenterer, som han gør.

Det er fint nok, at John Risskov Jørgensen gør opmærksom på underskriftsindsamlingen Amnesti-nu. Nogen opfordring til at skrive under eller lade være ønsker jeg ikke at komme med. Denne vurdering overlader jeg gerne til den enkelte læser.

Noget kunne imidlertid tyde på en kraftig vægring ved at stå som medunderskriver. Målet på 100.000 underskrifter har tilsyneladende lange udsigter, eftersom man nu kun har nået ca. 45.000. For først når dette mål er nået, vil man bruge underskrifterne politisk. Det ambitionsniveau ligner unægtelig en skyden sig selv i foden.

Hertil kommer, at man (i hvert fald undertegnede) godt kan være noget i tvivl om pålideligheden af internet-underskrifter. Et antal fup-underskrifter kan i hvert fald ikke udelukkes med den valgte, personligt uforpligtende fremgangsmåde.

Modsat John Risskov Jørgensen finder jeg det meget ønskværdigt, at Carsten Ringsmose kan og vil give udtryk for saglige analyser og personlige holdninger, som ind imellem afviger fra de gængse.

Demokratiet lever på, at meninger må brydes. Kun på baggrund af divergerende opfattelser er det muligt at træffe velbegrundede valg.
  • fyens.dk