Melodi Grand Prix. Demokrati med konfetti og kakkelbord
Af: Underholdningschef, Danmarks Radio Jan Lagermand Lundme

Intet kan forene danskerne, som når vores landsfæller sendes ud i verden for at forsvare nationens ære foran millioner af seere. Det sker hyppigt inden for sportens verden - som ved de Olympiske Lege og ikke mindst VM og EM i fodbold og håndbold. Det sker knap så tit inden for kulturens verden. Men der er en årligt tilbagevendende begivenhed, der i dén grad formår at samle ikke blot danskerne men alverdens seere foran tv-skærmene: Eurovision Song Contest.

Forud for denne begivenhed har vi naturligvis Dansk Melodi Grand Prix, hvor vi i fællesskab finder den sang, der skal repræsentere de rød-hvide farver foran intet mindre end 200 millioner seere. Vi lever i en tid, hvor den politiske splittelse og lysten til at dyrke det konfliktfyldte drama synes at vokse sig større for hver dag, der går. Det gør behovet for samlende begivenheder som Melodi Grand Prix og Eurovision Song Contest tilsvarende større, og den traditionsrige sangkonkurrence udgør således et kærkomment åndehul, hvor vi lægger vores stridigheder bag os og lader den fælles begejstring for musikken forene os. Både Melodi Grand Prix og Eurovision Song Contest er målrettet apolitiske begivenheder, hvor der bag linjerne lægges mange kræfter i at sikre, at ingen bidrag rummer eksplicitte politiske budskaber. Det er en af hovedårsagerne til, at sangkonkurrencerne har så stærk en forenende kraft, mens så mange andre kræfter i samfundet splitter os ad.

Der ligger en historisk forklaring bag sangkonkurrencernes apolitiske karakter og deraf helende kraft, som handler om, hvordan Eurovision Song Contest i sin tid blev skabt. Det skete i 1950'erne, da Europa stadig blødte efter Anden Verdenskrig og kæmpede for at finde måder, hvorpå det splittede kontinent kunne heles. En del af svaret var den internationale sangkonkurrence, hvor ingen deltagerlande kunne stemme på sig selv - og dermed var nødt til at stemme på hinanden. Det er værd at huske på den oprindelige idé bag Eurovision Song Contest og de kvalificerende nationale konkurrencer, når man i dag kigger på et Europa, der er præget af splittelse, og som har begrænset held med at styrke det, der bringer vores europæiske lande nærmere hinanden. Eurovision Song Contest kan naturligvis ikke egenhændigt redde det europæiske projekt, men sangkonkurrencen kan som minimum minde os alle om værdien og vigtigheden af at stå sammen - præcis som den gjorde det i 50'erne.

I en national kontekst spiller Melodi Grand Prix en tilsvarende rolle. Det er det ældste tv-program, der stadig vises på tv, og gennem seks årtier har Melodi Grand Prix bidraget til at bringe danskerne tættere sammen. Bortset fra jul og nytår er der næppe nogen begivenheder, der er så traditionsbundne som Melodi Grand Prix. Familier samler sig i stuerne, vennerne til grandprixfester og lokalsamfundene foran storskærme over hele landet. Danskerne klæder sig festligt på, og med pen og papir har de udviklet alskens stemmesedler og tipskuponer, som kan forvandle ethvert hjem til en konfettifyldt spillehal i Melodi Grand Prix'ets tegn. Bag konfettien, festlighederne og den glæde, som begivenheden uden tvivl spreder ud over det ganske land, ligger der imidlertid et dybere lag. Trods sin store underholdningsværdi er Melodi Grand Prix nemlig langt fra blot underholdning. Der ligger en stærk demokratisk værdi i at have en festlig begivenhed, som alle kan samle sig om i fred og fordragelighed. Hvor omdrejningspunktet i praksis er et udskilningsløb, men hvor vi med smil på læben kan argumentere for, hvorfor vi foretrækker én kandidat frem for en anden. Hvor den femårige på lige fod med sin mormor kan diskutere hvem, der synger bedst. Hvor alle med en mobiltelefon kan være med til at kaste deres stemme på den, de synes fortjener at vinde. Og hvor det naturligvis er flertallet, der i sidste ende får lov at bestemme.

Det gør Melodi Grand Prix til public service i sin smukkeste form, fordi det netop er en begivenhed, der lærer os om nogle helt grundlæggende demokratiske principper. Den ære kan man trods alt ikke tilskrive de store sportsbegivenheder, hvor publikum nok kan få lov til at skabe en fest - på stadion såvel som hjemme i stuerne - men hvor udfaldet af dysterne er overladt til de deltagende sportsudøvere selv. Når omkring halvanden million danskere forventes at tænde for fjernsynet den 10. februar, skal de således ikke betragte Gigantium som et moderne Colosseum, hvor en dramatisk dyst vil udspille sig, men snarere som en musikalsk version af den græske agora; et demokratisk mødested, der hylder den frie og folkelige holdningsudveksling.