Man kan godt synes andre politikere er dygtige, selv om man ikke er enig
Af: Henrik Dahl, MF, Liberal Alliance

Det er naturligt at mene, at de politikere, man er enig med, er dygtige. Men er de det? Eller snyder enigheden? På tværs af partierne har jeg mange kolleger, jeg synes er dygtige. Det betyder bestemt ikke, at jeg er enig med dem. Jeg har bare lagt mærke til, at de tager deres ansvar alvorligt, og gør deres bedste for at forvalte det på en sober og redelig måde. Så hvad er det, man kan kende en god politiker på?

Det vigtigste er, at man ofrer den energi, der kræves, på at sætte sig ind i det stof, man arbejder med. Uden en grundig viden om selve området, man er ordfører på, er det nærmest umuligt at bedømme, om et forslag er godt (det vil sige: om det opfylder sit formål); om det er forholdsvis ligegyldigt (sker desværre engang imellem); eller om det har en hel masse negative bivirkninger, man bør sætte ind for at undgå. Men en anden ting, der afslører, om man er en dygtig eller mindre dygtig politiker, er det kend­skab, man har til de politiske virkemidler, vi råder over. Uanset hvad, man har tænkt sig at forbyde, er det for eksempel en dårlig ide at indføre et forbud, der ikke kan håndhæves. Uanset hvor gerne, man vil støtte et eller andet, er det på tilsvarende vis usmart, hvis det initiativ, man sætter i værk, ikke har nogen virkning. Og uanset hvor ele­gant, en lov er formuleret, er den dårlig, hvis det viser sig, at den er fuld af huller.

De ting, jeg har nævnt, kan vi politikere godt kan finde på at tale om på tværs af partierne, når vi prøver at bedømme vores egen indsats. For i ærlige stunder kan vi sagtens både give folk fra de andre partier et klap på skulderen, hvis de har udtænkt et eller andet, der faktisk viser sig at være smart; og finde på at indrømme, at en lov, vi selv har stemt for, nok ved nærmere eftertanke ikke hører hjemme blandt de hundrede tusinde mest geniale projekter, menneskeheden gennem sin historie har udtænkt. Til gengæld synes jeg, vi lidt for sjældent taler om visse andre ting, der for mig afgør, om man er dygtig eller mindre dygtig til sit politiske håndværk. Her tænker jeg på, om vi indretter vores politiske aftaler sådan, at de skaber mere bureaukrati - eller vi indretter dem sådan, at de skaber mindre bureaukrati.

Blandt de ting, der skaber rigtig meget bureaukrati, er lovgivning, som i detaljer udpinder, hvordan de mange dygtige ansatte i stat, regioner og kommuner skal løse deres opgaver. Lærere har til opgave at gøre børnene dygtigere; læger har til opgave at gøre patienterne raske; medarbejderne på jobcentrene har til opgave at få dem, der henvender sig, i arbejde. Det ved de godt selv, og langt, langt de fleste sætter en kæmpe ære i at være gode til det, de har taget en lang uddannelse i. Derfor skal vi som politikere belønne de organisationer, der er gode til at nå deres mål. I stedet for at skrive meterlange smørebrødssedler til dem, hvor vi i detaljer beskriver, hvad de skal gøre i løbet af en arbejdsdag.

En anden ting, der skaber et forfærdeligt bureaukrati, er puljer. Vel er det fristende at bevilge en rund sum til et eller andet. Man hjælper nogle borgere; kommer selv i medierne og fremstår som handlekraftig - det kan vel ikke være bedre? Jo - hvis den pulje, man har bevilget, udløser et helvede af ansøgninger, dokumentation og revisonspåtegninger. Så havde det givet mere smæk for skillingen at forbedre de generelle rammer - selvom det ikke giver et interview i tv. Så prøv at se, hvordan politikerne arbejder. I stedet for, hvem du er enig med. Det kan godt tænkes, at resultatet vil overraske dig.