Jens Gaardbo, som De nok erindrer fra forne tider i TV 2, er på sine ældre dage blevet spindoktor for den nye Region Nordjylland. I denne egenskab har han nu i en reklametryksag, der også har nået de fynske brevsprækker, gjort sig nogle dybe tanker om regionernes mulige fremtid.

Hvor mange andre mindre klarsynede har en fornemmelse af, at politiske enheder, der ikke må opkræve skatter, og som derfor skal leve af almisser fra stat og kommuner, ikke har megen fremtid, så ser den nørrejyske spindoktor store muligheder.

Hør blot: "Regionerne får rollen som den sicilianske "mama", der på den ene side har mistet noget, fordi mange af sønnerne er flyttet hjemmefra, men som samtidig får en ny rolle foræret, fordi sønnerne alligevel vender trofast hjem og samles om bordet...

"Mama" kan stadig have magt, bare på en anden måde end tidligere", hævder den synske nordjyde. Ja, han går endnu længere i sin optimisme og svinger sig helt op til at forudse en ny slags regionalpolitiker. Det er sådan én, der genopfinder det "autentiske" politiske arbejde og dermed bliver en "ægte" politiker, "der stiller sig op på en papkasse i parken og siger sin mening og udbreder sine visioner for egnen".

For når man ikke længere skal tænke så meget på skat og bekymre sig om administrative opgaver, så kan man des bedre koncentrere sig om de store linjer, om idéer og visioner. Siger spindoktoren, måtte Herren hjælpe os.

Rent bortset fra, at det er noget af en fornærmelse mod begge parter, når sicilianske husmødre bliver sammenlignet med danske regionspolitikere, og helt uden hensyntagen til, at det er svært for sit indre øje at se Carsten Abild med storternet forklæde om maven, og så endda på en papkasse i Kongens Have, så er dette da vist en af de mest tvivlsomme forudsigelser endnu set i 2007.

Regionernes store, helt dominerende, opgave er her efter dags - og forbliver indtil andet bestemmes - at forvalte betroede midler inden for hospitalssektoren. De skal her gøre mange "sønner" tilfredse og rette sig efter "big daddy"- Gaardbo's betegnelse for henholdsvis kommunerne og for staten. De skal endvidere trækkes og leve med overlægerne.

Pressen er der også, og den varetager patienternes og klienternes interesser med megen nidkærhed. Vi, der må benytte os af sundhedsvæsenets tjenester, er jo heller ikke så taknemmelige, som man var i gamle dage. Vi vil også have skadestuer og akutafdelinger, her og nu, enten der er råd til det eller ej.

Vi bliver let besværlige, og mon vi ret længe vil vise forståelse for regionspolitikernes klager over manglende service på grund af manglende penge?

Bliver der i denne fremtidsverden monstro tid og energi til at tænke store tanker? I givet fald, om hvad? Og, med hvilken chance for realisering?

Et historisk forsøg i det nu hensovede Fyns Amt på at få politikerne til at tænke stort, flot og principielt endte, som mange læsere nok vil erindre, knap så succesfyldt. Den historie burde Jens Gaardbo sætte sig ind i, inden han går videre med sin sicilianske forklæde-metafor.

Skal vi endelig til at bruge metaforer og billeder i forbindelse med regionerne og med regionspolitikernes virke, er det måske mere rammende at sammenligne dem med de fattige og forkuede ugifte tanter, som man engang havde nogle stykker af i enhver familie. Dem, der var blevet snydt af livet, og som måtte finde sig i en hel del, fordi de levede på Nådsensbrød. Intet under om de blev bitre og sure på deres gamle dage.

Lad os nu se, hvordan det går med regionalpolitikernes humør, efterhånden som det dages for dem, at de skal bede om penge og om lov, hver gang de finder på noget nyt og opmuntrende at tage sig til.

Skulle de blive for frustrerede og bitre på tilværelsen, er der jo også råd for det.

Når alt kommer til alt, så er de nye regioner vel alligevel kun en mellemstation, for nu at bruge en anden, mere trafikpolitisk, metafor.
  • fyens.dk