Måske ligner vi dem, vi holder med
Af: Indholdsredaktør Morten Guldberg

Mens håndbold-Danmark slikker sårene efter et skamfuldt nederlag til EM-turneringens - på papiret - ringeste hold, er det måske værd at reflektere en stund. Fundere over, hvorfor man holder med nogle hold i sport, men ikke kan udstå andre, og hvad der præcist afgør, hvor man lægger en sympati, der sagtens kan blive livslang. Hvorfor nederlag kan føles så personlige og smertelige. Og måske tænke over, hvilke personlighedstræk valget af favorithold afslører om en selv.

Det giver sig selv med landshold - vi holder med Danmark for selvforståelsen, det nationale fællesskab, identiteten etc., det interessante i denne sammenhæng er klubholdene og de individuelle sportsstjerner, for her tiltrækkes vi stensikkert ikke af det samme. Her har vi to slags fans. Den ene gruppe omfatter alle, som holder med vinderne. Englænderne har et vidunderligt udtryk for denne kategori, fair weather fans, typen der dukker op i solskin, når det går godt på banen, men som er væk i samme øjeblik skyerne trækker op, og den sportslige lykke vender.

Man kan godt blive lidt misundelige på dem, for de har det let, og kan sikkert nyde sport på en ubekymret facon. De oplever aldrig smerten, og skulle det ske, tager de lynhurtigt konsekvensen, skifter sympatierne eller lægger interessen i dvale. Ofte er de kloge nok til at holde sig til topklubber, som har patent på succes, fodboldklubberne Real Madrid, FC Barcelona, Manchester United og Juventus er oplagt fluepapir for denne kategori. Men lommepsykologisk kan jeg ikke lade være med at mistænke godt-vejr-fans for at gemme på et eller andet. De slipper aldrig sjælen i favoritklubben ind under skallen, derind hvor der er ægte følelser på spil, og hvor det en gang imellem kan gøre rigtig ondt. Det er da rarest altid at holde med vindere og føle sig som en uendelig succes, men sådan er den virkelige verden jo ikke indrettet. Hvordan klarer de livets øvrige udfordringer?

Og så er der alle os andre, livstidsfangerne, som er med i tykt og tyndt. Vi kan ikke slippe, selv om fornuften taler for det, og både vi og omgivelserne må leve med surmuleri og søvnløse nætter, når det er værst. Forklaringerne på, at det blev netop den klub er ofte vage: Trøjen så pæn ud, min far holdt med arvefjenden, han var en god spiller etc. Men måske er det ikke tilfældigt. Traditionsklubber gemmer på forskellige værdier, som afspejles i fanskarens attitude. Jeg er for eksempel mere tryg ved den store gruppe Liverpool FC-fans på Christiansborg - på tværs af parti-skel - end hvis der havde været en tilsvarende med hang til Bayern München. Liverpool repræsenterer noget autentisk, oprigtigt, den tyske storklub kynisme og konspiration. Som forskellen mellem Gryffindor og Slytherin på Harry Potters kostskole.

Tilsvarende modsætninger kan man notere mellem Barcelona og Real Madrid, Roma og Lazio, Arsenal og Tottenham. De finere nuancer varierer, men de er der, og jeg tror de fleste, lærer dem at kende og identificerer sig med dem i større eller mindre grad. Spørgsmålet er selvfølgelig, om man selv er en taber, hvis holdet, man holder med, er bedst til at klare sig dårligt år ud og år ind.

Sådan kan det føles indimellem, men svaret er selvfølgelig nej. Jeg mødte sidste år tre fans af lillebitte Brentford FC, som var stået op klokken fire lørdag morgen for at køre 300 km for at se deres hold tabe endnu en udekamp fem graders varme og regnvejr. De var ikke tabere, men trofaste klubmennesker med fællesskabsfølelse. Som ægte sportsfans er flest.