Måske forventer vi bare mere af politikerne, end det er rimeligt at forlange


Måske forventer vi bare mere af politikerne, end det er rimeligt at forlange

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Pens. overlærer, mag.art., Vinderup Bent Liholm
Billede
Debat. 

Det står slemt til med tiltroen til politikerne i Danmark. Det viser sig i store svindelsager som den igangværende mod Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt med mistanke om udhuling og misbrug af EU-millioner. Det er især slemt, fordi Messerschmidt gik til valg på at ville svindelen i EU til livs og fik det største stemmetal nogen sinde for en dansk EU-kandidat. Det er ikke rart, at man så eventuelt har støttet sådan noget muligt dobbeltmoralsk.

Problemet med tilliden til politikerne vedrører dog ikke blot sådanne store sager, men er noget mere generelt. For nylig var Lars Løkke Rasmussen atter i mediernes søgelys på grund af mistanke om bestikkelighed overfor erhvervsinteresser. Endnu mere for nyligt hævdes hans hustru at have brugt sin status til at udvirke fribilletter til sine tre voksne børn til en Rasmus Seebach-koncert for særligt indbudte - heriblandt statsministerfruen og statsministeren selv. Ligeledes har oppositionens leder og statsministerkandidat Mette Frederiksen for nylig været ude på rimelighedens og den gode opførsels overdrev ved at hævde, at hun var opvokset i det socialt belastede Grønlænderkvarter i Aalborg. Hverken Løkke Rasmussens foretagsomhed eller Fredriksens friheder er juridisk kriminelle, men det må siges at beklikke deres hæder og ære.

De fleste vil mene, at statsministeren nok selv kunne betale for koncertbilletterne, når han tjener halvanden millioner kroner om året - udover fri bil og embedsbolig. Desuden er det jo ingenlunde bedre, at han før været på banen med lignende miskrediterende sager. For Fredriksens vedkommende må man jo formode, at den hvide løgn blot er et element i en illusionsfremmende fortælling om en 'rigtig' socialdemokratisk arbejderpiges herkomst, selvom hun åbenbart er opvokset i en murermestervilla i et middelkassekvarter. Hun har hermed givet indtryk af at skulle være den helt oplagte socialdemokratisk kandidat i Nordjylland til næste folketingsvalg. Hun har vel desuden håbet på at blive den nye nordjyske stemmesluger efter koryfæer som Kirsten Jacobsen, Lene Espersen og Søren Gade.

Mine eksempler er stærkt medvirkende til den voksende politikerlede, der er i befolkningen. Ifølge den nyeste meningsmåling fra Epinion er langt over halvtreds procent af befolkningen utilfredse med politikernes ageren, og kun fire procent af befolkningen er medlem af et politisk parti. Politikerleden får således også meget forståeligt jævnligt konsekvenser. Det hævdes således, at kommunerne kappedes om at undgå besøg af Lars Løkke Rasmussen under valgkampen til kommunerne sidste efterår. Endvidere kan vi erfare, at fagbevægelsen i Aalborg har frabedt sig talerdeltagelse fra Mette Fredriksen ved 1. maj arrangementet i år, fordi hun har bakket op omkring planerne om en arbejdsmarkeds-lockout. Et eller andet sted har man indtryk af, at politikerne sidder kritikken overhørig, eller også lader de bare som om og håber på, at problemet snart er glemt igen.

"Hvad skal vi med folk, der læser statskundskab? Det kommer der bare sådan nogle som Svend Auken ud af."

Man kan mene, hvad man vil om den afdøde skaber af Fremskridtspartiet Mogens Glistrup, men klarsyn havde han. I citatet viser han en af siderne ved politikerleden. Færre og færre ønsker at stille op til folkevalgte positioner - og dem, der gør, begynder at ligne hinanden mere og mere i uddannelsesbaggrund og sociale referencer. Det er afkom af borgerskabet med akademisk uddannelse og manglende forståelse for og fjerne fra almindelige vælgeres situation.

"Jeg har ikke en bedre karakter end andre mennesker, men jeg har en bedre pension." Erling Olsen, medlem af Folketinget 1964-98 med pauser og folketingsformand 1994-98

"Parlamentarisme er, at de, der har flertallet, vedtager, at de er de klogeste." Jens Peter Jensen, medlem af Folketinget fra 1964-84 og senere Europarådet.

At blive valgt til Folketinget fjerner ofte den almindelige ydmyghed, som såvel Erling Olesen som Jens Peter Jensen er citeret for. Man bliver bedrevidende og taler ned til vælgerne. Det har man oplevet på det sidste, hvor der har været tale om at indsamle 50.000 stemmer omkring et borgerforslag mod folketingsmedlemmernes favorable pensionsforhold. Det har adskillige politikere vist stærk modstand imod. De har jo allerede behandlet punktet, udtrykker man. At man måske ikke har gjort det godt nok, tænker man åbenbart ikke på - eller også er man bange for en ændring. Endelig er der de mange politikere, der vedvarende skifter standpunkt og parti, tydeligvis for at fremme sin egen politiske status og position.

Så nok er der tale om en forståelig politikerlede, men som også Erling Olsen påpeger, så er politikere karaktermæssigt ikke forskellige fra os andre. Det er derimod noget, vi som vælgere forlanger og forventer. Med en sådan synsvinkel kan man hævde, at vi er selv lidt ude om det, idet vi på mange måder har ophøjet folketingets medlemmer til en slags kongehusstatus af et glansbillede. Så er politikerleden måske nærmere en illusionslede over, at ikke engang politikerne kan leve op til vores idealforestillinger - og blot er som folk flest. Der må jo også være en grund til, at vi har politi i vort samfund, og de har da vist rigeligt at lave.

Man klandrede Donald Trump for hans "Amerika først", da han kom til magten, men er det egentlig ikke hans primære arbejde? Han fjerner bare den drømmeillusion, vi har haft, om, at han skal varetage også Europas interesser og afbalancere verden. Ligesom en skolelærer og en politimand skal være et forbillede for andre, skal også politikere være det, men vi har selv valgt politikerne. Så problemet er ikke større, end at vi kan undlade at vælge dem ved næste valg. Vi skal ikke udholde dem længere end fire år i Danmark. Spørgsmålet er, om deres afløsere bliver bedre. Det er ikke alle mennesker, der hele tiden er den bedste udgave af dem selv.

Så når man oplever dobbeltmoralen i kommunerne med lønstigninger til borgmestre og kommunalpolitikere efter syv års smalhals for de ansatte og borgere og på samme måde med Folketinget, som med den ene hånd forringer pensionsvilkårene for borgerne, og med den anden hånd fastholder gunstig regler for folketingsmedlemmer og ministre, så er der morgenluft forude, hvis ikke de kritiserbare folketingsmedlemmer indser, at de er på Borgen for at tjene folket i stedet for at lade hånt om det, så er der en ende på det hele. Illusionsleden er større end politikerleden.

Måske forventer vi bare mere af politikerne, end det er rimeligt at forlange

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce