Lyset i mørket
Af: Biskop i Aarhus Stift Henrik Wigh-Poulsen

Vi har lige flyttet soveværelse. Før lå det ud mod et af byens larmende gadekryds, hvor tunge lastbilsvogntog i døgndrift tonser frem og tilbage mellem motorvejen og havneterminalen. Nu ligger vores soveværelse i stedet ud mod haven bag hvilken der ligger andre tyste villahaver, ikke så forfærdeligt langt væk fra Marselisskovenes udkant. Byens lyde er nu som en fjern, men sådan set ganske behagelig murren i baggrunden.

Men selvom vi befinder os i den mørkeste tid på hele året falder byens lys stadigvæk ind ad vores vinduer - også midt i den dybeste nat - som en slags konstant baggrundsbelysning, der vel stammer fra højhusene ude på boulevarden, fra Tivoli Frihedens gigantiske juletræ, fra havneområdet, fra skilte, gadelygter og trafiklys og alle de andre lyskilder en moderne storby er så fuld af. Mærkeligt at tænke sig, at mørket engang, før det elektriske lys, var anderledes enerådende her i dagene omkring vintersolhverv. Også i byen og dens gader. Alting henlå i et rugende mørke, der gjorde natten fuld af farer. Både reelle og indbildte.

Vi bliver stadigvæk mindet om den tid, når vi synger de gamle morgensalmer, salmebogen er så fuld af. Lettelsen over at lyset igen breder sig på himlen efter en lang nat med sære lyde og tunge tanker er næsten til at fornemme, når digteren skriver om solstrålerne, der "på huset ler" og de "sorte trolde", der tager flugten til den "fæle helved-ørk". Dengang har morgenglæden nok været en ret ukompliceret størrelse. Småærgrelserne som vi fylder de første vågner timer ud med, har ikke fyldt så meget i forhold til det faktum, at det blev dag igen.

Julens salmer myldrer med billeder, hvor modsætningen mellem lys og mørke også optræder. Selvfølgelig med inspiration fra juleevangeliet hvor vi hører om hyrderne, der vogter deres hjord ved nattetid, mens mørket ruger over marken og verden, hvor en magtfuld og enerådig kejser gør, hvad der passer ham. Og midt i det tætte mørke lyder ordene om ikke at frygte, om en stor glæde og et barn, der er født os. Som der står i indledningen til Lukas version af julens budskab:"...solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge".

Når man en decemberaften kører - som jeg ind imellem gør - gennem små djurslandske landsbyer, har der tydeligvis bredt sig en dille med rene opvisninger af KWH-forbrugende lysshows på gavle og gårdspladser. Julemænd med gavefyldte sække og rensdyrsforspændte kaner lyser det mørke op, som ellers er lidt mere uforstyrret end i de større omkringliggende byer. Men festligt er det, synes jeg. Og lidt hyggeligt på sin egen neonfarvede måde. Små trodsige glimt i natten. Men det er også en del af den store trods-reaktion, som vi har kendt til fra de tidligste tider på de her himmelstrøg, og som med det kristne evangelium har fået sin egen dybde og glød. For i juleevangeliet handler det om glæden på trods, om hjertets fred, lyset der skinner i mørket og natten, der blev til morgen. Store - virkeligt store - ord som vi har bygget vores kirker og holder gudstjeneste på. Ikke kun i advents- og juletiden.

Det kan godt være, at mange af os har mistet kontakten med urmørket, når vi henligger i en konstant baggrunds-belysning, der skyldes vores rastløse virksomhed og trang til behovsopfyldelse, og som nogle gange forstyrrer hvilen og sløver instinkterne. Men ethvert modent og tænkende menneske kender selvfølgelig til mørket, der fylder så rigeligt i både hjerte og tanke. Så meget desto mere er der godt og vigtigt at hente i vores kirkelige tradition og dens stærke tale om lyset, der skinner i mørket. Med andre ord: Gå i kirke i julen, der er rigtig meget godt at hente.