Det stemningsfyldte og romantiske ved sædemanden og manden bag harven i de første lyse forårsdage kommer aldrig igen. Kronikøren er landmandssøn og lader tankerne gå tilbage.
Der er nok noget rigtigt i det, der ofte påstås: Den, som engang har været landmand, har altid bondeblod i årene. En gammel landmand glemmer ikke sit gamle erhverv, selv om det er en del år siden, han arbejdede ved landbruget. Især om foråret og ved høsttid tror jeg, forhenværende landmænd lader tankerne gå tilbage. Tilbage til årets to travleste perioder på landet.

I mine barndomsår var mekaniseringen først for alvor ved at vinde indpas i landbruget. Meget er ændret siden da, men også nu er forår og høst naturligvis to travle perioder.

Foråret nu byder ikke på så megen travlhed som førhen, da en del marker bliver sået til i septembers lyse sensommerdage. Vintersæden skal i jorden. Men trods alt står vi atter over for en travl tid. "Lyset og den lange dag er vendt tilbage", som Johannes V. Jensen skriver i Solhvervssangen.

Jorden skal beredes. Endnu engang. Som vore forfædre har gjort det i århundreder før os. Nu om dage går det stærkt. Kraftige maskiner og effektive redskaber kan hurtigt gøre et såbed klar, når jorden er bekvem. Min barndoms forår og de travle forårsdage er blevet historie - et genrebillede, der hører fortiden til.

Jeg er opvokset på et husmandssted, og i min barndom havde vi ikke traktor til forårsarbejdets udførelse. En hest og redskaber, der passede til hestens kræfter, måtte klare opgaverne.

Så snart jorden var bekvem, begyndte vi arbejdet. Begrebet "bekvem jord" er noget flydende. Det kan vist bedst forklares med de ord, som også moderne have- og landbrugsfolk ofte bruger: Jorden er bekvem, når den falder for redskaberne. Altså når den kan smuldre og findeles under haveriven og harvens tænder.

Erfarne landmænd kan se, når jorden kan bearbejdes. Når jorden begyndte at blive tør, foretog min far en tur ud over markerne. Med træskosnuden skrabede han hist og her i den endnu vinterfugtige jord. Fandt han, at hest og redskaber kunne færdes på jorden uden at gøre mere skade end gavn, gik vi i gang.

Harven fandtes frem fra husgavlen, hvor den sammen med ploven og andre redskaber havde overvintret. Maskinhuse var ikke så almindelige dengang som nu, da de jo også betydeligt mere kostbare landbrugsmaskiner opbevares under tag de fleste steder.

Først fik jorden en førstebehandling med pigharven. Harven var ikke særlig dybtgående, men evnede egentlig ganske godt at findele jorden til et pænt jævt såbed.

Så begyndte travle dage for hest og mand. Tur op og tur ned ad ageren. Den første dag måtte der ikke fares for hårdt frem. Hesten var endnu uvant med hårdt arbejde efter vintertiden i den lune stald, hvor aktiviteterne havde været indskrænket til roekørsel fra kule, transport af korn til og fra mølle ol.

Efterhånden vænnede hesten sig til arbejdet og vi andre ligeså. Men den første dags markarbejde kunne nok mærkes i lår og ben, hvor muskler, der ikke havde været brugt i vinterens løb, skulle genoptrænes.

Overalt var der travlhed og aktivitet. Nogen strøede kunstgødning ud, andre var i gang med pløjning af et jordstykke, der ikke blev færdigbehandlet, inden frosten satte en stopper for arbejdet osv.

Vogne var placeret ved agrenes ender, læsset med sædekorn, sættekartofler eller kunstgødning. Ingen landmand stod og sludrede med naboen ved markskellet, hvad der ellers var tradition for på mindre travle tider af året. Alle havde travlt. Man nøjedes med at vinke med armen til den lige så travlt optagne nabo.

Det var jo forår. Den tid, enhver landmand ser hen til med forventning, var kommet. Siden har jeg tænkt over, om dog ikke konkurrencemomentet har spillet ind hos disse virksomme mænd på årets første lyse forårsdage? Mon ikke det gjaldt om lige at blive færdig lidt før naboen? At komme i mål et hestehoved før konkurrenten?

Måske er det landmanden ubevidst, men sport er der nu nok i foretagendet, selv om det er en kendsgerning, at en lang udviklingsperiode giver bedre udbytte end en kortere den dag, høsten forestår.

I de første år, jeg husker tilbage, såede vi kornet med hånd. Det var før, det var almindeligt at købe fremavlskorn fra frøfirmaer. Vi rensede selv kornet i en håndtrukket rensemaskine, og så blandede vi kornsorterne i en sæk på ladens gulv.

Nu kunne sædemanden træde i funktion. Min far fyldte sækken, der gjorde samme nytte som en såbalje, og så begyndte vandringen ud over agrene.

I elegante buer blev kornet svunget ud og lagde sig tilrette i den nybearbejdede jord. Han lignede sædemanden på Lommebog for landmænd, der hvert år ved nytårstide blev tilsendt fra korn- og foderstoffirmaet, vi handlede hos.

Manden med sædekornet i en sæk - kunne nogen anden tegning mere egne sig til lommebogen? Landmanden, optimismen selv, der breder kornet ud i tro og håb om belønning i augusts høstdage.

Lignelsen om sædemanden, der strøede den gode sæd, som vi hørte om i skolen, har også tit været i mine tanker, når jeg har været vidne til, at en kornmark blev tilsået med håndkraft.

Når kornet var sået, skulle det dækkes. Nu måtte "sæd dækkeren" i sving. Denne harve kunne ved at siksakke sig gennem bedet hurtigt dække sædekornet. Først på langs, siden på tværs arbejdede vi marken igennem.

Til sidst blev såbedet tromlet, resten overlodes til vind og vejr og vårens milde kræfter. Et af årets stykker med korn skulle være udlæg, alt- så et kornstykke, hvor der blev sået græsfrø, som det følgende år skulle være græsmark.

Græsfrø er meget fint frø, som vi såede, når sædekornet var sået. Græsfrøet skulle ikke dækkes med "sæddækkeren", men kun ganske let med en harve af en langt lettere konstruktion, der i bogstavelig forstand havde en let gang på jorden. I daglig tale benævnte vi denne harve "ukrudtsharven", antagelig fordi den også havde en vis evne til at uskadeliggøre ukrudtsspirer i den første spæde opvågning til dåd.

Græsfrøet blev også sået med hånd og skulle foregå i helt stille vejr for at undgå, at de fine frø blæste over på et andet kornstykke eller på anden måde gik til grunde. Mange gange har jeg oplevet, at min far en sen aftenstund eller en tidlig forårsmorgen næsten før daggry har sået græsfrø ud. Når vejret var helt stille, hvad han mente, det oftest var på de nævnte tidspunkter, lod han ikke chancen gå fra sig.

Derefter kunne frøet harves ned, og marken blev tromlet. Når græsfrøet var sået, var det, som om det første afsnit af forårsarbejdet var tilendebragt. Nu kunne vi begynde at interessere os forbearbejdning og tilsåning af roearealer.

Årets kornhøst var forberedt. De smukt behandlede arealer var - nytromlede i forårets stærke lys - et smukt syn for øjet. Som billedet på noget velplejet og velholdt. Landmandens svar på håndværkeren, der kæler for et stykke fint udført arbejde. Hos begge kommer kærligheden til arbejdet til udtryk i rigt mål.

En ny tid er forlængst kommet. Det stemningsfyldte og romantiske ved sædemanden og manden bag harven i de første lyse forårsdage kommer aldrig igen.

Viggo Lovdal, Frejasvej 22, Galten, er pensioneret fra DSB.