Lykken findes i fællesskabet: Man kan ikke danse alene
Af: Journalist og forfatter, Voldum Anders Laugesen

Tirsdagstænketanken - Opinion har samlet et panel af skribenter, der fremover på skift hver tirsdag sender begrebet 'bæredygtighed' tæt på os ved at fortælle, hvordan de ser, at vi kan komme fornuftigt ind i fremtiden og håndterer de problemer, der er - både lokalt og i det store perspektiv.

Når foråret tager fat, kommer der gang i danseskoene. Som blomster og ukrudt rykkes op af jorden, trækkes mange af os ud på det gyngende dansegulv. Og lige nu finder stadig flere unge ud af, at melodier og danse overleveret af nordiske spillemænd og kvinder har rytmen, der skal til for at skabe humørfyldte fællesskaber. Flere hundrede unge mødes til fest omkring nordisk folkemusik i påske- og efterårsferie. Og når dørene åbnes til folkemusikalsk bal på Vartov i København kommer smil, sved og sårede tæer frem alt imens nybegyndere ud i 'Totur fra Vejle' træder deres dansepartnere over tæerne.

Ud over at det er sjovt og sundt, så er det et af mange eksempler på nye former for fællesskab og formler for bæredygtighed. Men hvad har dansk folkedans og global bæredygtighed med hinanden at gøre? Umiddelbart ingenting. Men ved nærmere omtanke ganske meget.

I dag kommer der hver dag alarmerende nyheder om klodens tilstand. De fleste ved godt, at den er helt gal, og at oldebørnene på grund af vores uforsigtige adfærd risikerer at stå i en decideret overlevelseskamp med enorme strømme af klimaflygtningene, mangel på mad, krige og stigende vandstande. Det er ikke til at overskue, og derfor fortsætter vi, som om alt i dag stadig er, som det var engang. Det vil sige, som om der fortsat er frit slag til, at vi hver især kan udfolde os ubegrænset. De smarte flyder ovenpå, og de svageste går muligvis under. Den stærkeste overlever.

Da Darwin i sin tid så på evolutionens udvikling, viste der sig et mønster med en udskillelse blandt arterne, som gør, at den bedst tilpassede overlever. Og ofte har den bedst tilpassede været lig den stærkeste. Ganske uberettiget i forhold til Darwins tanker har ideen om, at den smarteste klarer sig bedst, ændret vores fælles forståelse af den virkelighed, vi lever i. Der er de sidste par hundrede år opstået en ide om, at individer og fællesskaber på godt og ondt lever i selvfortjente virkeligheder. Som en kendt hårreklame udtrykker det: "Because You're Worth it".

Og når man umiddelbart kigger sig omkring, ser det måske nok ud til, at den formel passer. Flid, dygtighed og forstand på penge belønnes ofte med materiel velstand. Problemet er blot, at formlen individuel 'afregning' ikke er sand. For alt og alle er dele af fællesskaber. Man kan hverken danse eller grine alene uden at det på et tidspunkt bliver anstrengt og ensomt. På samme måde er heller ikke hverken penge, magt eller prestige noget i sig selv uden de andre. Alt og alle er dele af fællesskaber. Livet skaber vi i kraft af hinanden og med hinanden. Og når enkelte personer i fællesskaber klarer sig bedre end andre, sker det stadig igennem fællesskabets stræben. Ingen er en ø. Alle hænger vi sammen.

Fællesskaber med stor ulighed er ikke i sig selv et problem, så længe man er enige om spillereglerne for det fælles liv. Problemerne opstår, når menneskenes fællesskaber har fået nok i sig selv og ikke ser de andre fællesskaber, som bebor vores fælles jord. Fuglenes og fiskenes fællesskaber. Isbjørnenes og de arktiske uglers fællesskaber osv. Når menneskene ikke længere ser sig i fællesskab med jordens mange umælende fællesskaber, så går det galt. Ikke blot i forhold til menneskeracens selvovervurdering, men også i forhold til menneskets langsigtede selvopretholdelse. Men hvad har alt det at gøre med folkedans og fællesskab? Umiddelbart intet. Og samtidig alt. For når man tripper rundt til spillemandsmusik, går en tur i skoven med en god ven eller spiller rundbold, så bliver det klart, at de enkleste oplevelser i livet også samtidig kan give nogle af de skønneste stunder. Vi behøver ikke at se ballet i Beijing eller bade i Bali for at opleve lykke og få følelsen af et godt liv. Og det er netop den erfaring, som vi hver især af overlevelsesnødvendighed bliver nødt til at stille skarpt på. Vi kan leve gode liv, uden at skulle udfolde os ubegrænset som individer.

Måske er det sådan, at fællesskaber i sig selv bærer kimen til mening og lykke, hvis de får lov til at folde sig ud. Glæden ved at passe blomster i haven. Spise pandekager med en nabo. Spadsere med sin hund. Synge sammen på kryds og tværs af alder. Fortælle eventyr eller reparere sin cykel. Lave hjemmelavede kryddersnapse eller invitere til vejfest. Bæredygtighed er sund fornuft, og det behøver ikke at være kedeligt. Bæredygtighed er ikke en bestemt ideologi, som man kan vælge til eller fra. Det er sund fornuft, der er med til at bestemme fremtidsudsigten for kommende slægter. Og lige nu siger sund fornuft, at vi må finde måder, hvorpå vi ændrer adfærd. På mange små og store områder. Alle er en del af fællesskaber, som har ansvar for fremtiden. Men også fællesskaber, som kan skabe rigtig gode liv her og nu ved at insistere på, at livet er en dans, som kalder os ind i kredsen.

Da danske unge for et årti siden for alvor genopdagede folkedansen, begyndte de en rejse, hvor andre til stadighed inviteres med ind i et fællesskab af glæde - og sund fornuft. Et kvalitativt fællesskab, hvor man ikke behøver at rejse verden rundt eller eje en Ferrari for at opleve øjeblikke af dyb lykke.

De rigeste og mest forbrugende mennesker er ikke nødvendigvis de lykkeligste. Lykke skabes i fællesskaber, og skal der af nødvendighed skabes nye måder at leve på, som giver mindre miljøpåvirkning, er det ikke noget mennesker kan gøre alene og isolerede fra hinanden. Sund fornuft og bæredygtighed skaber mennesker med hinanden. Tænk, hvis perspektivet for vores liv var, at vi skulle finde veje til at få flest mulige stunder af lykke sammen. Hvis vi i stedet for at have penge som det ultimative perspektiv for alting i stedet gjorde lykke og velsignelse til vores livshorisont.

Det ville betyde, at diskussionerne omkring investering i bæredygtige samfundstiltag ikke skulle måles på, om det kan betale sig. Men i forhold til lykke, livskvalitet og ansvarlighed overfor fremtidens generationer. Og alt imens mange små 'rigtige' tiltag finder sted, kan vi hver især finde vores lommer af livsdans, hvor vi føler os kaldet til at give og være sammen i stedet for at forbruge og have nok i os selv.