SLÆGTSANBRINGELSER: Jeg tror, de fleste kan huske Camilla-sagen, hvor Odense Kommune gjorde et barn fortræd. Det ser ikke ud, som om behandlerindustrien har lært spor af de dårlige erfaringer, for lignende sager dukker stadig op i medierne. Senest har vi hørt om et langelandsk bedsteforældrepars træng-sler med Broby Kommune.

Det er desværre ikke første gang, Landsforeningen af Ak-tive Bedsteforældre (LaAB) hører dårligt nyt om Broby Kommunes håndtering af anbringelsessager. Det kunne derfor tyde på, at især kommunens familieafdeling har behov for råd og vejledning. LaAB gerne stiller sin ekspertise til rådighed for medarbejderne i, hvorledes man håndterer slægtsanbringelser.

Selv om anbringelsesreformen lægger op til lettere adgang til slægtsanbringelser, er budskabet åbenbart ikke nået ud til alle kommuner. Jeg er bange for, at der er lang vej igen, blandt andet fordi kommunerne har frit spil på grund af selvforvaltning, men også fordi jeg noterer mig, at der i anbringelsesreformens forligsskitse står følgende passus: "Der går nok nogen tid, inden holdningsændringen slår igennem hos sagsbehandlerne." Så er det, man undrer sig og spørger sig selv: Skal lovløsheden råde indtil da, eller gælder lovgivningen for alle, herunder også socialforvaltningerne?

Sagsbehandlerne gør sig mange bekymringer og postulerer samtidig adskillige problemstillinger, som LaAB ikke kender til. Lad mig blot nævne et par enkelte mantraer fra den kant:

De voksne får vanskeligt ved at fordele rollerne, så bedsteforældrene "risikerer" at blive forældre til barnet.

Barnet "risikerer" at komme følelsesmæssigt i klemme.

Bedsteforældrene kan ikke sætte grænser for de biologiske forældre.

Ovenstående er - i heldigste fald - formodninger, som familien har mulighed for at tilbagevise. I uheldigste fald opstår der direkte usandheder om familien - usandheder, som efterhånden bliver fortolket, som den eviggyldige sandhed, når blot de har været nævnt tilstrækkeligt mange gange. Dermed kan forvaltningen have sit på det tørre og dermed også alibiet i orden, alt imens borgeren føler sig mere og mere magtesløs. Det er desværre ganske omkostnings- og ansvarsfrit for myndighederne at handle, som de gør, og at der ikke findes ankemuligheder gør ikke situationen eller retssikkerheden bedre for borgeren

I LaAB har vi i øjeblikket 15 bedsteforældre, som har deres børnebørn i pleje. Jeg mener, at det må give stof til eftertanke at ikke én eneste af disse familier har problemer af ovenstående art. Det vil derfor klæde socialforvaltningerne at rive betonmuren ned og forholde sig til virkeligheden. Når der er problemer i familien, hjælper det ingen, at de sociale myndigheder maler en vis herre på væggen. LaAB og undertegnede mener, at det ville være en bedre idé at bruge ressourcerne på at rådgive og vejlede borgerne.

Endelig undrer jeg mig over, at familieafdelingens personale tilsyneladende ikke læser hverken videnskabeligt materiale og undersøgelsesresultater om emnet. Det er vi amatører jo nødt til, således at vi ved, hvad vi taler om. Alle undersøgelser viser, at på trods af eventuelle problemer får slægtsanbragte børn et langt bedre voksenliv end "professionelt" anbragte.

Hvordan kan vi få ryddet op i elendighederne? Jeg vil opfordre borgere, som har problemer med slægtsanbringelse om at henvende sig til LaAB (ikke betinget af medlemskab). Hvis vi er mange, tror jeg, det er lettere at få ministeren i tale, end hvis vi henvender os enkeltvis.
  • fyens.dk