Krig
Da jeg var 11 år, fik jeg en poesibog af min far. På første side, havde han selv skrevet et vers. Det lyder sådan:

Livet skal leves, hvordan det end går,

trods menneskers ufred og krig,

jo mere kultur og djævelskab vi får,

des mere ondskab og svig.

Man samles og ævles og kævles og spår

os en bedre verden, med tiden vi får.

Dog ingen ved besked, det være en trøst,

hidtil har døden den rigeste høst.

Mennesker armes og håber og tror

på bedre tider på denne jord.

Et er dog sikkert, så længe enhver

tænker på sig selv og på sig selv især,

så længe vil kanoner, bomber og had,

stadig bestå og gå forud for mad,

du tror det ikke, rimeligvis,

men jorden bliver aldrig et paradis.

Krigsårene 1940-41. Din fader.

Tove Brandstrup, Floravænget 23, Odense SV