Litteraturen kan bruges til at protestere over det vanvid, vi oplever


Litteraturen kan bruges til at protestere over det vanvid, vi oplever

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Pastor emeritus, fagredaktør, Lunderskov Sven Thorgaard
Billede
Debat. 

Krig, lidelse og udstødelse har været menneskets kår til alle tider. Sådan som vi nu oplever det I Syrien. Man kan protestere mod dette gennem litteraturen, som den italienske forfatter Elsa Morante gjorde i sit storværk "Historien".

Den italienske forfatter Elsa Morante (1912-85) udgav i 1974 "Historien", La Storia. Denne klassiker omhandler tiden 1941-47 og foregår i Rom og er et indædt oprør mod historiens herskere og en indlevet krønike om dens ofre, de fattige og udstødte, på hvem den store histories grusomheder slår ned: Krigens lidelser, jødernes deportation, sulten, bombardementerne. I centrum for fortællingen står lærerinden Ida Mancuso, halvt jødisk som Morante selv, og hendes to sønner, Nino og den lille Useppe, frugten af en tysk soldats voldtægt. Romanen kan læses som en protest mod den officielle historie, set fra bunden af det 20. århundrede.

Handlingen foregår på tre planer. Den første er lettest at få øje på. Det er krige, feltslag, traktater og revolutioner, politiske beslutninger. Historien er en endeløs række af mord, massakrer, millioner af flygtninge, i dag og til alle tider. Det næste er den ejendommelighed ved historien, som vi i dag ikke kan overse, at den også er de navnløses historie. Historien er de livsbetingelser, som de mægtiges vilkårlighed påtvinger dem, som ingen kender. For det tredje er historien udtryk for en ukuelig livsvilje. Den er til stede overalt, i en hundehvalp, der utrættelig i sin trang til at lege, i et barn, Useppe, der er opfyldt af iver efter at lære verden at kende og fuld af forundring over de ting, der omgiver det. Midt i al gruen vokser han op, men i hans øjne stråler afmægtige ofre, mishandlede ludere, småkriminelle, græsstrå og stjerner sammen eventyrligt i et skønt univers. Alle tre planer er til stede i Morantes roman. Der er krig og magtudfoldelse, de navnløse ukendte mennesker, og der er den ubegribelighed til, at hvor meget historien med sine uhyrligheder end er i stand til at ødelægge-selve livet kan den ikke destruere.

Ingen historiker kender de navnløse. Vi ved ingenting om dem, men et digterværk kan vise, hvem de er og var. Morante beskriver som skrevet historien, som den ser ud nedefra, fra ofrenes synspunkt og viser samtidig, at de afmægtige og underkuede, netop fordi de er underkuede ofre, ofte er i besiddelse af en indsigt i livets ukrænkelighed, som deres undertrykkere ikke kender. Den er skjult for de vise og forstandige - for de mægtige og for de uimodsigelige. Det er ikke tilfældigt, at Elsa Morante som motto for sin fortælling har anbragt to afslørende udtalelser. Den første fra en af de overlevende fra atombombeangrebet mod Hiroshima: "Der findes ikke ord på noget menneskeligt sprog, som formår at trøste forsøgsdyrene, der ikke ved, hvorfor de dør." Den anden skyldes evangelisten Lukas: "... fordi du har skjult dette for de vise og forstandige, og åbenbaret det for de umyndige, thi således var det dig velbehageligt".

Iscenesætterne er ude af stand til at give ofrene en acceptabel forklaring, men ofrene times det undertiden i modsætning til de vise og forstandige at vide, hvad livet kunne være, hvis man lod sig gribe af skaberens mening med at være til. Meningen er ofte hos ofrene, de korsfæstede, de henrettede og forfulgte. I bogens sidste kapitel udbryder en halvberuset person:"Verdenshistorien har fra sin første begyndelse været en eneste lang skandale, og de sidste år har været de værste". Verdenshistorien er destruktion. Alle vegne og til alle tider beretter den om menneskelige muligheder, der ødelægges, men også om muligheder der overlever midt i uhyrlighederne. Den beretter om kærlighed, der er der, og om en kærlighed der ikke er der, men som netop ved sin ikke væren der bliver et råb om det, der skulle være der. Ida, Useppes mor, var et menneske uden mæle. Men den digteriske fantasi kan drage hende frem i lyset. Hvad der holder hende oppe, er en vilje, der både er hendes egen og større end hendes egen, en vilje der vil, at hun skal tage livet på sig, som det er, tage kærligheden på sig til dem, hun elsker.

"Historien" blev Elsa Morantes internationale gennembrud. Den var imidlertid ikke velset på det intellektuelle parnas, som fandt den for anarkistisk i sit syn på historien og for metafysisk i sin hengivelse til livet. Romanen er et opråb til alle magthavere til alle tider.

Verdenshistorien er fortsat en skandale, for så vidt de mægtige stadig påfører Ida og hendes søn ufattelige lidelser. Grusomhederne fortsætter i det uendelige. Middelhavet er blevet en massegrav med den store flygtningestrøm fra Afrika. Vi kan dagligt se dødsangste ansigter i massemedierne, nu senest i Syrien. Useppes historie slutter i 1947, da han er seks år gammel. Men magtens historie fortsætter. Nye mord, nye krige, ny undertrykkelse. Og sidste kapitel er derfor uden årstal.

Litteraturen kan bruges til at protestere over det vanvid, vi oplever

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce