Lanzarote og Manrique


Lanzarote og Manrique

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Øen ligner en askedynge, men har en sjæl og en enkel skønhed, som kunstneren César Manrique har formået at indfange i sine værker. For den, der har øjne at se med, er øen den smukkeste i verden.
Engang troede jeg, at den lille, vindblæste Atlanterhavsø bare var en askedynge, men nej. Når først alle udfordringer i sportselskernes eldorado er vel afprøvede, begynder det rigtige eventyr. Lidt efter lidt går det nemlig på for én, at askedyngen er det smukkeste sted på Jorden, for man opdager, hvordan én mand har forvandlet hele øen til ét stort kunstværk.

César Manrique (1919-1992), der først og fremmest var maler, men også arkitekt, skulptør, designer, bygherre, økolog, have- og landskabsdesigner, evnede med alle sanser at indfange stedets sande ånd, og i stedet for at finde et smukt, uspoleret område for derefter at ødelægge det, lykkedes det César Manrique at fremhæve særegenheden i stedets natur.

Men ikke blot havde Manrique sans for stedets ånd, nej, han havde også styrke til at håndhæve sine idéer, idet han omhyggeligt kortlagde øens oprindelige byggestil, som var ved at forsvinde, og skabte præcedens for, at der ikke blev bygget i mere end to etager, og at husene blev malet hvide og døre og vinduer enten grønne som symbol for frodigheden, blå som symbol for himlen og havet - og brune som symbol for vulkanerne.

ET TYPISK eksempel på idéen om at videreudvikle naturen ses i César Manriques' første hjem i Taro de Tahíche, som nu huser Manrique-fonden, Fundación César Manrique, hvor Manrique faldt for det simpelt hen mest umulige sted en tilfældig dag, da han pludselig fik øje på toppen af et figentræ, som stak op af en åbning i den forstenede lava.

Ved nøjere eftersyn opdagede han, at det havde slået rod nede i en slags vulkansk boble, et hulrum, som lavaen var stivnet omkring, og at denne boble blot var én af fem vulkanske bobler, som hang sammen.

Disse vulkanske bobler, der var forbundet med tunneller, blev templer for muserne og fik hver sin farve. Figentræet, der havde sat Manrique på sporet, voksede således op fra den røde vulkanske boble i opholdsstuen ovenover, der nu fungerer som udstillingsrum for hans private samling, der rummer oliemalerier, tegninger, skitser, skulpturer, keramik, fotos samt planer for aktuelle arbejder, der dog aldrig nåede at blive ført ud i livet. César Manrique, der af et sandt hjerte hadede biler, blev dræbt af en fartbilist lige uden for sin bolig.

Imidlertid blev dette César Manriques' første hjem på Lanzarote en dyb drøm, der gik i opfyldelse, og denne bygning blev Manriques' personlige testamente, som han skænkede befolkningen på Lanzarote, idet han ønskede, det skulle tjene til at styrke kunsten, forbindelsen mellem arkitekturen, naturen og omgivelserne og sikre de kulturelle og naturlige værdier på øen.

HUSET er bygget på et 3000 m2 stort område fra et vulkan-udbrud, der fandt sted mellem 1730 og 1736 og rummer således en helt særegen atmosfære. Færdes man alene i disse hvide tunneller, kan man ikke undgå at opleve et lyst og livgivende møde med det bedste, man har i sig selv - allerdybest inde. Ro. Harmoni. Livsglæde - man finder vejen til sit eget hjerte.

Men selv om stedet rummer stor skønhed, originalitet, symbolske og spirituelle værdier, vil de fleste nok hævde, at Fundación César Manrique ikke er det mest imponerende, Manrique har skabt. Nej, men for mig indeholder dette sted med dets enkle skønhed hele øens inderste sjæl. Så fuldendt i hver eneste detalje.

Har man mod på at blive overvældet, springer man igen på cyklen og fortsætter nordpå til Jameos del Agua, der blev den første egentlige turistattraktion, César Manrique iværksatte.

AT CYKLE på Lanzarote er vidunderligt. Den stærke vind føles som en kærlig, hjælpende hånd i ryggen op ad de mange, gode bakker, og nedturen gi'r sig selv. Bevar endelig accelerationen og hold blikket rettet mod horisonten for ikke at blive køresyg.

Huhej, hvor det går. Livet leves for fuld udblæsning. Husk cykelhjelmen. Naturens brutale skønhed er fremmedartet og spændende. Vulkanerne minder om fjerne månelandskaber, der ind imellem er prydet af den beundringsværdige udnyttelse af den golde lava-aske.

Med flittige og arbejdsomme hænder har de seje bønder - også kaldet "los conejeros", kaninjægerne, med sten udarbejdet små, halvmåneformede, læ-dannende diger, et til hver eneste lille plante (oftest vinstokke), hvor den stort set eneste form for vanding er den dug, der falder.

Her ser man "los conejeros" i gang med at dyrke den dejligste vin, som herhjemme mest er kendt under øgenavnet "kanaljesæk".

Hils på dem! Vink til dem! "Hola! Hola!" De er søde og hjertelige at tale med, så gør det endelig - endda helt uden at bryde din hjerne med de besværlige spanske konjunktiver. Det er ikke det, det handler om lige nu.

Vi må videre. I Jameos del Agua finder man en vulkansk tunnel, hvor taget er faldet ned på grund af det ydre pres og ophobningen af vulkansk gas, så der er dannet et cirkelformet hulrum, hvor lyset slipper ind. Herinde finder man en naturlig indsø med det klareste vand, som holdes i cirkulation af det nærliggende hav. Her finder man besynderlige små, hvide krabber, som er blinde, og hvis ophav er ukendt. Manrique valgte netop disse krabber som symbol for "Los Jameos", hvilket på lang afstand ses uden for grotterne som en stor, geometrisk skulptur, der leder én på vej.

I denne tunnel finder man -som sendt fra himlen - en herlig restaurant med øens specialiteter samt et imponerende dansegulv, som Manrique selv betegner som "den skønneste natklub i verden", og som året rundt udgør et utroligt tilbud af kultur.

Fortsætter man sit vulkan-eventyr, når man til et auditorium, som ligger foran en smuk, smaragdfarvet indsø, omkranset af den frodigste, grønne vegetation, som står i dyb kontrast til de sorte vulkanske lava-sten.

Nysgerrigheden skærpes, og i næste afdeling opdager man en formidabel scene, hvor akustikken selvsagt er helt speciel. Her afholdes den prestigefyldte Festival for Visuel Musik, ja, og hvor i verden kan man under en cykeltur - iklædt gammelt tøj, "prydet" af flere dages vulkanstøv - få chancen for at opleve en uannonceret koncert med selveste Jean Michel Jarre?

Jameos del Agua er et af de bedste eksempler på foreningen af kunst og natur, som Manrique så at sige prentede dybt ind i Lanzarotes sjæl. En drømmeverden, en anden virkelighed, hvor man totalt glemmer verden omkring sig for ikke at sige, man glemmer helt sig selv og lader sig smelte sammen med dette mirakuløse univers.

CÉSAR Manriques' idé med at skabe harmoni og sammenhæng mellem arkitekturen og naturen i landskabet er for mig en fantastisk tanke. I stedet for at ødelægge de muligheder, naturen har givet os, må vi i dyb respekt bygge videre på dem, så vi hele tiden fastholder harmonien og udvikler de naturlige processer.

Til næste år må tanken følges op. Så gælder det Cueva de los Verdes, Monumento al Campesino, Mirador del Río, Castillo san José, Jardín de Cactus, ja, man bliver facineret og nysgerrig og aldrig færdig med at hente indtryk til sit eget lille liv fra denne ø, denne "askedynge" - der som et mirakel folder sig ud og viser sig at være det smukkeste sted på jorden.

Anne Grethe Mikkelsen, Peter Willemoes Vej 163, Odense SØ.

Lanzarote og Manrique

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce