Lag på lag af historier


Lag på lag af historier

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Martin A.Hansens Løgneren er for mange blandt de bedste af det 20. århundredes værker. Den er især god at tage frem og genlæse i opbrudstiden mellem vinter og forår, som vi har oplevet den her i marts.

Det er skalaens grå-blå pasteller, der toner himlen. Skyerne trækker i flugt henover, opløste og forrevne, mens en bidende østvind flår i alle træer. På grenene sidder både sisken og en mindre flok bogfinker, hanner og hunner mellem hinanden. Fra alle sider høres musvithannernes totonede savlyd, den ene skal overgå den anden, og når lyden er op-hørt fra det ene hjørne, begynder en ny i et andet.

I slotssøen flyder endnu troldænder rundt i vågerne mellem blishøns og de mere almindelige gråænder, der normalt behersker domænet. Sivene er tomme, dér hvor grågæssene tidligt forår ankommer under stor ståhej og med megen leg. Men svaneparret er netop fløjet ind med syngende vinger og har slået sig ned med de bremsende fødder forrest - velkommen fra vinterboligen ude i fjorden.

Sne og isdækkede pytter knitrer under fødderne inde på stierne, hvor skygge og bidende kulde står omkring ansigtet i denne ejendommelige tid, da vinteren egentlig er forbi, men endnu ikke har sluppet taget, fordi påskeøsten og lavtryk fra vest bliver ved med at kæmpe. Foråret anes i det gråhvide lys og i fuglenes leben, men endnu er det er en tid med opbrud og higen, og det er en tid, da naturen er både én tid og en anden.



Som jeg trasker her i skovkanten i haltende trin med en hvidsnudet lassie, der halter i samme takt, og ser på vinter-forårets trylleri, er det næsten som at træde ind i hovedpersonen i Martin A.Hansens bog Løgneren.

Heri gik degnen fra Sandø med sin egen gamle hund i opbruddets tid og så på forårets komme og ventede på snepperne. Denne ejendommeligt mættede roman fra 1950 står for mig - og sikkert mange - blandt de bedste værker, der er skrevet i det 20. århundrede.

Hvert år ved vinteropbruddets tid må den frem fra hylden og genlæses, og hver gang opdages nye tanker, der sendes ud til betragteren gennem bogens fortællende jeg. Løgneren er den rammende titel, men det kunne lige så vel have været "Løg". Man skræller lag på lag og når ikke kernen, før det hele ligger i delte skaller.

Hele fortællingen er holdt sammen af en samlende skal i form af den fiktive dagbog, som giver mulighed for ironisk distance.

Netop distancen er betegnende for bogens hovedperson, degnen , der betragter både sine medmennesker og sig selv ironisk, mens han forgøgler sig, det er sandhed, han fortæller.

Den ikke-eksisterende Natanael, som han skriver til, er navnet på en trofast discipel, og man må tolke hele dagbogen som den svigefyldte Johannes Vigs samtale med den trofaste del af sig selv.

Natanael siger han farvel til efter at have afsløret den sandhed, at de nedfældte ord er efterrationaliseringer. Han afskriver sig med et løgnen samtidig med, at han afskriver sig sit alter ego og lader sit oprindelige og forgøglende jeg blive til det sande. I virkeligheden et psykologisk me- sterligt spin af Martin A.Hansen.

Men inden denne afgørende slutning kan man pille lag på lag af historier, der hænger sammen. Degnens tiltrækning af den kønne unge Annemari, dækker det over en egentlig forelskelse i pigen, eller er det i virkeligheden storbondens kone, han higer efter, ingen af dem eller måske begge?

Selv dækker han sig bag den ironiske distance, der muliggør flere tolkninger. Hans beskrivelser af Annemari er den betagedes, men hans spil med hende gør, at man både kan tro, at han dækker over en erotisk betragtning og det modsatte. Indimellem kalder han hende for dukke, og han indrømmer i en af sine mange branderter, at han er alene, og at han måske er blevet berøvet sit legetøj.

Måske har han kun set hende som sit eget legetøj, sådan som han viser sine elever legetøj i timerne. Og måske har Annemari og den nu forsmåede kæreste, Oluf, været hans legetøj. De to kom ofte på besøg, og da var hans aftener fyldte og med selskab.

Også konen på næsset synes han at have et tvedelt forhold til. Han synes at tilbede hende, og samtidig må han di- stancere sig fra hende ved at gøre hende forlegen og udstillet. Hvad det dækker over, røber han ikke, men ægtemanden snuser til ironien og rammes.

Dette tvedelte forhold til ægteparret går igen over for alle øens beboere, undtagen Annemaris svegne kæreste. Det anes, at han føler sig mere end solidarisk med Oluf, men er det fordi, han selv er blevet svigtet engang, eller er det fordi, han vil beholde dem begge og sammen?

Selv siger han ét til sin Natanael, og i handling gør han noget andet. Flere gange prøver han næsten at kaste pigen af sted med den nye ven, ingeniøren - den nye tids repræsentant. Men samtidig må han gøre denne fyr usikker med sine sarkastiske bemærkninger og lave optræk til hanekamp, alt imens han fortæller sin dagbog, at han har respekt for manden.

Selv den tredie kvinde i hans fortælling, den gravide kropige, synes han at være splittet overfor. Når han tager hende i huset, siger han, det er af medlidenhed, mens virkeligheden måske er, at han ønsker at få hendes barn inden døre og få nyt liv i huset.

Han ønsker roen, men får uro, siger han, og måske søger han uroen for at blive be- tydelig i andres øjne. Ved at gøre noget for andre, bliver han selv til noget i egne øjne, samtidig med, han ironiserer over sin egen forfængelig-hed.

Som et sidste lag hører vi ham fortælle om den tekst, han skal tale om som præ- stens stedfortræder, en tekst om uddrivelse af den urene ånd, et tema som Martin A. Hansen flere gange vender tilbage til i bogen.

Er det Annemaris ven og nye tider i samfundet, han mener? Eller er der tale om, at han vil løgnene og selvbedraget til livs?

Måske skal man se hele opgøret som ét langt opgør med egne tanker hos Martin A. Hansen selv, men man kan også se bogens mange lag som de psykologiske spil, vi har med hinanden, og som forfatteren vil have os til at tænke over.

Det er alméngyldigt tankegods, han lægger frem for os - men vi kan også se bogen som et tidsbillede fra 50'erne, da samfundets opbrud og forandring sås på flere planer.

Samtidig med den fortættede fortælling får vi hele naturens spil beskrevet som en del af historien. Martin A. Hansen formåede i sin ret korte forfattertid at vise os naturscenerier på en så malerisk måde, at man kan se landskaberne for sig og næ- sten føle, man selv er midt i dem.

Hvem kan ikke sætte sig ind i den uro og den forventning, der følger med en sendrægtig vinter? Og hvem kender ikke en venten på opbruddet og den nye tid, der følger, når fuglene vender tilbage, og isen smelter?

I Løgneren ser vi det, vejrer det, som degnens trofaste hund, og derved bliver bogen mere end blot en fortælling.

Inge Dam, Slotsgade 1 B, Nyborg.

Lag på lag af historier

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce