EN NATIONAL tragedie kaldte statsministeren flodbølgekatastrofen, der i julen ramte en række lande i Sydøstasien og lærte os alle ordet tsunami at kende.

Det var en national katastrofe i de direkte berørte lande. Lykkeligvis slap Danmark med færre dødsofre end først frygtet og blev ikke så hårdt ramt som Norge og Sverige.

Forvirringen var stor i de første dage - forbitrelsen over myndighedernes, rejsebureauers og forsikringsselskabers holdning ligeledes. Behovet for at få udredet, hvorfor der tilsyneladende skete så mange svigt, opstod næsten før flodbølgen havde lagt sig. Det var også psykologisk forståeligt, at der hurtigt opstod et behov for at få udpeget én eller flere syndebukke.

Reaktionsmønstret, som vi oplevede det i Danmark, kendes også i andre lande. I Sverige og Norge har kritikken været intensiv - i Sverige førte den til ministerstorm.

DET VAR ikke klogt, at det danske udenrigsministerium selv valgte at stå for en undersøgelse. Men nu, hvor den er offentliggjort, må det indrømmes, at ministeriet ikke tager med fløjlshandsker på sig selv.

En række fejl erkendes. En del af det beredskab, der skulle fungere i situationen, gjorde det ikke - og slet ikke optimalt.

Men heller ikke rejsebureauerne og forsikringsbranchen går ram forbi. De 2000 danskere, der var berørt af katastrofen, placerer i undersøgelsen ansvaret næsten ligeligt mellem ministerium og de private aktører.

HOVEDER KOMMER der næppe til at rulle. Nogle har forlangt, at ambassadøren i Bangkok, Chr. Ulrik Helweg-Larsen burde ofres, fordi ambassaden fungerede for ringe. Det vil ikke være rimeligt. Som så mange andre fattede han måske ikke i begyndelsen katastrofens omfang - hvem gjorde det?

Ministeriet kan med samme ret kritiseres for ikke af sig selv at have sendt ambassaden forstærkning på et tidligere tidspunkt. Også i de turbulente decemberdage viste pressen sig at være bedre underrettet end udenrigstjenesten - og navnlig hurtigere.

Det er naturligvis vigtigt at få fastslået, hvad der gik galt, men endnu vigtigere er det, hvad læren har været. Rapporten indeholder ikke færre end 30 anbefalinger, blandt andet oprettelse af en operativ stab i Udenrigsministeriet, et udrykningshold samt et øget samarbejde i nordisk og EU-regi.

Muligheden for at kontakte nødstedte gennem SMS - en tanke, der åbenbart ligger embedsmænd fjernt - vil blive organiseret samtidig med, at telefonberedskabet styrkes.

I DE ANDRE, nordiske lande har man haft en pinlig diskussion om, hvad der gik galt. Derfor er det relevant at følge og lære af, hvad der er kommet ud af evalueringen i disse lande.

Navnlig er det vigtigt at finde en samarbejdsformel mellem Udenrigsministeriet, politiet, rejsebranchen og forsikringsselskaberne, så der ikke oven i en katastrofes øvrige sorger og problemer opstår det pinlige spørgsmål: Hvem skal nu betale?