Tsunamien 2. juledag 2004 har måske fået blandt andet thaierne til at indse, at vækst og turistindtægter ikke skal gøre dem blinde for faren ved uhæmmet udnyttelse af naturen.
Da jeg for nylig var i det sydlige Thailand i forbindelse med et forskningsprojekt, blev jeg hurtig klar over, hvor traumatisk tsunamien stadig præger de fleste thaier i området. Selv om jeg opholdt mig på skoler i Krabi- provinsen, der ligger mere end 200 km fra det også for mange danskere kendte turistmål Phuket, var flodbølgen på alles læber.

Mit forskningsprojekt drejer sig om at finde ud af, hvad der driver lærere i forskellige kulturer til at undervise i miljøtemaer og bæredygtig udvikling. Jeg er interesseret i at finde deres personlige bevæggrunde, men også afdække lokale årsager, der kan skabe grundlag for en handleorienteret, kritisk og meningsfyldt læring for eleverne.

Tsunamien kom for alvor til at præge lærernes forståelse og min oplevelse af deres undervisning. Dybest set handler tsunamien og dens eftervirkninger om forholdet mellem mennesker og natur og ikke mindst menneskets udnyttelse af naturen.

Tsunamien havde ramt hele det sydøstasiatiske område godt en måned før min ankomst. Helt præcist den 26. december 2004. I en omkreds af 1600 km nåede "dræberbølgen" lande som Indonesien, Sri Lanka, Indien, Maldiverne og Thailand, og den skabte på få timer død og ødelæggelse for mere end 200.000 mennesker i regionen.

Jeg besøgte en lokal kirkegård, der blev brugt som opsamlingssted for mange af de omkomne, og jeg talte med en lokal fisker, der tilfældigvis var inde på en mindre ø, da flodbølgen kom.

Som mange andre fiskerfamilier i området ernærer han sig også af de turister, der gerne vil transporteres ud til de mange små øer for at dykke. Han så bølgen komme og viste mig toppen af den lille ø, hvor han kunne nå at løbe op, inden vandet ramte kysten. Båden måtte han samle op mange meter væk.

Alle i området er berørt. Enten fordi et familiemedlem eller en ven er død under katastrofen.

For de fleste thaier kom tsunamien som et chok.

Når jeg siger "de fleste thaier", er det helt bevidst. For det viste sig, at nogle af de oprindelige folkeslag, som for eksempel søfolket Morgan, tog deres forholdsregler inden flodbølgen kom. Det fortælles, at dette folk, der lever på Surin-øen, gennem generationer har lært, hvilke tegn, de skal lægge mærke til, før flodbølgen kommer. Det er nemlig ikke første gang, den har ramt området.

Morgan-folket lever i deres specielt byggede både eller på stranden dag og nat. De tjener penge ved blandt andet at samle sjældne søskaller og hummere, som de sælger til turistindustrien. Alle fra dette folkeslag overlevede flodbølgen ved at kravle op i træerne på øen i god tid inden den nåede ind på land, og det samme gjorde dyr og fugle.

Med Morgan-folkets viden er vi ved kernen af de perspektiver og de efterdønninger, som denne katastrofe skaber til eftertanke og omtanke. Det handler om forholdet mellem natur og mennesker, det traditionelle samfund og det moderne turistland Thailand, men også om forholdet mellem skæbnetro og et kritisk og videnskabeligt syn på naturkræfter.

Lad mig starte med det sidste.

Området er præget af mangroveskove, fiskeri, olie- og gummiplantager. De fleste thaier er buddhister, men her i det sydlige Thailand er de overvejende muslimer. Under flere samtaler med lokale lærere nævner de, at tsunamien er en straf fra højere magter, fordi vi har ødelagt så meget af Jorden gennem forurening.

Jeg spørger flere gange, om de virkelig mener, at der er en højere magt, der forårsager en katastrofe som denne. "Ja", lyder det kort og bestemt fra flere lærere.

De fleste lærere har ellers den opfattelse, at miljø og miljøproblemer ikke er naturskabte, men opstår i forhold til menneskers forskellige udnyttelse af naturen. Men tsunamien er åbenbart en undtagelse fra denne forståelse. Måske hænger denne opfattelse sammen med mere grundlæggende forhold i det thailandske samfund og den udvikling, thaierne har været igennem.

Siden Anden Verdenskrig har Thailand bevæget sig fra et fattigt land til et moderne samfund, som dog stadig hører til mellemgruppen af fattige lande. Thailand var en del af den asiatiske tigerøkonomi i slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne. Men en økonomisk nedtur i midt 90'erne fik thaierne til at tænke på, at den økonomiske vækst også kunne have omkostninger. I den thailandske kultur, hvor buddhismen har en kolossal indflydelse, er forholdet til natur og miljø særdeles vigtigt.

"Vi skal bruge naturen klogt til økonomiske, videnskabelige og rekreative formål, men det må ikke ende med, at vi bliver den generation, der historisk er ansvarlige for ødelæggelsen af vores skove og udryddelsen af vilde dyr", hedder det i en buddhistisk bog om naturbevaring.

Op igennem 90'erne begyndte flere munke at gå ind i naturbeskyttelsessager. Bl.a. gøres træer hellige,for at forhindre træfældning. Det går op for thaierne, at naturen og miljøet ikke blot kan udsættes for blind vækst, men skal beskyttes, hvis der ikke skal opstå uoverstigelige miljøproblemer.

Mange udenlandske miljøorganisationer inviteres til Thailand, og de står ofte i kø for at få lov til at være med i naturbevarende projekter. Andre projekter satser på at efteruddanne lærerne, så de kan skabe forudsætninger for elevernes læring om en handleorienteret og en miljøbevarende viden og holdning.

En af de vigtigste forudsætninger for succes er, at lærerne ikke kun tænker på at lade eleverne rydde op på skolerne og give eleverne dårlig samvittighed over det plastic og skrald, der ofte ligger og flyder. Men også at udvikle elevernes kritiske evne og forståelse for, at deres hjemegn, både har en fortid, en nutid og en fremtid, som ikke skal ødelægges men gives videre til næste generation.

De unge kender mangroveskovens hemmeligheder, og ved, at man ikke bare kan fælde den uden omkostninger. De ved godt, at en lokal trækulsfabrik kan være den største miljøforurener. Ikke kun fordi den fælder de uerstattelige træer, men også fordi den leder urenset spildevand direkte ned i den nærmeste flod.

Hvis disse unge nu mødes med en lærer, der fortæller at tsunamien er Guds straf, fordi vi ikke passer på miljøet, vil det uden tvivl skabe forvirring i deres hoveder.

ThailandS største industri i er i dag turismen. Det kan være en anden grund til, at thaierne er begyndt at passe på miljøet. Efter tsunamien er turistindtægterne faldet med mere end 80 pct. i begyndelsen af dette år. Det er ikke kun velhavende forretningsfolk, der lever af turismen, men også mange fattige fiskere eller andre, der arbejder på hotellerne eller har en bod på stranden.

Tsunamien har fået thaierne til alvorligt at tænke på de lokale erfaringer eller den lokale visdom, som Morgan-folket eller de buddhistiske munke og andre lokale ældre folk er i besiddelse af. De går ikke blindt efter turistindtægterne, men lytter til den enormt mangfoldige natur, som Thailand er så rig på.

Lærerne i de skoler, jeg besøgte, er nu begyndt at gå ud i lokalsamfundet med deres elever for at samle den nyttige lokale viden. Og det er nyt i den thailandske skolekultur. Sammen med den lokale visdom får eleverne en ny indsigt, der ikke kan læses om i bøgerne inde i klassen, men den læres i deres aktive omgang med lokale folk.

Tsunamien har måske fået folk i hele det berørte område til at tænke på, at vækst og turistindtægter ikke skal gøre dem blinde for, at naturen og menneskets udnyttelse af den, skal gøres med kritisk omtanke og visdom.

Niels Larsen, Lunden 5, Ullerslev, er Ph.d. studerende og lærer, Danmarks Pædagogiske Universitet.