Man kan ikke - som de allierede i Irak - bruge den demokratiske idé og kristendommen som påskud til at indlede en "retfærdig" krig. Vil irakerne have demokrati, må den demokratiske idé vokse indefra.
Det er kendetegnende for krigen i Irak, at forsvarerne for den amerikanske og de allieredes tilstedeværelse i Irak henviser til kristendommen og demokratiets værdier. En henvisning, som vi ofte hører fra den amerikanske præsident George W. Bush: Kristendommen har nogle indre værdier som i en alliance med demokratiet retfærdiggør de allieredes fortsatte tilstedeværelse i Irak. En sang, som ikke mindst er afsunget i Folketinget adskillige gange i forbindelse med debatter om Irak og de danske soldaters fortsatte tilstedeværelse.

Imidlertid er sangen falsk, hvilket jeg vil forsøge at forklare i det følgende.

Lige siden de første allierede soldater trængte ind i Irak, har forsvaret for invasionen kørt på, at Saddam var en djævelsk diktator som truede verden med masseødelæggelsesvåben. Da man imidlertid ikke har fundet de våben, er det nu den demokratiske ide, der bærer engagementet.

Det er for befolkningens skyld, at landet er besat. Derfor var det moralsk i orden at invadere landet. Og når der er krig, er der altid ofre. Men når demokratiet er indført, bliver alt godt. Intet offer er for stort, når det gælder friheden.

Imidlertid kan man ikke bruge den demokratiske ide og kristendommen som undskyldning for krig. Derfor afslører Irak-krigen for mig at se nogle grundlæggende problemer af eksistentiel art.

Man kan f.eks. mene, der findes nogle universelle rettigheder. En slags højere retfærdighed, der går uden om Gud. F.eks. de rettigheder, der ligger i menneskerettighederne og det politiske demokrati. Dvs. man kan følge filosoffen Kant og på fornuftens grund gøre mennesket til højeste majestæt og herfra udlede en moral. Som at mennesket er et frit væsen, og at det derfor er moralsk legitimt at kæmpe for det i frihedens navn.

Men alene historien viser krystalklart, at den slags ideologiske tanker blot gør mennesket til genstand for andres mål. I den franske revolution blev enhver borger folkefjende og fik fjernet hovedet, hvis det ikke tilpassede sig Robespierres nye ideer om frihed, lighed og broderskab i det fuldkomne samfund.

Ideer kan føles rigtige eller forkerte, men ideer arbejder ikke alene, idet de må alliere sig med moralen, hvis de vil have ideologisk gennemslagskraft. Imidlertid er det moralske begreb ingen vejviser for de retfærdige ideer, for hvor kommer moralen fra? Fra Gud? Eller er den et personligt anliggende?

I skrivende stund dyrker de allierede den demokratiske ide i Irak og kalder besættelsen for en retfærdig krig. Men uanset om det nu er en synd ikke at have demokrati, så bliver alle forseelser, der er imod ideerne gjort til en synd.

Resultatet af den ideologiske krig i Irak har derfor medført en konfrontation mellem ideerne. F.eks. den religiøse ide, at ens Gud har ret til at bestemme, hvad der er godt og ondt. Og resultatet af den konfrontation læser vi hver dag. Folk slår hinanden ihjel for de "rigtige" ideer."

Det er da også, hvad hele menneskehedens historie går ud på. Tilriv dig magten og tving dine ideer igennem, for der findes en højere retfærdighed.

Allerede den tyske filosof Hegel skriver: "Når jeg tænker, giver jeg afkald på alle mine subjektive særegenheder, jeg trænger til bunds i objektet, og jeg tænker dårligt, hvis jeg føjer noget som helst til af mit eget." Og han fortsætter i Religionens historie: "Tanken er den uindskrænkede dommer, for hvem de religiøse ideer har at retfærdiggøre sig og aflægge forklaring."

Imidlertid er Hegel på afveje, fordi de menneskelige ideer hviler på et særdeles personligt grundlag, hvad psykoanalytikeren Freud gjorde opmærksom på. Hegels trang til at gøre ideerne til den objektive fornufts virkeliggørelse - eller trangen til at gøre tanken til virkelighedens almene karakter - er udtryk for en manglende forståelse for, at tanken (gennem sproget) ikke kan fordybe sig i objektet.

Den tanke, at en ide - religiøs eller ej - skulle kunne aflægge forklaring for tanken, som Hegel udtrykker det, lider skibbrud, fordi den objektive tænkning dermed ser bort fra det, som ikke mindst Søren Kierkegaard kalder "det levende menneskes subjektive særegenheder."

"Hegel vrøvler noget så skrækkeligt", siger Kierke- gaard, "for han aner ikke hvilke rædsler, den menneskelige eksistens kan føre mennesket ud i". Derfor ligger den menneskelige eksistens - og de kræfter som styrer den - uden for den spekulative filosofis objektive tænkning.

Søren Kierkegaard forstod derfor langt dybere end Hegel forholdet mellem tanke og eksistens. I sin eksistentielle tænkning gør Kierkegaard sig megen umage for at vise, at den spekulative tænkning - og dermed hele vor måde at indrette verden efter den rationelle tanke - er et forræderi mod mennesket og Gud.

Ikke fordi det er forkert at tænke og bruge ideerne til at forstå verden og gøre den bedre, men fordi det er fejlagtigt og skæbnesvangert at tro, at tænkningen kan forstå det "subjektive" menneskes særlige situation, hvad enten det dyrker den demokratiske ide eller Gud.

Derfor kastede Kierkegaard sig over Hegel og dennes påstand om, at virkeligheden var fornuftig, og at religionen skulle aflægge forklaring for tankens domstol.

Hvis vi vender tilbage til Irak, ser vi, at ideernes gennemslagskraft ligger i, at de har allieret sig med moralen og fornuften. Det er ideen om, at den demokratiske ide er moralsk retfærdig, fordi mennesket har en universel ret til at vælge frit. Derfor er de daglige lidelser for befolkningen en slags objektiv nødvendighed. Noget er større end mennesket. F.eks. demokratiet.

Men det er her, Kierkegaard gentager igen og igen: I så tilfælde er der ingen frelse for menneskeheden. Mennesket - siger Kierkegaard - blev lokket til at spise af kundskabens træ og blev smidt ud af Paradiset, hvor der ingen ondskab fandtes.

Dermed kom ondskaben ind i verden. Pointen er: Fra kundskaben kommer ideerne, de kommer ikke fra Gud. Derfor findes der ingen naturlig retfærdighed, for retfærdigheden tvinges ind i menneskets tjeneste ved hjælp af moralen og fornuften, der altid desperat er på jagt efter de evige sandheder og derfor tvinger mennesket til at leve under tvang. Og hvor der er tvang, er der ingen frihed.

På denne geniale måde viser den danske filosof, at vi aldrig kan bruge moralen til at legitimere frihed og retfærdighed.

Derfor findes retfærdigheden kun hos Gud, men det betyder ikke, at den enkelte kan retfærdiggøre sig igennem sin religion, for de menneskelige handlinger er menneskets eget værk. Man kan ikke bruge troen til forsvar for ideernes verdslige regimente.

Selvfølgelig kan man, som Luther skriver et sted, få en god samvittighed ved troen, men den religiøse ide er en personlig betragtning, som ikke åbner retfærdighedens døre.

Gudsbegrebet kan blot bruges her til at afsløre, at der eksisterer en magt, som mennesket ikke kan kontrollere, forstå eller styre. En magt som er endegyldig og altid vil ligge uden for kundskaben og ideerne. Mennesket har nok en frihed, men da fornuften altid tvinger mennesket til handlinger, er friheden blot en mulighed, vi kan tænke os til.

Min konklusion er, at krigen i Irak er et led i en ideologisk kamp, hvor godhed og ondskab afgøres af, hvor mennesket vælger at fastlægge ideerne og dermed fastlægger retfærdigheden ved hjælp af moralen. Men der eksisterer ingen universelle rettigheder, det er ønsketænkning.

Man kan naturligvis mene, at de allieredes angreb på Irak var godt for dem, der lå under for Saddam Husseins brutale regimente, men når man bruger den demokratiske ide eller troen på Gud til et forsvar for retfærdigheden, vil krigene fortsætte til evig tid.

Jeg er derfor kommet til den overbevisning, at vi skal lade tingene i Irak være. Det lyder brutalt og er brutalt, men demokratiet og retfærdighedens ideer har intet at gøre i Irak, idet de blot vækker nye ideer og nye retfærdige krav til live.

Man får aldrig udryddet den blinde terrorisme med en ide. Tværtimod vil ondskaben vokse på begge sider. Vil Irak være demokratisk, må den demokratiske ide vokse indefra, den må være irakernes eget værk.

Kurt Rosenstrøm, Ullerupdalvej 15-2, Fredericia.