Kunsten ikke at sige noget


Kunsten ikke at sige noget

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Da jeg i 1984 landede i Danmark, var Poul Schlüter rigets statsminister. Mange af de danskere, jeg dengang diskuterede politik med, brød sig ikke om hans holdninger til velfærden.

Forleden faldt jeg under hyggelige omstændigheder i snak med en af dem, der i sin tid var indædt modstander af Schlüter. Med støtte fra en god flaske vin kiggede vi nostalgisk tilbage på 80'erne og opdagede, lidt overraskende, en fælles positiv holdning til manden, som vi dengang elskede at hade. "Indrømmelsen" gjorde os nysgerrige og fik os til at lede efter en forklaring på, hvorfor Schlüter pludselig var blevet en flink fyr.

Svaret blev, at der var et eller andet ærligt over ham. Et eller andet ægte. Vi blev enige om, at Schlüter var den sidste i rækken af statsministre, som ikke havde fået politisk makeup på og ikke var blevet klippet og trimmet af spindoktorer og kommunikationseksperter.

Efter Schlüter fandt vi ikke nogen, vi kunne kalde statsmænd af kød og blod, men snarere programmerede figurer, der gjorde, hvad programmørerne satte dem til. Eksperter sørgede for, at man sagde, hvad vælgerne ville høre. Og spindoktorer sørgede for, at man ikke fik sagt det, der ikke kunne tåle at blive hørt.

Det begyndte med Poul Nyrup. En dygtig mand, der med sin flid fik Danmark på ret køl. En ikke-politiker i statsministerrollen. En saglig teknokrat, der kunne sit håndværk. Kendte man journalistens spørgsmål, ville man på forhånd kunne formulere Nyrups svar. Han sagde det, der skulle siges. Han gjorde det, der skulle gøres. Lidt kikset og stiv i nakken, men seriøs. Når man så hører, at samme Nyrup i øvrigt er en afslappet, hyggelig og morsom mand, når han blot ikke skal optræde som statsmand, ærgrer man sig lidt over, at disse egenskaber aldrig blev til glæde for offentligheden.

Det viste sig, at Nyrup var begyndelsen til enden for den autentiske type politiker. Efter Nyrup fik vi den mest rationelle og fejlfri statsminister, man kan forestille sig. Med Fogh døde politikeren med hjerte. Fogh er mester i at stå og tale i lang tid uden at sige et ord. Prøv næste gang, du hører et interview med ham, at videregive interviewets indhold til en anden. Det kan ikke lade sig gøre.

Mange politikere gør det samme som Rasmussen & Rasmussen. Også inden for kommunalpolitik behersker man i stigende grad kunsten ikke at sige noget. Det handler om ikke at dumme sig. Det handler om ikke at lave fejl. Og det opnår man bedst ved ikke at sige noget.

Men der findes dog oaser, hvor liv gror og holdninger udtrykkes. Der findes politikere, der tænker med hjerte. Politikere, der har noget så gammeldags som en holdning. Politikere, der ikke altid går efter folkestemninger, men tør se vælgerne i øjnene og sige dem imod.

Birthe Rønn Hornbech er nok den type politiker. Hun er spændende at lytte til - også selv om man er uenig med hende. Når nogen stiller Birthe Rønn et spørgsmål, lytter jeg opmærksomt. For svaret er hendes. Svaret er ikke ligegyldigt. Birthe Rønn Hornbech er en venstrekvinde, der ikke har valgt Venstre tilfældigt, men hendes frihed til at tænke stopper hverken ved partiprogrammets grænse eller ved spindoktorens anbefalinger.

Den modsatte politikertype finder vi i Kristian Thulesen Dahl. Da jeg forleden hørte ham sige, at DF er anti-muslimsk, blev jeg positivt overrasket. Kunne han være så ærlig? Ville han vedkende sig, at DF ikke går efter bolden, men efter manden? Min overraskelse holdt dog ikke længe. Thulesen Dahl stak halen mellem benene og gav udtryk for, at hans ord var blevet fejlfortolket, så nu fortrød han, at han havde udtalt dem. "Det ordvalg fortryder jeg i dag. Skulle jeg gøre det om, ville jeg bruge et andet ordvalg", sagde den modige mand.

Så er det, at tanken falder på forhenværende fodermester Kristen Poulsgaards tilråb under et af de sidste møder i Fremskridtspartiet: "Tøsedreng!"

Der findes teknokrater som Rasmussen & Rasmussen. De siger ikke noget, og det er de absolut gode til. Der findes politikertyper som Kristian Thulesen Dahl. De forsøger også være gode til ikke at sige noget, men dummer sig ind imellem og bliver nødt til at gå ud og fortryde. Men der findes heldigvis også politikere som Birthe Rønn Hornbech. Hun siger noget, selv om hun tit er tavs, og selv om hun bliver opfordret til at lade være med at sige noget. Når hun så har sagt noget, så vælger hun at følge op på det ved igen ikke at sige noget, for hun ved, at folk ved, at hun har sagt det, hun har sagt, og at hun har ment det, hun har sagt.

Den sidste type politiker kan vi ikke undvære. De sikrer vores demokratis overlevelse.

Var vi som vælgere opmærksomme på netop at støtte politikere med holdninger frem for spindoktor-trimmede og ekspert-klippede politikere, havde det politiske billede set bedre ud end det, det gør i dag.

Vi er ved at drukne i en politikertype, der ikke hører fremtiden til. Så skulle det være, fordi fremtiden ser sort ud.
Masoum Moradi
Masoum Moradi

Kunsten ikke at sige noget

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce