Lighederne mellem f.eks. EM-fodboldkampene og et rigtigt slag i en middel- alderkrig er åbenlyse. Sport har afløst krig, blot er det barbariske fjernet. Tilbage er det heroiske og næsten æstetiske ved krigen.
Europamesterskabet i fodbold er slut. En af sommerens store begivenheder. Mens de næste er ved at være i gang, kan man undre sig over, hvad det egentlig var, vi oplevede. Jo, det var selvfølgelig en sportskonkurrence. Men det klassiske spørgsmål dukker igen op: Hvad er det, der får 22 mænd til at løbe rundt på en græsplæne efter én bold og hele nationer til at følge dem i tykt og tyndt? Svaret er enkelt. I virkeligheden har vi været vidne til en krig.

Der er utroligt mange ligheder mellem en fodboldkamp i en turnering og et rigtigt slag i en middelalderkrig. Når man ser ud over folkemængderne, eller horderne, i et fyldt stadion, minder det om to hære, der er stillet op til et stort middelalderslag.

Faner med nationalfarverne vajer over slagmarken, hvor mange "krigere" er malet med krigsmaling, mens de råber slagord. Når et skandinavisk hold spiller, er publikum ofte klædt i vikingehjelme, og da Grækenland spillede, var enkelte fans selvfølgelig iklædt krigsuniform fra antikkens Grækenland.

I fodbold er de fleste soldater blot rykket væk fra slagmarkens centrum og ud på sidelinjerne, så kun de bedste fra hvert land er med i selve kampen. Det er således en slags repræsentativ krig. Vi identificerer os med spillerne.

DA VIKINGERNE for 1000 år siden drog på togt, havde de ikke nutidens medier til at formidle kampen. Alligevel har folk været interesseret i at følge krigens gang. I 1066 erobrede normannerne England, hvorefter man vævede det 70 meter lange Bayeux-tapet, som berettede om begivenhederne. Det var datidens forsinkede mediedækning og er egentlig blot en forløber for fjernsynets direkte fodboldkampe.

En fodboldkamp er et slag, der er blevet civiliseret og demokratiseret. I en Anders And-historie forsøger Anders at lære en flok barbariske krigere at afgøre deres stridigheder med en fodboldkamp i stedet for våben. Men forgæves. Barbarerne forstod ikke andet end vold.

I fodbold har spillerne ikke brug for udrustning - bortset fra benskinner - eller våben. I tennis er spillerne dog udstyret med et våben i form af en ketcher. Spillet har lighed med en fægtekamp.

I ishockey er sammenhængen tydeligere, idet spillerne bærer tung udrustning. Som forlængelse af armen har de en stav, et våben, og spillet er generelt voldsomt. Men ingen bliver slået ihjel hverken i tennis, ishockey eller fodbold, selv om spillerne ofte bliver såret, når de er ofre for modstanderens grove tacklinger.

Men sådanne svinestreger bliver straks straffet af dommeren og resulterer i frispark, advarsel eller måske endda forvisning fra banen. Der er altså et sæt regler, der skal følges.

Den grundlæggende regel er, at bolden skal sparkes i modstanderens mål. Drabene, lemlæstelserne, ja al grusomhed er trukket ud af kampen, mens det væsentlige stadig er tilbage, nemlig selve kampen. "Soldaterne" skal stadig trænes til kamp, det er fysisk hårdt, men kræver også teknik. I krig var det nødvendigt at stille op i formationer, lægge strategi og soldaterne fik heltestatus. I fodbold i dag hedder det blot holdopstilling, taktik og stjernestatus. Til alle tider er der blevet sunget slagsange om de tapre bedrifter i krig og i fodbold.

Mange flere eksempler på ligheder kunne gives.

ALT STÅR PÅ spil i fodbold og alligevel ikke andet end det at vinde, dvs. æren - og måske pengene, vil nogle hævde, hvilket dog er en anden sag. At man ser voksne mænd græde af glæde eller skuffelse over en vundet eller tabt finale vidner om, hvor vigtigt det er at vinde.

Allerede i antikken fandt man ud af, at sporten kunne afløse krigen. Af og til holdt de græske bystater fred og konkurrerede om atletik (OL) i stedet.

Vikingerne forstod det guddommelige i krig. Det var en skam at dø i sengen, men en ære at dø på slagmarken. De troede, at efter en heltemodig indsats på slagmarken, ville Odin som en anden landsholdstræner udvælge dem til at være blandt hans krigere, som drog til Valhalla. Her kunne de hver morgen gå ud på slagmarken og kæmpe, indtil de døde. Men de vaktes altid til live igen. Døden ville ikke længere være en nødvendig konsekvens, ligesom den heller ikke er i fodbold.

HISTORIKERE, sociologer og andre eksperter har ofte diskuteret, om krig og drab er en naturlig egenskab hos mennesker. Ser man på krig gennem tiderne, synes der at være to sider ved fænomenet. Der er den mest iøjnefaldende og mest omdiskuterede side. Den, der slår ihjel.

Krig er vel egentlig bare den mest ekstreme og bestialske måde at bekæmpe hinanden på, nemlig ved at dræbe. Det er den side, som aldrig slår sig til ro, men altid går til yderligheder. Det er den grusomme og forhadte vold.

Den anden side er sværere at definere og mindre tydelig. Det er selve kampen og konkurrencen. Denne side går igen i de fleste spil, hvad enten det er i computerspil, brætspil eller sport. Det er den del, der gør, at børn leger med krigslegetøj, ikke fordi de vil slå ihjel, men fordi de kan lide konkurrencen, kampen, legen.

Brætspillet skak er f.eks. oprindelig en krigssimulation fra Indien. Det kræver strategisk kunnen og tankevirksomhed, men har intet med vold at gøre. De, der har prøvet at spille skak og derefter fodbold, vil vide, at der er en slående lighed mellem de to discipliner.

Denne del er også den underholdende del. Medierne ville ikke kunne blive ved med at informere om krig og ødelæggelse hele tiden, hvis ikke det havde en høj underholdningsværdi. Det er ikke spændende, at mennesker dør, men dramaet og tragedien er spændende.

I fodbold er grusomhederne siet fra, og kun dramaet og underholdningen er tilbage. Det er krigens spændende del, fodbold simulerer.

KRIG ER i dag ulovligt. Heldigvis. Krig har forandret sig. Der var engang, da man kunne tage på togt og plyndre i en fjern by eller erklære nabolandet krig for at udvide sit territorium. Den destruerende og feje del af krigen har dog hele tiden udviklet sig og overskredet grænsen for, hvad man kunne tillade sig i krig.

Da krudtet blev opfundet, var det ikke længere nødvendigt at se sin fjende i øjnene, når man kæmpede mod hinanden.

Efterhånden er tab af civile menneskeliv blevet en selvskreven del af krig, og med atomvåben kan vi i dag udslette hele Jordens befolkning, et scenarium der faktisk slet ikke minder om rigtig krig.

Det seneste "påfund" er terrorismen, der efterhånden bruges mere og mere som krigsmetode.

HELE udviklingen mundede i første halvdel af det tyvende århundrede ud i de to verdenskrige. Herefter var man nødt til at vedtage regler for krig.

Krig må kun bruges som sidste udvej. Den usle og feje del af krigen har taget overhånd og har egentlig altid været det grundlæggende princip i krig. Men menneskene har dog altid været tiltrukket af den del af krigen, som blandt andet kommer til udtryk i fodboldkampen og anden sport.

Fodbold er som sagt en civiliseret, demokratisk og ligefrem fredelig form for krig. I fodbold er alt det barbariske fra krig fjernet, og det heroiske og næsten æstetiske krigsaspekt står tilbage.

Det er derfor slet ikke så bemærkelsesværdigt, når hele nationen kan samles foran tv- eller storskærmen for at følge landsholdet og råbe forgæves efter spillere og dommeren. Det gælder liv og død, næsten i hvert fald.

Christian Emil Schmidt-Hansen, Møllegyden 30, Brændekilde, Odense SV, er 15 år og avisbud.