LEDIGHED: Regeringen har heldigvis mange initiativer, som skal motivere de ledige til "at komme i gang". Det skal kunne betale sig at arbejde.

Selve udsagnet er jeg naturligvis enig i, dog ikke i de "arbeit macht frei"- og "noget for noget"-ræsonnementer, som synes at præge den nuværende regerings tilgang til problemstillingen.

Beskæftigelsesministeren er konsekvent, og tager gerne det umiddelbare for sandt. Eksempelvis henviser ministeren til, at arbejdsformidlingerne har vanskeligt ved at besætte de mange ledige stillinger, som de formidler. Altså er de ledige simpelthen ikke motiverede nok.

Løsning: "Vi nedjusterer overførselshjælpen fra det offentlige". Så er det ligegyldigt, om arbejdsgiverne hellere vil lade en stilling stå åben end at ansætte en kontanthjælpsmodtager.

Jeg har som tidligere jobkonsulent prøvet at præsentere ledige kontanthjælpsmodtagere over for potentielle arbejdsgivere. Lad mig blot sige, at arbejdsgiverne ikke virkede superbegejstrerede. Medmindre der blev arrangeret gratis arbejdskraft - fleksjob, jobtræning, praktik og så videre.

Hele denne arbejd-gratis- tankegang, stærkt støttet af regeringen, AF, faglige organisationer med flere, har efter min ydmyge mening undermineret arbejdsmarkedet. Den har sandelig også givet mange ledige en god mulighed for at holde sig beskæftiget, men desværre ikke på overenskomstmæssige betingelser.

I forhold til akademikere har jeg noteret mig, at flere stillinger forudsætter, at ansøgerne vil arbejde gratis de første 6-12 måneder. Det vil sige man starter i praktik eller jobtræning. Først derefter kan der forhandles om en ordinær kontrakt. Med mindre der melder sig en ny "frivillig", og møllen således starter forfra. Og mærkeligt nok er det langtfra oftest nyuddannede som er i jobtræning.

Men beskæftigelsesministeren forsøger. Udover at ministeren har hæftet sig ved, at den ledige arbejdskraft er umotiveret, så er den heller ikke mobil. Jeg vil anbefale ministeren at kigge på dimittenderne fra en vilkårlig årgang fra universitet.

Den efterfølgende geografiske spredning af dimittenderne, der sker inden for få år, vil muligvis overraske ministeren. Mobilitet er en nødvendighed, hvis man vil i beskæftigelse, og dermed også en realitet. Det hverken skal eller kan hindre beskæftigelsesministeren i at gøre noget ved "problemet".

Således har man ændret reglerne, så de ikkemobile ledige kun kan få befordringsgodtgørelse i forbindelse med en jobsamtale, hvis den samlede rejsetid er over fire timer. Det vil sige, det er ens eget problem at nå fra Odense til Esbjerg eller fra Århus til Aalborg og tilbage igen.

Ydermere er det tilsyneladende en underholdning i sig selv at søge AF om denne økonomiske hjælp. Man skal således principielt udfylde en ansøgning om befordringsgodtgørelse, inden man tager til jobsamtale, men ansøgningen kan ikke behandles, førend man igen møder op på AF og afleverer de originale billetter/boner.

Om ikke andet er det jo altid rart, at de ledige kan beskæftige sig selv ved at løbe AF på dørene. Især når det forudsættes, at det er en umotiveret og alt for godt økonomisk sikret ledig arbejdskraft som vi har gående.

Michael Gravesen er bestyrelsesmedlem i Odense Radikale Venstre
  • fyens.dk