Kommentatorer overdøver den politiske samtale
Af: Ph.D, professor, adjungeret professor, Frederiksberg Steen Hildebrandt

I dag kommer de politiske kommentatorer til orde i medierne i langt højere grad end politikerne. Kommentatorerne repræsenterer en stor og hastigt voksende gruppe, overvejende journalister, der optræder som og kalder sig forskellige ting, f,eks. politiske kommentatorer, eksperter eller analytikere. At følge denne gruppe og dens udvikling er en blandet fornøjelse. På den ene side er kommentatorerne en selvfølge, og på den anden side er de stærkt problematiske. De er en del af den tillidskrise, der eksisterer i vort demokrati. I udgangspunktet er det primært en tillidskrise i forholdet mellem befolkningen og politikerne. Men denne tillidskrise bliver ikke løst ved, at politikerne holdes ude fra eller holdes nede i den offentlige politiske debat, som så overtages af journalister. Det gør blot ondt værre, og det ses på den måde, at der nu eksisterer en dobbelt mistillid, dels til politikerne og alle deres kommunikationsrådgivere og spindoktorer og dels til de politiske kommentatorer, eksperter og analytikere. Det er en meget uheldig udvikling.

Man kan godt få den tanke: Hvornår mon vi igen ser en rigtig politiker på TV eller i radioen? Realiteten er: Der er langt imellem politikernes optræden i radio og på TV; og det gælder i særlig grad det store flertal af politikere, den store gruppe af ikke-toppolitikere, for de kommer næsten aldrig til orde. Men også toppolitikerne er sjældne. De holdes ude, og måske holdes de i virkeligheden som en slags gidsler af denne voksende gruppe af politiske kommentatorer. Det er der selvfølgelig forskellige grunde til.

Jeg erindrer engang, hvor jeg sad og så en udsendelse på TV, hvor den pågældende kanal var i færd med at transmittere en tale af statsministeren. Jeg overværede optakten og begyndelsen af selve talen, men omkring bordet i TV-studiet sad nogle utålmodige, bedrevidende og meget selvbevidste kommentatorer, der ikke kunne vente med selv at komme til orde. Så minsandten, ja, man tror, det er løgn, da statsministeren var en tredjedel henne i sin tale, slukkede kommentatorerne ganske enkelt for statsministeren og tog selv over. Man afbrød en tale af statsministeren, som jeg, og givetvis mange andre, gerne ville have hørt til ende. Men nej, det kunne der ikke blive tale om. Det er ganske enkelt bizart!

Sådan ser det ud, når kommentatorvældet går totalt over gevind. Man udelukker simpelthen de mennesker og det grundstof, som det hele her handler om, nemlig politikerne og de politiske forslag, synspunkter, udmeldinger, argumenter, mm., og så tager man selv mikrofonen og hele sendetiden. Så det, der skete, var, at man lukkede ned for det egentlige, nemlig statsministerens tale, og så drøftede disse - meget kloge - kommentatorer, hvad statsministeren mente, hvorfor han sagde, som han gjorde, hvad man må forvente, at resten af talen havde eller burde have handlet om, og på passende steder og måder gjorde man lidt grin med statsministeren, tolkede, udlagde, ironiserede, dømte, uddelte karakterer, redegjorde for forventninger, skuffelser, fremtidsscenarier - og meget andet. Der er næsten ingen grænser for, hvordan dette politiske kommentatorskuespil kan udfoldes. Kommentatorerne fungerer som dommere. De sidder for åben skærm og dømmer inde eller ude. Falder en politiker i unåde hos kommentatorerne, risikerer vedkommende at få så mange slag, at det er svært at rejse sig igen. Det skete fornylig for en DF-politiker med gult slips, da han stak næsen for langt frem i debatten om kvotekonger, og jeg skal love for, at han fik læst og påskrevet af parnasset. Han blev latterliggjort og grinet ud af banen. Det er ikke i orden.

Jeg lytter til de politiske kommentatorer; jeg vil gerne høre deres tolkninger, indfaldsvinkler, analyser, vurderinger mm. Jeg lytter, og det vil jeg blive ved med. Men det skal da ske på baggrund af en basisviden hos mig om den politiske situation og de politiske processer. Det er ikke kommentatorerne, jeg er ude efter; det er deres dominans; det er den tid, de får; det er alt det sande og egentlige politiske stof, som de fortrænger, holder ude; det er den tendens, at det er kommentatorerne, der ikke blot rapporterer og kommenterer, men efterhånden også bestemmer de politiske dagsordener og det politiske indhold. Det er i virkeligheden ved at være dem, der er politikere og sætter dagsordenen. Det er ikke bare uheldigt; det er ødelæggende for demokratiet.

Der er simpelthen ingen grænser for, hvor disse kommentatorer trænger sig ind, og hvordan de optræder. De optræder fx alene og fremsætter for åben mikrofon og skærm deres uforbeholdne - og, må det erkendes - ofte noget overfladiske og letkøbte kommentarer. Deres uvidenhed om fakta kommer ofte klart frem. Men der er mange andre former. F.eks. at den ene kommentator interviewer den anden og spiller rollen som spørger og understreger den andens suveræne betydning som den, der svarer og har alle svarene. Næste gang er det omvendt, så det er med at kende sin plads og sin rolle. En tredje form er, at man bringer 3-4 kommentatorer sammen og slipper dem løs i et orgie af synspunkter, spørgsmål, svar, betoninger, finter, spin, vittigheder mm. Dette antager helt groteske former i forbindelse med dronningens nytårstale. Det er en ubeskrivelig medie-farce, der har udviklet sig omkring den stakkels dronnings nytårstale. Flere hold af hofanalytikere, hof-kommentatorer, hof-historikere, frisure-, beklædnings-, smykke-, takt- og tone-eksperter mm. er bragt sammen på de forskellige medier - og så går det ellers løs med allehånde mere eller mindre letkøbte og luftige kommentarer og beskrivelser. Både forud for og efter dronningens tale udfolder dette sig. Fem minutter før talen byder eller tilbyder man borgerne at lytte til disse selvhøjtidelige hof-kommentatorers vurderinger af og gisninger om, hvilke temaer, man må forvente, at dronningen vil tale om i år! Om fem minutter! Er det ikke fantastisk? Jeg spørger: Hvor latterligt kan dette gøres?

Der er ingen ende på, hvor pinligt dette show er. Det er ganske enkelt gået over gevind. Langt over gevind. Der må gøres noget. Nogen må sætte en stopper for dette skuespil og dette - i virkeligheden - demokratisk meget farlige spil, som får lov til at udfolde sig og udvikle sig ukontrollabelt og i mange forskellige retninger. Det, som burde være en demokratisk stimulans, et demokratisk enzym, en selvfølgelig del af den demokratiske proces, bliver gift for demokratiet.

Grundforudsætningen for, at det politiske demokrati kan fungere, må dog fortsat være, at det ikke er kommentatorerne, der tegner og præsenterer det politiske billede og de politiske dagsordener. Det skal politikerne gøre; og politikerne skal så til gengæld tale og tale klart, og det er mange af dem ikke for gode til. Jo, de taler, men de taler ikke klart og tydeligt. Og det er naturligvis én af forklaringerne på kommentatorernes indtog og fremmarch: Befolkningen, mange vælgere, er trætte af at lytte til politikere, der taler uden om, fordrejer ting, medvirker i en række taktiske og kortsigtede, men gennemskuelige spil, taler direkte usandt mm. I denne situation har kommentatorerne frit spil, og det udnytter de på det groveste. Politikerne har selv en stor del af ansvaret for denne udvikling. Og så er det, man fx ser en desperat Henrik Sass Larsen iscenesætte sit eget TV-interview med en dertil indkøbt journalist-interviewer. Så er afsporingen total. Så er det hele vendt på hovedet, og det er dér, vi er ved at være.

De politiske kommentatorer skal selvfølgelig være her; de er vigtige; de bidrager positivt til den politiske og demokratiske debat og proces; de spørger, udlægger, tolker, forklarer. Og det er godt. Men grundstoffet er politik, værdier, visioner, uenighed. Det vigtigste er politisk tale, samtale og dialog. Grundlaget er politik og politikere. Og derfor skal politikerne tale; politikerne skylder os at tale klart, at tale sandt, at svare på spørgsmål, at argumentere, også om vanskelige prioriteringer og værdispørgsmål. På disse punkter har mange politikere svigtet og svigtet groft, og det betaler de nu en meget høj pris for. Og demokratiet lider under det.