Det var naturligvis ikke uden vemod, at nyheden om den mulige tilintetgørelse af to af kunsthistoriens store symbolistiske klenodier blev modtaget, da dagspressen bragte den sørgelige meddelelse om de stjålne Munch maleriers mulige skæbne.

Ja, en tåre pressede sig ligefrem på. Man stiller sig uvilkårligt som kunstelsker spørgsmålet, hvorledes man så koldt og kynisk kan håndtere noget så unikt og enestående på så koldsindig og kynisk en facon.

Edvard Munchs "Skriget" og "Madonna" kunne beses på Munch-museet i Oslo.

"Skriget" fra 1893 er igennem kunsthistorien blevet opfattet som selve sindsbilledet på det moderne angstfyldte menneske, for hvem Gud er død og materialismen ikke nogen trøst. Denne filosofi, som den kan aflæses i flere af Munchs malerier, viser en mental forbrødring med Friedrich Nietzsche, hvem han også portrætterede med en lignende psykologi, der ligger til grund for det forsvundne "Skriget".

Munch selv skrev en prosalyrisk tekst, der knytter sig til "Skriget", der på smukt norsk lyder som følger: Jeg gik bortover veien med to venner - så gik solen ned - himmelen ble pludselig blodrød - jeg stanset, lænet mig til gjærdet træt til døden - over den blåsvarte fjord og by lå blod og ildtunger - mine vænner gik videre, og jeg stod igjen skjælvende av angst - og jeg følte, at det gik et stort uendelig skrig gjennem naturen.

Som Van Gogh søgte Edward Munch at fremstille det moderne sjæleliv i en splittet verden. Hans indtrængende billeder handler om menneskelig lidelse og angst, såvel som han behandler kærlighed, sygdom, jalousi og død. Det er i maleriernes psykologiske lag, at vi finder kunstneren.

De hastige penselstrøg, der kendetegner en stor del af Munchs produktion, og et farvevalg, der går fra morbide, dæmpede toner uden overgang til glødende, lysende farver, lader os ane det indre kaos, som plagede maleren, der selv var psykisk labil, og som han ønskede at give udtryk for i sine malerier. I skriget bidrager farver og former til at forhøje udtrykket i motivet. Jorden forsvinder under fødderne, ekkoet af skriget sætter himmel og jord i svingninger.

"Madonna" - malet 1893-94 - lader os som i "Skriget" være vidne til en indre smerte, der dog i dette maleri bliver holdt i ave. Smerten er underliggende, men bølger alligevel gennem maleriet, der er holdt i mørke jordtonede og grønlige farver. Der er noget dystert såvel som noget livsbekræftende over motivet. Madonna-figurens røde glorie lader beskueren få allusioner til både kærlighed og blod, og man bliver suget ind i maleriet af dets tvetydige og uudgrundelige univers.

Både "Skriget" og "Madonna" er uvurderlige kunstværker, hvis skæbne er blevet bestemt af mennesker, der sætter lighedstegn mellem kunst og kapital. Lad os håbe, at gerningsmændene i sidste øjeblik har besindet sig, så vi også i fremtiden kan glæde os over Munchs vidunderlige bidrag til sin efterverden.

Robert Johannes Rasmussen, Jagtvej 34, Odense C, er BA og stud. mag. art. i litteraturvideskab.