Klumme: Sygelig retskaffenhed
Af: Skuespiller og instruktør Mads Nørby

Min far var retskaffen. Nå, ja, det er der trods alt stadig mange mennesker, der er, og du kan med god ret sige, at jeg nok ikke er objektiv i min bedømmelse af min far.

Jeg tror, at det var min ene søster, der fandt på at sige om ham, at han var "sygeligt" retskaffen. Det sagde vi siden. Med respekt.I min barndom var han kontorchef i Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning. Det hed det!

En dag kom der et bud til vores forstadsvilla med en kasse vin. Min far fandt ud af, hvad der var i kassen, og hvem der havde sendt den, så det kunne ikke komme på tale, at den kasse med gode, franske vine kom over vores dørtærskel.

Vinen var sendt af en landbrugsorganisation som tak for et oplæg, min far havde holdt. Det var på et tidspunkt, hvor dansk landbrug var på røven. Vi ved godt, at landmænd altid jamrer lidt for en sikkerheds skyld. Men dengang var det altså alvor. Ulven var kommet.Vi børn havde svært ved at forstå, at vinen ikke måtte komme ind i huset, for vi mente jo nok, at vores far ville være i stand til at bevare sin dømmekraft og sin faglighed i forhold til at fordele de mange milliarder, staten havde sat af til at redde fædrelandets gældtyngede landbrug, selvom han tog imod nogle flasker vin.

Vi blev så behørigt belært om, at det var fuldstændig ligegyldigt, om han mente, at han kunne sætte sig ud over en vingave, for han kunne ikke vide det; vi mennesker er dårlige til at gennemskue vores egne motiver. Derudover var det vigtigt, at ingen kunne rejse tvivl om hans uafhængighed, sagde han.Måske derfor er det så tåkrummende pinligt, når journalister spørger Lars Løkke igen og igen, om han kan garantere, at gaverne fra en stor fisker til hans Løkkefond og til ham personligt ikke har nogen indflydelse på regeringens fiskeripolitik. Både Lars Løkke og journalisterne burde vide, at det kan han ikke garantere. Vi mennesker er utroligt dårlige til at gennemskue vores egne motiver - selvom vi måtte mene os i stand til det. "Det hører under privatlivets fred', siger statsministeren pludselig og slipper nærmest af sted med det, og helt nye muligheder åbner sig.

Fra nu af er det slut med dybfølte Facebook-undskyldninger! Ministrene behøver ikke længere lægge sig fladt ned eller trække sig, når der er rod i bilagene, ubetalte regninger, upassende gaver, urimelige eftervederlag eller kokain i blodet. Nu er det nok at kategorisere den slags petitesser under "privatlivets fred". Så enkelt.

Selvom tvivlsom dømmekraft har været at finde i politik både før og efter, at Marius fik lavet sit grønne badeværelse i Aalborg, så er politikere og retskaffenhed en mere og mere fjern association.

Trump er vel nærmest helt bevidst ambassadør for en anløben moral, og selvom Lillelars fra Græsted er en artig søndagsskoledreng til sammenligning, så kunne man alligevel godt ønske sig, at det snart blev moderne ikke at have en anorektisk mangel på dømmekraft.