Klumme: Nej tak til et uniformeret Metoo
Af: Redaktionschef Jakob Herskind
Hva' er meningen?

#Metoo

En af de stærkeste folkebevægelser i nyere tid med et indlysende relevant og rigtigt formål. Det dur ikke, at kvinder nærmest en bloc verden over i årevis er blevet chikaneret, befamlet, talt nedsættende til eller det, der er langt værre af - viser det sig - en stor gruppe repræsentanter fra det køn, jeg selv er en del af. Det er skammeligt og entydigt forkert. Og det er helt ubegribeligt, at den maskuline magtudøvelse i en bredere kreds er foregået uden at komme for en dag - proppen røg først af flasken, da New York Times fortalte den veldokumenterede historie om, hvordan filmproducenten Harvey Weinstein armeret med uklædelig bevidsthed om egen magt gennem årene har forulempet den ene yngre kvinde efter den anden.

Netop på grund af sagens væsentlige kerne, som har potentiale til én gang for alle at redefinere kønnenes indbyrdes relationer til et mere respektfuldt samkvem, er især den amerikanske filmindustris ageren bekymrende. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den kristne inkvisition i middelalderen. Straffen er eksempelvis skånselsløs, når en mand som skuespilleren Kevin Spacey ekskluderes på livstid fra det gode selskab og sin egen branche på baggrund af en række påstande om gentagne tilfælde af grænseoverskridende adfærd overfor yngre mænd uden egentlig mulighed for at forsvare sig. Der findes adskillige lignende eksempler, hvor rettergangen i fuld offentlighed er foregået på en måde, som brutale slyngelstater ville være stolte af.

Søndag røg Metoo-manifestationen op på den helt store klinge, da Hollywoodskuespillerne mødtes til den årlige hyldest af egne bedrifter til Golden Globe, der i prestigeniveau rangerer lige under Oscar-uddelingen. De kvindelige stjerner havde koordineret aftenens dresscode og mødte stort set alle op i sorte og for fleres vedkommende endog meget nedringede designerkjoler i anledning af kampagnen Time's up, der stående på skuldrene af Metoo-bevægelsen signalerer afstandtagen til seksuelle krænkelser. Men en enkelt stort set ukendt kvindelig skuespiller valgte at gå i utakt til Golden Globe og troppede op i en meget stramt siddende og seksuelt udfordrende RØD kjole. Ifølge skuespilleren selv ikke for at demonstrere modstand mod den ene eller den anden kampagne, men for at signalere personlig frihed og styrke. Siden er den stort set ukendte skuespiller blevet mistænkeliggjort på sociale medier for ikke at gøre honnør for de øvrige kvinders konsensuskostumer. Eksemplet viser, hvad der sker, hvis man spænder buen for hårdt. Den knækker med et smæld.

Metoo-bevægelsens rollemodeller og bannerførere, de stærke, intelligente, selvstændige og succesfulde kvinder gør sagen en tjeneste, hvis de bremser op bare et øjeblik og fintænker, hvilke manøvrer, der skal til for at sikre, at bevægelsen fortsat nyder den fortjente globale opbakning. En småmilitant og uniformeret opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert styrker ikke de indlysende rigtige budskaber. Det får ikke andre end dem, der allerede lytter, til at spidse velvillige ører.