I dagene efter befrielsen for 60 år siden herskede der nærmest lovløshed i landet. Herom fortæller én af dem, der iklædt blå/rødt armbind var med dengang.
Snart er det en menneskealder siden, at budskabet om tyskernes kapitulation nåede frem om aftenen den 4. maj. For nye generationer kan det måske have en vis interesse at erfare, hvad der foregik disse turbulente dage. Næppe nogen af os, der oplevede denne aften, kan glemme den.

Der var en helt euforisk stemning, og den almindelig lov og orden var nærmest suspenderet. Efter at have overnattet i Københavns Nyboder, cyklede jeg uden nogen betænkeligheder til mit mødested, Frederiksberg Gasværk, bl.a. iført armbind, stålhjelm og pistol. Men tanken om, hvad der nu skulle ske, har utvivlsomt ligget i baghovedet.

De - der med livet som indsats - havde gjort modstandskampen respekteret, er som fortjent blevet hædret. Om de tusinder, der havde meldt sig uger og måneder inden befrielsen og fået de blå/røde armbind, var omtalen knap så rosende. Om dem lød der tit bemærkninger som "De sidste dages hellige".

For mange af disse "frihedskæmpere" var det imidlertid et uretfærdigt skudsmål. En væsentlig del ønskede blot at være med til at forsvare landet, når det gjaldt. Også selv om det kunne koste livet. Ingen vidste jo, hvordan tyskerne ville reagere.

Formålet med frihedshæren var at sikre, at vigtige institutioner - som f.eks elværker - ikke blev saboteret af tyskerne eller deres danske håndlangere, når freden brød ud.

Hvordan blev en sådan hær oprettet?

Under de givne forhold var det slet ikke så ligetil. Det var i høj grad et spørgsmål om omgangskreds og tillid. Mange af de unge, der ikke nåede at komme med, ville sikkert have meldt sig, hvis deres forhold og udviklingen havde været anderledes. Samtaler mellem kammerater kunne røbe et sindelag, men man var nødt til at være forsigtig og have fuld tillid til den anden part.

At vort kompagni i vinter-og forårsmånederne 1945 turde lave øvelser i skovene nord for København kan stadig undre mig. Tænk hvor let kompagniet kunne være oprullet, blot en enkelt havde været for åbenmundet.

Hvad der er blevet skruet betydeligt ned efter befrielsen, er den frygt for kommunismen, som herskede i befolkningen.

Sovjetunionens angreb på Finland i slutningen af 1939 var et angreb på et broderfolk, og mange var dybt følelsesmæssigt involveret. I store dele af befolkningen herskede der en antikommunistisk holdning, som blev forstærket af Vinterkrigen.

Denne generelle holdning kom til at betyde, at forholdsvis mange unge mænd - med regeringens velsignelse - blev iklædt tyske uniformer og kom til at kæmpe mod russerne. Skønt de efter krigen blev kaldt landsforræddere, har en del af dem nok været idealister.

Hvad vi havde hørt om Sovjetunionen var jo barske sager.

Efter tyskernes kapitulation og oplysningerne om BOPA's (den kommunistiske modstandsgruppe) store indsats er sådanne oplysninger dysset ned, med det ændrer ikke ved fakta.

Ønsket om at være med, når det gjaldt, har været afgørende for frihedskæmperne. Vi kan kalde det "Holger Danske syndromet". Når fædrelandet har brug for os, er det fåtallet, der kniber udenom. Skulle noget tilsvarende ske i dag - hvad der dog næppe er sandsynligt - ville det ikke undre mig, om vi så en form for gentagelse.

Det kan være vanskeligt for danskere under 75 år til fulde at forstå, hvordan situationen og holdningen var dengang. Vi, der var med, var ikke en ensartet og homogen gruppe. Uddannelse eller mangel på samme, berøringsflader og meget andet spillede ind. Mange var umodne, en del modige og ikke så få var grebet af eventyrlyst.

Som et eksempel på sidstnævnte, kan jeg berette om en arbejdskammerat, jeg var sammen med i begyndelsen af krigen. Han var rask og intelligent, og vi var begge meget optaget af Vinterkrigen.

Nogen tid efter Hitlers angreb på Sovjetunionen i 1941 mødte jeg ham i Tivoli. Han havde været telegrafist på en JU52 (tysk transportfly) og været indesluttet i en modstandslomme, og han talte begejstret om sin chef, en tysk oberløjtnant. Vort næste møde var i et modstandskompagni efter befrielsen.

To dage efter kapitulationen oplevede jeg sammen med en lille gruppe et skuddrama, der illustrerer, hvad der af og til kan ske i krig.

Flere dage efter 5. maj kørte der hipoer (det forhadte danske Hilfpolizei) rundt i byen. For at standse nogle af disse blev min gruppe den 6. maj beordret til krydset Godthåbsvej/Ndr. Fasanvej på Frederiksberg.

Vi stod med front mod byen, da der kom to vogne fra Ndr. Fasanvej, som passede på beskrivelsen. Da der blev skudt fra lastvognen, var vi derfor overbevist om, at det var hipoerne. I krydset drejede vognene mod byen, og med min maskinpistol fyrede jeg mod lastvognens baghjul, dog uden at den standsede.

Skønt det er 60 år siden, husker jeg, at jeg tænkte ved mig selv: "De sataner skal ikke slippe", og fejede hen over ladet med en ny byge. Én blev ramt, hvorefter vognen stoppede, og krydset blev spærret. Lidt senere fik vi fortalt, at vi havde skudt på vore egne. Det var ikke rart.

På hospitalsbesøget viste det sig, at en spejder var blevet ramt af skud i armen, men han forstod, at de selv havde andel i ulykken. Heldigvis havde vort rekylgevær haft en funktionsfejl, ellers var resultatet blevet mere blodigt.

Hændelser i lighed med denne forekommer for øvrigt i enhver krig. Også i Irak er det sket, at soldater har skudt på egne styrker.



Til daglig var opgaverne mere udramatiske som vagttjeneste på skoler hvor tyske flygtninge - især fra Østpreussen - var interneret. I KB Hallen overvågede vi et stort antal baltiske flygtninge, der dog kunne færdes mere frit end tyskerne, der ikke måtte forlade skolerne.

Inden balterne blev installeret i KB Hallen, var vi med til at transportere russiske krigsfanger i åbne lastbiler til Frihavnen. I maj 1945 stod folk i gaderne og tiljublede os, men da de hørte, at der var russere på ladet, blev der mærkeligt stille. Holdningen i befolkningen var tydeligt ambivalent. Men russerne havde for øvrigt ikke nogen rar fremtid. En russisk soldat måtte ikke lade sig tage til fange.

Som så mange andre steder rundt om i landet blev der ind imellem festet, og det var ikke usædvanligt at man - efter et par glas - greb sit våben og fyrede nogle skud ud ad et åbent vindue. Desværre skete der også vådeskudsulykker.

En negativ oplevelse, der blev meget malende og realistisk beskrevet i tv-serien "Matador", var transport af såkaldte værnemagere og medløbere til et retslokale.

Civile, der af andre var blevet udpeget som nazi-sypatisører, blev ydmyget på en uværdig måde. Det kunne næppe undgås, at der ind imellem var personer, der uretfærdigt var angivet og blev udsat for en grov og nedværdigende behandling. I forhold til, hvad der skete i andre lande, må den danske version alligevel betegnes som mindre drastisk og også mindre blodig.

Tiden omkring den 5. maj 1945 var kaotisk. Hvis disse linier kan bidrage til et mere nuanceret billede af frihedskæmperne, er formålet nået.

Heldigvis for os medvirkende slap vi billigt gennem dagene. Havde tyskerne besluttet sig til forsvar, ville det have fået frygtelige konsekvenser over for vore - for en stor del - uøvede og utrænede, frihedskæmpere.

Svend Grundtvig, Bispevangen 8, Ballerup, er fhv. telegrafbestyrer.