Kampen om uddannelsen. De tænksomme er blevet de nye helte


Kampen om uddannelsen. De tænksomme er blevet de nye helte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Lektor, Institut for Kulturvidenskaber, SDU Finn Wiedemann
Klummeskribent
Debat. 

De ideer, antagelser og idealer, der karakteriser uddannelsespolitikken, er i lige så ringe grad som mennesker isolerede ø'er, men under indflydelse af den samfundsmæssige udvikling. Når denne skifter, ændrer politikker, institutioner og ideer også karakter. Aktuelt er det tydeligt, hvordan der uddannelsespolitisk tales med to tunger. Den ene tunge mimer den stemme, som har domineret uddannelsespolitikken op igennem 00'erne og 10'erne. Her har uddannelsespolitik mest af alt været lig med arbejdsmarkedspolitik. Human capital, kompetencer, læringsmålstyring, faglighed, employability og innovation udgør nogle af de centrale nøgleord. Inden for denne tendens efterspørger man nobelpriser og verdensklasse, samtidig med at studerende skal hurtigt ind og ud ad uddannelsesinstitutionerne, sådan at mængden af produktive år på arbejdsmarkedet kan sættes i vejret.

Den anden tendens har hele tiden eksisteret, men er blevet trængt i defensiven siden 00'erne. Her er uddannelse en vej til personlig udvikling og dannelse samt en forudsætning for samfundsmæssig deltagelse og engagement. Når uddannelsespolitikken skifter, ændrer heltene sig også. Aktuelt er heltene ikke længere kun økonomer og forskere med forstand på statistik, produktivitet og arbejdsmarkedets behov, men derimod pædagoger, filosoffer og kulturelle meningsdannere. Det er filosoffen Brinkmann over for erhvervsmanden Besenbecher eller pelsjægeren Rane Willerslev over for Pisa-manden Niels Egelund. Inden for denne "nye" tendens er uddannelsespolitikken ofte blød som smør frem for hård som sten.

De to nævnte positioner har Steffen Herman skildret rammende i sin lille bog "Hvor står kampen om dannelse?" På den ene side har vi den pædagogisk konservative fløj, der f.eks. består af professionsudøvere, faglige organisationer og humanistiske forskere. På den anden side har vi den politisk administrative fløj, der består af embedsmænd, regeringsvenlige politikere, DI og visse samfundsvidenskabelige miljøer. De to grupper taler ikke samme sprog og har forskelligt værdisæt. En næsten identisk analyse har uddannelsesforskeren Steen Beck foretaget i sin seneste bog Al den snak om læring. I Becks terminologi står fronterne mellem empiristerne, som anbefaler målstyring og evidensforskning, og dannelsesfilosofferne, som vil have undervisning og dannelse.

De stadig tydeligere ambivalente tendenser i uddannelsespolitikken afspejler, at det er blevet pædagogisk skiftedag. Vi har fået en undervisningsminister, som er liberal, og kritisk over for central styring og en uddannelses- og forskningsminister, som på sine ældre dage er blevet bekymret over for befolkningens dannelsesniveau. I videre forstand afspejler de nye tendenser dog ikke enkeltpersoners fortjeneste, men er et udtryk for, at de tendenser, som har præget 00'ernes og 10'ernes samfund og kultur, er under transformation. Globaliseringen som ide er blevet udfordret. En forudsætning for globaliseringen har været en liberalisering af markeder og åbning af grænser. Aktuelt er der tendenser i retning af de-globalisering. Brexit og valget af Trump er symboler på en bred og stærk ny-nationalistisk tendens, som problematiserer troen på, at øget økonomisk samhandel, globale aftaler og kulturel udveksling pr. definition er vejen frem mod det gode liv og samfund.

En samfundsmæssig tendens, som er ligeledes blevet anfægtet, er forestillingen om, at vi er på vej mod et vidensamfund. I stedet er vi på vej mod den fjerde industrielle revolution, hvor den digitale, fysiske og biologiske verden integrerer. Hvad betyder det for os som mennesker og samfund; når big data, robotter og fake news vinder frem? På det årlige Davosmøde advarer verdens førende meningsdannere og business-makere om, at en stadig større økonomisk, social og kulturel polarisering risikerer at finde sted. Modreaktionen til den udvikling er blød: Filosofikum, dannelse og udvikling af sociale kompetencer og udgør nogle af svarene.

En tredje ide, som er blevet anfægtet, er ideen om, at New Public Management, som har præget den offentlige sektor siden 1980'erne. Den stigende kritik af den centralisering, som samfundet har gennemgået de senere år, afspejler blandt andet denne tendens. Ændringerne er blevet italesat som overgangen til New Public Government. Der prædikes tillid, uddelegering og borgerinddragelse, men frem for et egentligt styringsmæssigt skifte, er der snarere tale om en anfægtelse af nogle af de ideer, som hidtil har domineret den offentlige sektor.

Hertil kommer hele den underliggende kulturelle udvikling, hvor individualisering, forbrugskultur og mig-kultur afstedkommer et opbrud i eksisterende orienteringsmønstre, identiteter og samlivsformer. Målinger viser f.eks., at unge mennesker er stressede som aldrig før og har flere sociale og psykiske udfordringer end tidligere

De nævnte bevægelser har rokket ved nogle af de ideer, som har præget den samfundsmæssige udvikling, herunder uddannelsespolitikken de sidste 10-15 år. Uddannelsessystemet kan sammenlignes med et hus i to etager. På den ene etage handler det om det aktuelle, relevante og nyttige. De uddannelsessøgende skal opnå de fornødne færdigheder og kvalifikationer, f.eks. at kunne læse, skrive, regne og beherske it, og i videre forstand gennemføre de relevante uddannelser som et omskifteligt arbejdsmarked efterspørger. Det, som foregår her, vil ofte være umiddelbart måleligt og registrerbart. På anden etage handler det om det varige og eksistentielle. Det handler om at udvikle sig personligt og opnå forudsætninger for samfundsmæssigt engagement og deltagelse. Der skal være tid til faglig fordybelse uden at vide, hvor det fører hen. Der er en klar forbindelse mellem de to etager. Ja, man kan vel hævde, at de er hinandens forudsætninger. I en del år har uddannelsespolitikken prioriteret første etage, mens der har været stille på anden etage. På den seneste er der kommet lys i vinduerne, og nye beboere er flyttet ind. Om lyset bliver slukket igen, afhænger i høj grad af de samfundsmæssige bevægelser.

Kampen om uddannelsen. De tænksomme er blevet de nye helte

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce