EGENTLIG burde det være en vindersag. Jo mere åbenhed, jo bedre. Hvem kan have noget imod det? Udover selvfølgelig den, der har noget at skjule. Men det har politikere vel ikke? De er jo alle retskafne kvinder og mænd, der nyder folkets tillid ved valg efter valg. Sådan da.

Alligevel har statsministeren brændt fingrene på sine ellers meget rimelige åbenhedskrav til regeringens ministre. Det blev ikke nogen vindersag - og slet ikke internt i Venstre, hvor et ungt talent som Jens Rohde endda fyrede sig selv som en kommende mand ved at erklære, at hans kærestes økonomi hverken kommer statsministeren eller offentligheden ved. Straks blev Rohdes navn slettet i statsministerens lommebog - hvis det da overhovedet har stået der. Måske var Rohde kun så åbenmundet, fordi han af den seneste regeringsdannelse kunne udlede, at han slet ikke var ministeremne.

DET KAN vi ikke vide - men hvorom alt er, skabte sagen voldsomt røre, mens statsministeren selv holdt vinterferie.

Da han kom hjem, lukkede han den i en fart - og i påsken fik Nyrup så forkludret debatten om det socialdemokratiske formandsopgør i en grad, så det ganske stjal det politiske billede. Med ét havde alle glemt al balladen, som Fogh havde foranlediget, og nu skulle man tro, at statsministeren ville anse den for bekvemt arkiveret. Men nej. Tværtimod åbnede han den igen - ved at foreslå, at også landets borgmestre nu skal lægge deres økonomiske interesser åbent frem. Ny ballade, denne gang også fra Fyn, hvor en lang række borgmestre og borgmesterkandidater undsagde statsministeren i avisen i går.

MEN ER statsministeren nu også så galt afmarcheret?

Ligesom det ikke er heldigt at have en forsvarsminister med aktier i en våbenfabrik, er det heller ikke heldigt at have en borgmester, som kan mistænkes for at favorisere venner og bekendte - eller sig selv, alle gode habilitetsregler til trods. Man kan endda anlægge det synspunkt, at der ude i lokalsamfundene er endnu større risiko for vennetjenester og personlig interessepleje end i ministerierne.

PRINCIPIELT kan vi således godt følge statsministeren - og når sagen er kørt af sporet for ham, har det to årsager.

Den ene er, at han har udvidet oplysningspligten til også at omfatte ægtefællerne. Det står der intet om i regeringsgrundlaget, og det må være nok, at han selv indhenter disse oplysninger. Ministre - og borgmestre - er offentlige personer. Deres ægtefæller er ikke.

Den anden årsag er, at statsministeren har tromlet sagen igennem uden at spørge nogen til råds. Det er der surhed over i hans eget parti, der i forvejen føler sig topstyret og uden synderlig indflydelse på, hvad der foregår. Af samme grund kaldes Fogh, ifølge Politikens hemmelige kilder, i det skjulte da også for Kaj Holger.

Det tør ingen i Venstre naturligvis sige højt - men ligesom den egenrådige fader fra Krøniken bør statsministeren nok lære at inddrage nogle flere i, hvad han tror er vindersager.