John Mogensen sang det, vi forventede - men bar også oprøret i sig
Af: Anna Holmgaard, Sundbakken 22, Svendborg

Samfund: Sol, sand, strand og vand. Jo, John Mogensen, den gamle dansktop-sanger var god nok. Du kender sangen, ikke sandt? Lørdag 14. april holdt dansktoppen 50 års jubilæum, og det var en god fest. Ligesom dansktoppen altid har været garant for smil uden ende og facader uden revner. Måske var det derfor, at John Mogensen brød igennem lydmuren. Han sang det, vi regnede med - men han prikkede også til noget andet, noget uudgrundeligt anderledes - smerten, måske? Midt i alle smilene?

Han har gyldighed. Ikke i musikstil, i hvert fald ikke lige for mig - men i tone og syn, i hans direkte blik og ligefremme tilgang til verden. 'Hør efter eller gå din vej'. Og 'du får mig ikke til at tie, blot fordi du ikke kan lide mig, ikke respekterer mig eller siger, at du ved bedre'. Han bar protesten i sig, stoltheden over sig selv og sine ikke altid stue-egnede sange, sine ærlige meninger udenpå tøjet. Det har jeg respekt for. Det er ikke nemt. Det er så meget, meget lettere at følge flokken, for det koster ingen knubs. Ingen uvenskaber, ingen brud.

Det er givetvis (også) lettere at lande på dansktoppens førsteplads, hvis man føjer sig, adlyder mængden, tier, selv om man burde protestere.

Det kan være ganske profitabelt. Vendekåber kan være lune kåber; jeg synes i hvert fald jeg ser mange af dem rundt om i politik, blandt andet. Brudte løfter kan også sagtens ties ihjel og rester fejes under gulvtæppet og så er der kun hukommelsen tilbage, når f.eks. krydset skal sættes eller invitationerne sendes.

Jeg sagde farvel til Facebook for nylig, og det startede en bølge af mindre opgør, der har ulmet længe. Det er hårdt arbejde, jeg har haft mindre nattesøvn og langt flere tanker, skrevne, omskrevne og slettede mails, end jeg trods alt plejer. Men også sendte mails, velovervejede og konkrete.

Som sagt, det er hårdt arbejde. Det gør endda ondt, men ingen lovede vel, at det skulle være let at lade handling følge holdning?

Og det er ganske vist, at når bølgen rutsjer ind over sandet ved stranden, sætter den aftryk. Men det ER kun et aftryk. Vælger man at stirre enøjet på aftrykket, dem, der bliver sure, vrede eller forargede - vil det fylde din verden. Du vil glemme, at der altid har været og altid vil være sand, vand og strand. Du vil glemme, at helheden altid overtrumfer øjeblikket, om det så er smukt, hårdt, sørgeligt eller vredt.

Men den skal huskes. Helheden. At følgagtighed også har en pris. På Facebook, hvor prisen er dit privatliv, såvel som ude i virkeligheden, hvor desillusionen kan tage over, hvor mismod og magelighed følges ad, når man ikke får trukket sine streger i sandet.

John Mogensen huskede, også når det var svært, hvad han kunne. Han gad ikke være hyggepianist eller 'pikke-hyanist', som han brøler i velgørende arrigskab i filmen, som jeg endnu har til gode. Han vidste, han kunne beskrive og tale til folkesjælen, der af og til var mindre happy end hans med-dansktoppere lod ane. Det holdt han fast i, også selv om han kun sent blev populær og undervejs betalte en høj pris for sin kamp for ærligheden om knuste hjerter, om druk, om smerten i ikke at være anerkendt. I al sin tykke, halvklodsede og støjende fremtoning et menneske, der ikke lod sig kue. Det er inspirerende. Det er vigtigt.