Der går en antisemitisk linie fra de russiske socialister i 1880'erne over national- socialisterne i 1930'erne til danske venstreorienterede og radikale i dag, hævder kronikøren. Og det er bekymrende.
Det hele begyndte for over 100 år siden. I 1870'ernes Rusland, som var præget af forvirring og opbrud,havde anarkisterne og socialisterne ihærdigtforsøgt at vække de russiske bønder til den revolutionære kamp mod systemet og zaren. Det var en kæmpefiasko. Socialisterne måtte derfor handle sig ud af krisen, og hvad var mere nærliggende end at skære hovedet af det russiske samfund: Zar Aleksander II. Den 1. marts 1881 blev zaren myrdet af russiske revolutionære socialister. Det var det sidste af syv attentatforsøg på zaren.

Socialisternes mål var at skabe kaos for at bane vejen for den revolutionære magtovertagelse. Mordet på zaren var kun et af midlerne dertil. Det andet og langt dristigere var at udbrede rygter om, at jøder stod bag attentatet.

I maj 1881 - altså blot to måneder efter attentatet - modtog den nye zar Aleksander III en jødisk delegation anført af baron Ginzburg. Den påpegede over for den nye zar, at "de forbryderiske uroligheder mod jøderne i det sydlige Rusland kun var et påskud, og at det hele var anarkisternes værk." Det var ikke mundsvejr.

DER VAR EN nøje sammenhæng mellem socialisternes attentat på zaren og de efterfølgende pogromer på jøderne, som i russisk sammenhæng var usædvanlige. Staten havde i århundrederne forinden forsøgt at integrere jøderne i det russiske statssamfund ved blandt andet at tildele dem borgerrettigheder, som for de mange millioner bønder i livegenskabet kun var en drøm.

Rusland havde i det store hele været forskånet for egentlige jødepogromer indtil den 15. april 1881. På grund af socialisternes målrettede, gennemorganiserede og kyniske propaganda oven på attentatet mod zaren udbrød jødepogromerne, som derefter bredte sig til hovedsagelig Ukraine og det sydlige Rusland.

Umiddelbart efter mordet tog socialistiske agitatorer ud til de russiske bønder og hidsede dem op mod jøderne. Overalt var der socialistiske agitatorer, som med flammende taler og revolutionære flyveblade om jøderne havde stor succes hos bønderne, der var forfærdede over attentatet.

I et af de mange flyveblade, som blev distribueret af den revolutionære gruppe Narodnaja Volja (Folkets Viljestyrke) kunne man den 30. august 1881 læse følgende opbyggelige linier: "Hvem har overtaget jorden, skovene og udskænkningsstederne? Jøderne. Hvem må bonden med tårer i øjnene spørge om lov til at gå i marken? Jøderne. Ligegyldigt hvor du ser dig omkring, hvorend du kommer - jøderne er overalt. Jøden fornærmer mennesket, snyder ham, drikker hans blod."

Eller hvad med denne salve i 1883 forfattet af udbrydergruppen Tjornyj Peredel (Sort Opdeling): "Den jødiske udplyndring er blevet uudholdelig for det arbejdende folk. Lige meget hvor man går, støder man på jødiske kulakker."

RESULTATET udeblev ikke. Massive jødeforfølgelser, voldtægter, mord og butiksafbrændinger. Kun en massiv indsats fra myndighederne, som slog hårdt ned på masserne ved blandt andet at skyde ind i folkemængden, forhindrede, at pogromerne udviklede sig til regulære folkemord.

Det berettede socialistgruppen Tjornyj Peredel rasende om i Arbejderbladet juni 1881: "Ikke kun alle guvernører, men også alle mulige andre embedsmænd, politibetjente, hæren, præster, selvforvaltningsorganer, små aviser - de forsvarede alle de jødiske kulakker. (...) Regeringen beskytter jøderne og deres ejendom."

Men det var en stakket frist, for lykkedes det myndighederne at kvæle urolighederne et sted, så dukkede de straks op et andet sted. Socialisterne lå ikke på den lade side.

HVIS ovennævnte citater virker bekendt, er det ikke så underligt. En anden socialistisk udbryderbevægelse fra 1920'erne forstod tidligt betydningen af den antisemitiske retoriks slagkraft i krisetider. Hitlers tyske national-socialister, som ligger i logisk forlængelse af de russiske revolutionære socialister, forsøgte sig også med kupforsøg og attentater, indtil demokratiet bragte dem til magten under næsten de samme betingelser, som banede vejen for Lenins bolsjevikker i 1917.

Gradvis optrappede Hitler angrebene på jøderne og havde succes med det. Det var ikke kun koncentrationslejrene, Hitler lærte af de slaviske socialister. Ligesom Lenin eliminerede han alle konkurrerende socialistiske bevægelser, så der til sidst kun var et revolutionært parti tilbage, og det smeltede så sammen med staten.

I slutningen af 1980'erne blev en revolutionær bevægelse i Danmark optrevlet. Den blev kaldt Blekingegade-banden, fordi dens tilholdssted var Blekingegade i København. Gruppen havde tætte kontakter til palæstinensiske terrororganisationer, og de danske terrorister skaffede penge til den arabiske terror mod jøderne i Israel ved at overfalde banker og postbiler.

Som den danske forfatter og journalist Bent Blüdnikow, der er antisemitismeforsker, gjorde opmærksom på ved et forskningsseminar den 2. marts 2001 arrangeret af Dansk Center for Holocaustforskning, og som blev udgivet som Arbejdsrapporten nr. 5 med titlen "Antisemitisme i Danmark?", havde Blekingebanden lister over jøder, hvorpå Blüdnikow og hans far selv var opført, udelukkende fordi de var jøder.

I 2002 BLEV komiteen for Boykot Israel-kampagnen sat i gang. Snart efter blev den lanceret under stor mediebevågenhed, og initiativtagerne kunne fremvise en lang række venstreorienterede organisationer, fagforeninger, partier, kunstnere og enkeltpersoner som anbefalere.

Blandt partierne fandt vi deltagere fra Socialdemokratiet, SF, Venstresocialisterne, Enhedslisten, APK - Arbejderpartiet Kommunisterne, DKU - Danmarks Kommunistiske Ungdom, Kommunistisk Parti I Danmark, Rød Ungdom og SUF - Socialistisk Ungdoms Front.

Især Enhedslisten og SF's ubetingede tilslutning til anbefalingslisten er interessant. I april 2002 tog Pernille Rosenkrantz-Theil til Israel på en turisttur som fredsvagt, fordi hun ville sætte fokus på den jødiske vold mod palæstinenserne - ud over sig selv forstås.

Isoleret set var Rosenkrantz-Theils tur til Israel bare et mediestunt, men sætter man episoden ind i den dokumenterede historiske antisemitisme på venstrefløjen, så udsprang den af et indædt had til jøderne og den kyniske udnyttelse af en ulykkelig konflikt mellem to befolkningsgrupper, sådan som det skete i slutningen af år 2000, da Enhedslisten agiterede for at omdanne halvdelen af Israels Plads til Palæstinas Plads i København.

I år 2000 var der en længere meningsudveksling mellem K.G.H. Hillingsøe og SF's Annegrethe Holmsgaard i Berlingske Tidende. K.G.H. Hillingsøe beskyldte Holmsgaard for antisemitisme i en klumme den 17. august 2000 og kvitterede for det i opfølgende læserbreve med en række kompromitterende citater fra hendes bog Zionismens Israel, der udkom i 1984.

Holmsgaard truede med sagsanlæg, som aldrig blev til noget. For SF's vælgere var blæsten om Holmsgaard nærmest en blåstempling. Hun blev med 5021 personlige stemmer i Østre Storkreds suverænt valgt ind i Folketinget i 2001.

I FORBINDELSE med de voldsomme, men dygtigt orkestrerede kampagner mod Israel meldte Mogens Lykketoft sig også. Han klatrede selvbevidst op på podiet og holdt flammende taler mod Israel og høstede stor anerkendelse fra de opmarcherede muslimske indvandrere, der så senere kvitterede for Lykketofts støtte ved at drage hærgende gennem byen for at overfalde jøder.

Antisemitismen er også på vej ind i Det radikale Venstre, hvilket ikke burde overraske, da partiets kredsorganisationer gennem længere tid har været mål for veltilrettelagte overtagelsesstrategier fra radikale, muslimske organisationer.

Men også radikale folketingskandidater uden for muslimske kredse har overtaget den antisemitiske jargon. I Odenses tredje kreds er Gitte Krasilnikoff opstillet, og på hendes hjemmeside kan man læse følgende udtalelse om jøderne:

"Dernæst er der masser af faktorer som ikke er belyst i debatten: (...) Israels økonomiske afhængighed af USA og den amerikanske præsidents afhængighed af de jødiske stemmer i USA."

Med andre ord skulle jøderne styre USA. Sådanne formuleringer kan man også finde hos den amerikanske racistiske og antisemitiske bevægelse White Patriot Party, hvis leder Glenn Miller i 1987 erklærede krig mod den amerikanske regerings påståede afhængighed af jøderne. Miller udviklede endda et begreb for det: Z.O.G., der står for Zionist Occupied Government. På dansk: "Regering besat af zionismen".

Nej, jøderne har ikke haft mange venner på venstrefløjen, og det er egentlig ganske bekymrende. Historien taget i betragtning.

Alex Ahrendtsen, Åløkkehaven 46, Odense C.