Julemåneden er savnetshøjsæson, fordi ensomheden har det med at blive større på denne årstid. Voksne og forsømte børn må finde trøsten selv, men behøver det at være sådan?

Forleden nat vågnede min treårige nevø med et vræl. Barnets moder sprang straks ud af sin seng med hovedet fuldt af skrækindjagende forestillinger.”Hvad er der dog galt, lille skat”, spurgte hun med armene om det grædendebarn. ”Jeg saaaavner mormor, bedstefar og moster sååååå meget”, svarede han efterfulgt af endnu et stort vræl. Selvfølgelig blev han trøstet, lige indtil han mente at kunne sove videre, og moderen kunne sukke lettet og slippe et lille diskret kluk-grin ud.Jeg morede mig også umiddelbart ved at høre historien, og i min egenskab af at være den savnede moster, solede jeg mig gevaldigt i at være så savnet. Men så var det, jeg efterfølgende kom til at tænke. For det var faktisk i al sin barnlige uskyld en ganske tankevækkende situation.

DRISTER JEG mig selv til i yderst sjældne og meget private øjeblikke at bruge ordet ”savn” (senest i forbindelse med, at jeg forsøgte at få min mor til at bage en portion af sine lækre boller), så mener jeg noget i retning af ”jeg kan godt lide at være sammen med dig” (i bollens tilfælde: ”jeg kan godt lide at spise dig”) og ”jeg glæder mig meget til at være sammen med dig igen” (i bollens tilfælde: ”jeg glæder mig meget, til jeg kan spise endnu én af din slags”), og ”indtil det kan lade sig gøre, så længes jeg på én og samme tid efter det, der var så rart, og det, jeg håber bliver rart igen”. Dét var mange ord, og derfor er det meget nemmere at sige/skrive: ”Jeg savner dig”, uanset om det er til en særlig ven, eller om det er til én af mors hjemmebagte boller, omend det må indrømmes, at der nok kan være flere følelser involveret i førstnævnte tilfælde.Følelser. Uha! Jeg kan næsten høre, hvordan avisen krølles i stuer og på kontorer i en blanding af væmmelse og nysgerrighed. Vi kan godt acceptere når børn siger ”jeg savner dig”. Dét har vi styr på, for vikender deres krav på forhånd (tror vi), og situationen kræver ikke nødvendigvis nogen stor blotlægning af vores eget følelsesliv (tror vi også).Kommer ordene fra en voksen, er det straks noget andet, og ordene bør derfor kun bruges i særlige tilfælde og med stor varsomhed. For mistænksomheden slår straks ned hos den voksne: Hvad menes der egentlig med det, hvad forventes der til gengæld?Der er endda indbygget risiko for smerte i følelserne hos den anden, hos én selv eller sågar hos begge parter. Især for os i de yngre generationer, der ikke har lært som en selvfølge at tage det ekstra skridt, som bringer én lige præcis så nær et andet menneske, så man kan nå det, og dermed give sig selv chancen for at finde ud af, at det var lige dét, man trængte til.

AT SAVNE er også at erkende, at man føler et behov for et andet menneskes nærhed, og siger/skriver man det til et andet menneske, så er det fordi, at det netop er dette menneskes nærhed man ønsker sig. Oftest fordi man har en erfaring for, at netop dette menneskes nærhed gør godt.Men nu skal man jo ikke tage fejl og tro, at det at savne et andet menneske betyder, at man ønsker at bestemme over dette menneske, at inddrage frihed og selvstændighed, tvinge tilsvarende udsagn ud og binde det som en lænkehund. Slet ikke.Næ, i bund og grund ønsker man jo blot at kunne svinge en tryllestav, sige den rette remse så der lyder et ”pling”, og mennesket står dér klar til brug i lige præcis det tidsrum, man ønsker det...Pjat, naturligvis, dog alligevel primært nok hvad ethvert savnende menneske uanset alder i bund og grund ønsker sig allermest. Men, som Lola Baidel skrev i en digtsamling til en mand på tværs af sine medsøstre i 70’erne: ”Jeg kan godt leve uden dig, men jeg vil helst ikke”.Og derfor er det at være voksen også at erkende virkelighedens muligheder og at finde en vej, der er farbar, også hvad savn angår. Eller med andre ord: at stille realistiske forventninger og krav til den, der savnes.

MEN SAMTIDIG skal man huske på, at det er helt galt hvis en kvinde savner en mand. Vi, der er født og opvokset i 70’erne, har fra første skrig lært, at en kvinde ikke må blive afhængig af en mand (om det modsatte er tilladt, meldte de løftede pegefingre aldrig noget om, så hvis de enlige herrer i 30’erne skal gøre sig forhåbninger hos ditto damer, kunne et råd være, at det måske er ad dén omvej, de skal kringles). En eller anden form for følelsesmæssig afhængighed opstår automatisk og helt naturligt, når man bliver glad for et andet menneske, og man mere eller mindre i fællesskab knytter et bånd af en slags. Eller for at være lidt ekstrem: åndelige navlestrenge. For mennesker, der er nært knyttede, giver af deres liv til hinanden, som det ikke er muligt at gøre det til andre, man ikke har knyttet nær kontakt til.Sådan en kontakt kan opstå hurtigt eller langsomt, indefra og ud, eller udefra og ind, med såvel som uden blodsbånd. Men uanset hvordan, så er det denne nære kontakt eller ”afhængighed”, der får min lille nevø til at savne mig (og modsat).JULEMÅNEDEN er også savnets højsæson. Savnet af andre mennesker har det med at blive større end ellers på denne tid. Ensomhed gør ondt, for det ligger dybt i ethvert menneske, at det gerne vil gøre lidt særligt for en anden, og ethvert menneske har behov for, at en anden gør lidt særligt for det.Men især savnet af de mennesker, der ikke lever længer, melder sig nu. Gode gamle floskler som ”tiden læger alle sår” hjælper ikke meget, når først savnet har slået lejr. En klog kvinde sagde engang til en ung kvinde, der skulle igennem den første jul uden sin mor: ”Selvfølgelig savner du din mor, for jo længer tid, der går, jo længer tid har hun været væk fra dig, og så længe har du aldrig før skullet undvære hende. Selvfølgelig savner du hende, og det må du godt”. Især det sidste, tilladelsen til at savne og dermed føle noget, som udtrykker et behov for et andet menneske, er altafgørende i en tid, da vi helst, som boligerne der renoveres for åben tv-skærm, skal være stilrene, perfekte, funktionelle og indbydende fra enhver vinkel, men fremfor alt stå uknækkeligt stærke på egen sokkel (eller egne ben). I hvert fald på den side, der vender ud mod hovedgaden. Alt det er et savnende menneske ikke.

NÅR JEG engang imellem vågner om natten og bare saaavner nogen eller noget, så hører jeg til blandt dem, der desværre ikke er så privilegerede at have en ved siden af, som man kan hive i armen (udover den gamle, slidte bamse, og hiver jeg i dens arm, så falder den bare af) og fortælle om det til, og som man kan blive trøstet af, indtil man kan sove videre.Men det er såmænd heller ikke noget, alle, der har en ved siden af sig, kan gøre, og så kan savn for alvor vokse sig store. Dét er de voksnes (og de forsømte børns) smertefulde privilegium – at savne indtil det smertelige og at finde trøsten selv. Men er det virkelig sådan, det skal være? Lykke Dahl Nielsen bor Enggårdsvej 14, Odense.