Jeg magter ikke flere kampe. Please, giv mig et øjebliks sorgløst liv


Jeg magter ikke flere kampe. Please, giv mig et øjebliks sorgløst liv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Jeanett Veronica Hindberg, blogger og forfatter
Billede
Debat. 

Der er jo egentlig så meget, jeg kan skrive om i dag, for der er altid et eller andet, der har pisset mig godt og grundigt af siden sidste klumme. Jeg syder for eksempel stadig over det med "bikinikroppe", for jeg siger det lige igen: Uanset korpusomfang har du ret til at gå i en freaking biniki.

Punktum!

Du har i det hele taget ret til at gå i, hvad fanden du end har lyst til, uden at andre skal blande sig i det, men ærlig talt, så kan jeg ikke koncentrere mig om det emne i dag, for alting foregår henne i småtingsafdelingen i forhold til, hvad der virkelig går mig på.

Ja, det handler igen om sygdom og vaginaer, det er jeg ked af, for man vil jo så nødig være en genudsendelse af sig selv som et andet DR-program, men jeg lovede jer en klumme om mit liv, og sådan bliver det. Jeg er simpelthen så bæmund. Det ville de fleste nok være, havde de fejlet et eller andet i kroppen, siden de tog en bid af årets første fastelavnsbolle engang i februar.

Har I læst med fra start, ved I, at jeg har fået konstateret overspændt bækkenbund, det er ikke særlig sjovt, men overlevelsesprocenten er 100 procent, så det går nok. Hvad der værre er, er de forpulede lægekitler, der føler for, at trække mig igennem yderligere tortur, fordi mine urinprøver har vist spor af blod.

Jeg vil lige indskyde, at det er helt normalt for mange mennesker at have usynligt blod i urinen, det har jeg haft det meste af mit liv, men når man passerer de fucking 40, så skal det undersøges for en sikkerheds skyld. Det er i virkeligheden en god ting (better safe than sorry), så det er ikke pænt af mig at nedgøre kitlerne, men når man er i besiddelse af Angste Agnes, så bliver det hele et uoverskueligt problem. SÅ da jeg fik hele tre indkaldelser til sygehusundersøgelser, så jeg straks mit liv ebbe ud, og forestillede mig, hvordan hele familien sad om mit dødsleje og flæbede....Forhåbentlig.

Jeg joker med det, for sådan er jeg indrettet. Humor er min medicin (virker usandsynligt skidt for tiden), men inderst inde er jeg skrækslagen for, at man finder ud af, jeg har kræft i blæren, nyrerne eller et helt tredje sted, for der er jo nok at tage af i sådan en krop. Jeg har nok sagt det før, men jeg er virkelig så sygdomsangst, at jeg burde blive spærret inde til noget langvarig behandling.

Jeg er lammet. Jeg har ikke skrevet et ord i ugevis, lorteboligen ligner en ekstraordinær eksplosion, og jeg har aflyst alle aftaler, med undtagelse af i går, hvor jeg var hos søster og spise frokost, fordi jeg tænkte, det nok var meget godt at slippe planlægningen af min død, bare et øjeblik.

Jeg har virkelig den største respekt for folk, der kæmper med langvarig eller kronisk sygdom uden at klynke som en baby = mig. Jeg mener... Jeg har ikke haft et nemt liv. Voksede op i et hjem med en alkoholisk mor og har til hendes død nærmest måtte agere forælder for hende.

Det har fucket mig up i alvorlig grad, men alligevel er jeg på en eller anden måde kommet hertil, hvor jeg har fået opfyldt min drøm om at blive forfatter. Så jeg kan altså kæmpe. Men når det kommer til tanken om at fejle noget potentielt dødeligt, så står jeg simpelthen af. Jeg tør ikke. Jeg kan ikke. Sæt mig af med det vuns! Jeg magter ikke flere kampe. Please, giv mig et øjebliks sorgløst liv.

Jeg ved godt, det skide forkælet at sige sådan, men det skider jeg på. Så når jeg de følgende uger skal igennem ubehagelige undersøgelser, der nærmest tager livet af Angste Agnes, så har det hele værsgo at være i orden.

Send gerne styrke. Eller noget med flødeskum. (Ikke diller!)

Jeg magter ikke flere kampe. Please, giv mig et øjebliks sorgløst liv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce