Jeg hader polerede overflader - man skal ikke ridse meget i dem, før de krakelerer
Af: Jeanett Veronica Hindberg
Klumme

Hej! Jeg hedder Jeanett Veronica Hindberg, og jeg lever mange liv. Jeg er blandt andet mor, søster, datter, moster, kropsaktivist, evighedssingle, Netflix-afhængig, og meget glad for kaffe. Jeg er også en af verdens bedst sælgende forfattere, hvis man ikke går op i salgstal. Gør man det, føler man nok, jeg sidder og fylder jer med løgn. Men jeg er forfatter, og det er med i jobbeskrivelsen, at man sommetider lyver, så det kan I lige så vel vænne jer til. Jeg er også kvinden bag internetfænomenet "Bitterfissen Bethany", som man enten elskede eller hadede fra 2011-2012. Hun var mit alter-ego, en Fernet Branca-drikkende skøge, der pissede selvhøjtidelige mennesker af med sine filterløse, skarpe holdninger til dette og hint. Men nok om hende, for nu handler det om mig, og jeg har fået til opgave at bruge mine første spalter til at præsentere mig selv, så I ved, hvad I har med at gøre. Ja, jeg er nok typen, der bør komme med en advarselstrekant. Uegnet for børn og sarte sjæle! Og folk uden humor = Vindtørre riskiks.

Normalt når jeg skal præsentere mig selv for nye mennesker, lugter jeg ikke af daggammel fiskefilet, og er som regel heller ikke iført kaffeplettet pyjamas, men sådan står det altså til i dag. Klokken er seks om morgenen, og jeg ligner en soloulykke. Dagens vægt uden tøj er 102,4 kilo, og jeg har været 45 år i lidt over måned. Det føles måske som overflødig info, det er det ikke.

Nuvel. Nu kender I mig jo næsten allerede, men der er mere. Det er muligvis for tidligt at tale om det sexliv, jeg ikke har, jeg er ikke lige sat ind i reglerne, men så kan jeg for eksempel oplyse jer om, at jeg fejler alt muligt. Bare rolig, ikke noget som skørbug eller Ebola, men jeg har hæklefejl i kysen, som man siger. Jeg lider af social fobi, generaliseret angst, og så har jeg kronisk lavt stemningsleje, sagde en psykiater engang til mig i fuld alvor. Lig med: Jeg er diagnosticeret bitterfisse. Alt det gør, at jeg ikke passer ind i "normalen". Jeg kan simpelthen ikke begå mig i hamsterhjulet. Prøver jeg, falder jeg ud og slår mig. Hårdt. Så jeg kører mit eget show på den autodidakte, kompromisløse måde. Og opfinder hjælpemidler hen ad vejen, der kan lette livet for min indre Angste Agnes.

Generelt mener jeg, at verden ofte er et stort forlorent glansbillede, især efter SoMe er sket, og Vorherre bevares, hvor jeg hader de polerede overflader, man ikke skal ridse særlig meget i, før hele lortet krakelerer. For pokker, jeg kan ikke hitte ud af at have rene underbukser til en uge, jeg tør ikke køre i offentlige transportmidler, og sommetider må jeg ligge i vater i dagevis, hvis jeg ikke skal ende på den lukkede. DET er virkeligheden for mig. Så jeg besluttede, at blive hende, der skriver om det. På humoristisk, men ærlig vis, om verden set fra bunden af bundskruen. Fra lorteboligen, min lille svampebefængte treværelses lejlighed i Farum. Livet er ikke lutter lagkage, og det er okay at tale om alt det grimme og triste, som livet også byder på. Det er der kommet en del (sjove, siger rygtet) bøger ud af, og nu er jeg altså her, selvom jeg på et tidspunkt svor, at jeg ikke skulle være klummeskribent nogensinde! Jeg er her dog ikke for at give gode råd og vejledning , det er jeg saftsuseme ikke kvalificeret til, men som sagt for at fortælle om livet set fra mit beskidte vindue, og så kan du måske tænke: Ah, godt jeg ikke er alene, eller også kan du tænke: Godt, det ikke er mig! Hvad end det er, så glæder jeg mig til at skrive for jer - Indtil jeg bliver hældt ud, for at bande for meget. Det kunne ske.