Jeg er imod omskæring - men jeg er også imod et forbud mod omskæring
Af: Marianne Christiansen, biskop, Haderslev Stift

Omskæring: Jeg er imod omskæring, og jeg er imod et forbud mod omskæring. Og vi taler her ikke om omskæring af piger, som er et invaliderende og visse tilfælde livsfarligt indgreb, der har ødelæggende virkning for kvinders helbred og livsførelse; men om den omskæring af drengebørn, som er tegnet på, at man tilhører det jødiske folk eller den jødiske eller muslimske tro.

Jeg er imod omskæring, fordi jeg er kristen og ikke mener, at forholdet til Gud eller fællesskabet har brug for ydre tegn på kroppen. Men jeg er imod et forbud mod omskæring, fordi jeg mener, at det skal være muligt at være andet end kristen eller ateist i dette land. Som kristen har jeg respekt for den betydning, tro og religiøst fællesskab har også for andre mennesker. Og hvis man tvinger mennesker til at leve skjult med deres religiøse overbevisning, så har vi ikke længere et frit samfund, hvor vi kan mødes frit med vores forskellige holdninger og religiøse overbevisninger.

Det kan ikke hjælpe, at jeg som kristen vil bestemme, at de andre religioner skal være ligesom min religion. I andre religioner spiller ydre tegn på kroppen en stor rolle, ja, de er selve udtrykket for religionen. Man kan ikke sige til en jøde: "Du kan da bare være jøde uden at være omskåret, for se på os: Vores dåb sætter ikke nogen mærker på kroppen". Det at være jøde er at være omskåret.

Det vidste apostlene Paulus og Peter, og hvert andet år handler evangelielæsningen i kirken om Jesu omskæring. Det at blive omskåret er tegnet på at tilhøre Abrahams efterkommere, derfor viderefører muslimerne skikken, mens de kristne forstår dåben som det sted, hvor barnet eller den voksne indgår i "pagten": forholdet til Gud og fællesskabet med menigheden.

Omskæring foretages også af andre end religiøse årsager. Anslået er en tredjedel af verdens mænd omskåret. Det er svært at vide, hvordan det påvirker deres liv, fordi det er svært at sammenligne. Men man må sige, at der ikke er tale om en undertrykt minoritet. Hverken jødiske og muslimske mænd og andre omskårne mænd er forhindret i at ytre sig om omskæring, og det er påfaldende, at det ikke er fra jødiske eller muslimske mænd, at ønsket om at forbyde omskæring kommer. De er jo ellers dem, der ved, hvad det vil sige.

For mange vil det forekomme barbarisk og krænkende for individet, at et drengebarn bliver omskåret, før han selv kan bestemme. For i vore dage lægger vi større vægt på individets selvbestemmelse end betydningen af fællesskaber.

Hvis vi forudsætter, at omskæring ikke er invaliderende for en mands liv - og det er der ikke noget videnskabeligt, der tyder på - så ligger trangen til at forbyde omskærelse af drengebørn måske i, at det forekommer forkert for os moderne mennesker, at der bliver sat et præg på barnets krop, som det ikke senere kan vælge fra. Men måske ser vi, der selv er imod omskæring, henover de præg, forældre og opvækst i øvrigt sætter på vores børn. Er det statens opgave at bestemme, hvilke præg, forældre sætter på deres børn, og hvilke fællesskaber, forældre lader deres børn blive en del af?

Tegn på kroppen er os imod, fordi vi i vores kristne tradition lægger mere vægt på de åndelige og usynlige præg. Men dåben er også et valg, forældre træffer for deres børn. Nogle mener i dag, at også barnedåben er et overgreb på barnet, og at det selv ska bestemme, når det bliver voksent. Hvis vi tager konsekvensen af det synspunkt i andre sammenhænge end religionen, så er der mange andre ting, forældre heller ikke må præge deres børn med - sprog, skolegang, nationalitet, familie. Demokrati og selvbestemmelse vil altid spille sammen forhold, som vi ikke selv har valgt, men som er en del af vores identitet, historie og fællesskab.

Det er langt fra første gang - og måske helelr ikke sidste - at nogen ønsker at forbyde omskæring. De romerske kejsere forsøgte det, fordi de ikke brød sig om, at nogle befolkningsgrupper skilte sig ud fra flertallet. I spørgsmålet om omskæring bør hverken frygt for politiske repressalier fra andre lande eller manglende forståelse for andre religioner - eller for religion i det hele taget - være afgørende, men først og fremmest religionsfriheden og forståelse for at individet også altid der en del af et fælleskab.