En dag kom kronikøren til at se sig i spejlet, og dér var forfatteren Leif Panduros morder. Han vidste det straks. Rejseholdet kunne lige så godt komme med det samme og arrestere ham.
Nils Schou, Bådsmandsstræde 12, København, er forfatter.

Da filminstruktøren Rumle Hammerich i sin tid tiltrådte sin stilling på Danmarks Radio på det, der dengang hed TV-teateret, udtalte han: ”Det første, jeg har tænkt mig at gøre, er at slå Leif Panduro ihjel”.

Det er en replik, der er blevet hængende i min tanker lige siden.

Rumle Hammerich havde stor succes i Danmarks Radio. Han satte ”Taxa”-serien i gang. Før han blev direktør på Nordisk Film, havde han sat endnu en succesfuld serie i gang, ”Rejseholdet”.

Rumle Hammerich er et sympatisk menneske. Jeg har mødt ham flere gange. Han virker fredsommelig, alt andet end morderisk. Jeg har aldrig spurgt ham om, hvad han mente med, at han ville slå Leif Panduro ihjel. For et sted vidste jeg jo måske godt, hvad han mente.Men hans udsagn er alligevel blevet hængende, det dukker op med regelmæssige mellemrum.

FØR NOGEN TROR, at jeg anklager Rumle Hammerich for mordtrulser, må jeg lige slå fast, at Panduro allerede for længst var død, da Rumle sagde, at han ville slå ham ihjel. Det måtte altså forstås i overført betydning.

Den Panduro, som Rumle ønskede at slå ihjel, havde formentlig ingen forbindelse med den private Panduro. Efter alt at dømme var Panduro en højt elsket mand, savnet af sine venner, tilsyneladende en mand uden fjender.

Hvorfor var der så nogen, der ønskede at slå ham ihjel med tilbagevirkende kraft?

Den Panduro, Rumle ville slå ihjel, er formentlig heller ikke den Panduro, der skrev folkekære film som "Harry og Kammertjeneren", "Naboerne" og "Støvsugerbanden". Og heller ikke den Panduro, der bidrog til satiriske revyer i radio og tv, og skrev til "Huset på Christianshavn" og mange andre harmløse serier.Og slet ikke den Panduro, der skrev krimiserier som "Ka' De li' østers?" og var med til at skrive sin tids "Gerningsstedet", der hed "En By i Provinsen".

Panduro lavede altså al den slags underholdning, der er mest populær i dag.

Hvorfor så ønsket om at slå ham ihjel?

NÅR DET DREJER sig om mord, må man gå systematisk til værks for at afdække begivenhedsforløbet. Hvem er morderen? Handler han alene eller efter ordre fra andre? Hvad er morderens motiver? Hvad er mordvåbnet?

Lad os sende politifolkene fra "Rejseholdet" ud.Som et litterært rejsehold denne gang. Lad os pudse Rumle Hammerichs opfindelse, "Rejseholdet", på ham selv.

Først motivet.. Hvorfor ville Rumle Hammerich slå Leif Panduro ihjel? Hvad havde Panduro foretaget sig, der kunne vække mordlyst?

Alt tyder på, at den Panduro, morderen ville have ram på, var tv-dramatikeren Panduro. Helt op til sin død i 1977 var Panduro elsket af hele folket for sine tv-spil. Han blev kaldt Danmarks huslæge, der tog pulsen på nationen, beskrev hvordan vi havde det og stillede diagnosen. Han gjorde det på en venlig og menneskekærlig måde. Han holdt aldrig foredrag eller viftede med pegefingeren foran næsen på os. Vi danskere nød at vide, at doktor Leif holdt øje med os, at han med regelmæssige mellemrum kom forbi og besøgte os og aflagde tilstandsrapport.

Men hvorfor var der så senere nogen der ønskede at slå ham ihjel? Hvad var der i de tv-spil, der senere vakte morderiske lyster?

Det, som Panduro gjorde, og som han kun slap af sted med, fordi han var så sjov og underholdende, det var i ganske få glimt at vise virkeligheden. Her taler jeg ikke om den virkelige virkelighed, den vi ser hver dag i fjernsynets nyhedsudsendelser. Jeg taler om den hypervirkelighed, der ligger inde under huden på os. Den virkelighed, vi alle sammen har på fornemmelsen er der. Men som vi enten er usikre på, eller som vi er bange for, eller som vi direkte ikke bryder os om.

Det var en højst subjektiv virkelighed.Det var Panduros virkelighed, det var verden set med hans øjne. Det var borgerskabets verden, det højere og det lavere borgerskabs. Der var ikke antydningen af objektiv videnskab ved det. Det var digt, fiktion. Panduro havde lagt kortene på bordet, så alle kunne se dem. Ingen kunne føle sig snydt.

At han havde sådan en gennemslagskraft, skyldtes en lang række omstændigheder. De dygtige folk bag skærmen var der, parate til at hjælpe ham. Men vigtigst af alt: Publikum var der.

PANDURØ DØDE. Tidsånden ændrede sig, sådan som den skal. Spørgsmål blev ikke så moderne mere.Vi, tidsåndens bærere, følte en stadig mindre og mindre trang til selvransagelse. Panduro havde gjort sit arbejde. Nu kunne han godt gå.

Mordvåbnet var ganske enkelt. Den afdeling, der lavede Panduros tv-spil, blev nedlagt.Hvis der var små panduro-efterligninger, der kom med deres tv-spil, var der simpelt hen ingen postkasse at komme dem ned i. Man holdt op med at producere tv-spil .

Hvem havde udvalgt Rumle til at begå mordet? Den, der ansætter en morder, er lige så skyldig som morderen.

Det ville være nemmere, hvis man kunne sige, at det var den skurkagtige højrefløj, der havde bestilt mordet.

Men sådan var det ikke.

Morderen fandt jeg en dag, da jeg mod min vilje kom til at se mig selv inde i et spejl. Dér var morderen. Jeg vidste det øjeblikkelig. Rejseholdet kunne godt komme og arrestere mig med det samme.

Som i Agatha Christies fortælling om Roger Ackroyd er det fortælleren, der selv er morderen.

Før håndjernene klikkede om mine håndled, råbte jeg: "Det var ikke mig, det var Tidsånden, der gjorde det! Tidsånden slog Panduro ihjel!"

Men jeg talte for døve ører. Og nu, da jeg har tilstået, kan jeg lige så godt lette mit hjerte,og fortælle hvorfor jeg gjorde det. Hvorfor jeg bestilte Rumle Hammerich til at myrde Leif Panduro.

Jeg gjorde det for at forsvare vor tids ungdom. Som gammel hårdkogt tv-seer følte jeg, at jeg havde et ansvar over for kommende generationer af tv-seere. De unge skal ikke være plaget af mindreværdskomplekser. De skal vide, at det er dem, der kommanderer over deres fjernsyn og ikke omvendt. Det er dem, der kommanderer, og hvis fjernsynet ikke makker ret, skal de unge vide at de sidder med dræberinstrumentet over alle dræberinstrumenter i hånden: fjernbetjeningen.

PANDURO VAR SÅ høflig at dø, før vi nåede at blive trætte af ham. Panduro var medlem i kredsen af kulturradikale, en række forvirrede og sværmeriske halvidioter, som de unge i dag ikke kender meget til. Der er derfor tale om at udvide Frilandsmuseet med en afdeling for de kulturradikale, en slags politisk Madam Tussaud.

Her kan skolebørnene komme og spise deres medbragte madpakker og se Panduro stå mellem Poul Henningsen og Keld Abell, alle tre med en politisk ukorrekt smøg i flaben, mens en løsgående ged står og pisser op ad Mogens Fog i hjørnet.

Tro endelig ikke at jeg og mine meningsfæller er reaktionær. Tværtimod, vi er langt ude over denne primitive inddeling af verden i et venstre og et højre. Ligesom inden for den moderne gastronomi, hvor fusionskøkkenet længe har været populært, er det politiske liv sammensat af et utal af opskrifter.

Vores politik fik sit filosofiske startskud, da Poul Schlüter fra Folketingets talerstol sagde: "Ud med ideologierne, det gamle bras". Da jeg sad foran skærmen og hørte det live, rejste jeg mig op og klappede i hænderne og råbte hurra. En ny æra var begyndt.

Nu kan vi slappe af.

Jeg elskede "Taxa". Jeg er vild med "Gerningsstedet". Det er top-underholdning, top-professionelt lavet. Jeg er der foran skærmen hver gang. Det er familieunderholdning. Både børn og voksne og hunde kan være med.

Samtidig er der en meget vigtig detalje ved disse serier, der gør at jeg holder endnu mere af dem. Ingen af forfatterne til serierne vil noge sinde blive udsat for dødstrusler. Der vil aldrig i fremtiden være en chef der bliver ansat i Danmarks Radio med den ordre, at han skal slå forfatterne til "Gerningsstedet" ihjel. Det er dejligt at vide. Det får mig til at sove trygt, også om natten.