Jeg blev træt af København. Lysten til at være tættere på
Af: Bystrategisk rådgiver og specialist i bymidteudvikling, Skælskør Torsten Bo Jørgensen

For et år siden flyttede jeg efter et helt liv i København - i en alder af 44 år - til Skælskør på den sjællandske vestkyst. Hvad fik mig til at bytte storbyen ud med en lille købstad, hvordan er det gået - og hvad kan historien bruges til i forhold til udflytningen af statslige arbejdspladser?

Det var i januar 2017, at flyttebilen forlod Østerbro med mit habengut. Selv kørte jeg i min lille bybil i forvejen. Nogle måneder inden havde jeg købt mit livs første hus og var ved at få det sat i stand. Men hvorfor flyttede jeg overhovedet?

I årene op til min flytning mærkede jeg en stigende træthed af livet i København. Mit liv var nemt, bekvemt, velstillet - og uforpligtet. Jeg boede godt på indre Østerbro og havde en nem hverdag med 30 minutters transport til mit job. Bortset fra arbejdsrejserne rundt i landet, kunne jeg selv bestemme alt. Ingen medlemskaber af lokale foreninger eller netværk. Jeg gad ikke. Jeg nød friheden og anonymiteten.

Lysten til at være med i nogle forpligtende fællesskaber blev stadig tydeligere for mig. Det skulle være i en mindre by, hvor man kommer hinanden mere ved, og det mere ligger i luften, at man knytter sociale bånd i sit nærmiljø. Jeg tænkte på at finde et arbejde i en charmerende provinsby og flytte efter dét - men det endte med at blive omvendt. Byen kom først. Skælskør og byens kulturelle ildsjæle vandt mit hjerte.

Mit første møde med Skælskør var sådan ca. i 2013. Et innovativt projekt fangede min op­mærk­somhed: En gruppe aktive borgere havde dannet foreningen Kunstnerlavet KIT, som skaber attraktive rammer for kunstnere og kunsthåndværkere. Foreningen lejer bl.a. tomme butikslokaler af ejerne, indretter den til værksteder og stiller dem til rådighed for kunstnere og kunsthåndværkere for en rimelig husleje. Ideen var at bruge kunst og kultur som driver en i udviklingen af en attraktiv by. Efter strukturreformen i 2007 og øvrig centralisering, der bl.a. kostede Skælskør rådhuset og politistationen, var det nødvendigt at finde nye veje til udvikling og lokal energi.

Jeg arbejder med udvikling af levende bymidter, og det her lød spændende. Jeg ringede og inviterede mig selv på kaffe hos folkene bag projektet. Mødet var hyggeligt, jeg fik en rundvisning i kunstnernes atelierer og - endnu vigtigere - et indtryk af en by med venlige og engagerede mennesker. Senere begyndte jeg at bruge byen i professionel sammenhæng: holde kurser i Skælskør, hvor ressourcepersoner stillede op og fortalte om deres projekter - fra kunstforeningens formand til lederen af Bykontoret og direktøren for det internationale keramiske center Guldagergård etc. Hele det første år beholdt jeg mit arbejde i København. De 120 kilometers køretur hver vej blev dog efterhånden noget trættende, selv om bybilen var blevet skiftet ud med en rigtig pendlerbil. Det trods fleksible arbejdstider og hjemmearbejdsdage. Da jeg alligevel ville videre i karrieren, sagde jeg arbejdet op. Nu er jagten på drømmejobbet gået ind: et chefjob i en kommune maksimalt en times køretid fra Skælskør, inden for by, erhverv og kultur.

Hvordan er det så gået her på Sjællands vestkyst? Godt! Ønsket om et liv med mere social kontakt i nærmiljøet er i den grad gået i opfyldelse. Allerede inden jeg flyttede herned, blev jeg spurgt, om jeg ville være formand for to foreninger i byen. Det sagde jeg ja til, og det kan varmt anbe­fales som integrationsstrategi til andre tilflyttere. De mange foreningsmøder giver både bekendtskaber og spirende venskaber, og når jeg går ned igennem by­midten, kan jeg stikke hovedet indenfor hos både butikker, keramikere, Bykontoret, vinhand­len mv. og få en sludder. Det kunne jeg faktisk ikke på Østerbro. For mig er der meget livskvalitet i de nære relationer. Jeg har haft en del af mine nye Skælskør-venner og bekendte til middag. Byen er åben, og folk er meget imødekommende. Det betyder virkelig meget for tilflyttere som mig - særligt, når man kommer som single uden familie. Skælskør er simpelthen et dejligt sted at bo. En by med engagerede og kompetente mennesker, stærke netværk og et levende kulturliv. Bymidten er velbevaret, butiksudbuddet næsten komplet, og naturen rækker helt ind i bymidten. Keramikerne præger bymidten med deres værksteder og bidrager sammen med andre kunstnere til en by med liv og sjæl. Skælskør Bykontor er et andet plus: En forenings­drevet turistinformation, som har åbent året rundt og samtidig koordinerer flere af byens store årlige events og knytter de mange ildsjæle sammen. Her er man altid velkommen til at kigge ind, både som tilflytter og gæst.

Hvad Skælskør godt kunne bruge, er nogle flere arbejdspladser inden for en rimelig pend­lingsafstand på ca. entime. København ligger lige præcis lidt længere væk. Der er også brug for noget mere for og med de unge i byen. Vi er derfor en gruppe, der arbejder for realisering af en efterskole/højskole/gymnasium i Skælskør - med profillinjer i sport og kunst. Hvis det kan lade sig gøre i Oure, kan det også lade sig gøre her. Placeringen af statslige arbejdspladser og uddannelsessteder har selvfølgelig også stor betydning for en by som Skælskør. De behøver ikke ligge i selve byen, men bare inden for en rimelig pendlingsafstand. Mon ikke 45 minutter hver vej er acceptabelt for de fleste? På den tid når man fx Slagelse, Næstved eller Nyborg. Og inden for en time, når man en hel stribe af større provinsbyer - fra Køge i øst til Odense i vest.

For virkelystne tilflyttere tilbyder velfungerende provinsbyer et liv med mange nære fællesskaber. Her er en social tæthed og nærhed, som kan rumme en stor livskvalitet. Alle byer har omvendt brug for tilflyttere for hele tiden at udvikle sig og få tilført ny energi. Det kræver, at man inviterer tilflytterne inden for og med åbne arme siger "Kom ind og vær med - velkommen til!". Det har Skælskør været fabelagtig til. En stor tak for det.