Af: Jens Ulrik Høgh, jagtskribent

Pensioneret lektor Lars Egelund beskriver i et læserbrev den 11. december her i avisen jagt som "Kollektivt, organiseret massemord". Han skriver på baggrund af en traumatisk oplevelse, hvor han på afstand har overværet en resultatløs fællesjagt på fasan, at han ville ønske, "at en behjertet jæger en dag vil afse tid til at forklare mig, hvad jagt af ovenstående kaliber har med jagt at gøre. For naturpleje kan man da ikke kalde det, kan man vel?"

Jeg vil da gerne gøre forsøget på at forklare ham - og ikke mindst læserne af denne avis - hvorfor jagt som den drives i Danmark er særdeles positivt både for naturforvaltningen, miljøet, dyrevelfærden og folkesundheden.

Indledningsvis vil jeg gerne understrege, at stort set alle danske jægere går på jagt, fordi vi kan lide at gå på jagt. Fuldstændigt ligesom bjergbestigeren kan lide at kravle op på bjerget, kortspilleren kan lide at spille kort og lystfiskeren kan lide at trække en havørred i land. Vi går ikke på jagt fordi vi sulter, for at tjene penge eller for at redde naturen. Jagt er en passion - vi elsker livsstilen, naturen, fællesskabet og hele den omfattende proces det er at være jæger. Naturen kan sagtens klare sig uden jagt, hvis vi eller kan blive enige om at bevare den. Den bliver blot lidt anderledes end med jagt. Selve jagten er på den anden side ikke skadelig for naturen. I Danmark - og over det meste af resten af verden - er jagten gennemreguleret på baggrund af upartisk videnskabelig overvågning af vildtbestandene. Denne overvågning - og en masse værdifuld statslig vildtforskning - betales i Danmark af jægerne gennem de afgifter, der årligt betales for jagttegn. Jagten i Danmark er beviseligt bæredygtig i den forstand, at jægerne høster af et naturligt overskud. Det betyder, at jagten ikke har negativ indflydelse på bestandsudviklingen. En af de væsentligste forskelle på, om vi jager eller ikke jager, er om dyrene dør af naturlige årsager ude i naturen eller bliver nedlagt - og som oftest spist - af mennesker. Der dør IKKE flere dyr i Danmark, fordi der drives jagt. Døden har blot en anden årsag og uden at skulle fremhæve det ene frem for det andet, vil jeg tillade mig at konstatere, at hvis jeg ender som en and, en fasan, en kronhjort eller et andet stykke vildt i mit næste liv, så vil jeg langt foretrække at ende mine dage på en jagt fremfor at sulte ihjel i løbet af en lang og kold vinter. Dette er blot min egen holdning, andre kan muligvis se romantikken i en langstrakt og pinefuld "naturlig død", som ikke involverer mennesker.

Langt hovedparten af det vildt, der nedlægges i Danmark, anvendes som menneskeføde. Hver eneste gås, råbuk eller skovsneppe, som havner på middagsbordet, erstatter dermed et tilsvarende stykke kød med oprindelse i den industrielle landbrugsproduktion. En nedlagt kronhjort betyder, at der skal produceres en gris mindre. En nedlagt fasan sparer en lørdagskylling for 16 uger i en tæt besat stald. Igen: Uden at fremhæve det ene frem for det andet, så ville jeg da hellere genfødes som en hjort med udsigt til et naturligt liv i det fri, frem for at gense planeten fra indersiden af en svinestald. Dyrevelfærden i vildtkød er kilo for kilo langt bedre end dyrevelfærden i industrielt produceret kød. Desuden er det både miljøvenligt og sundt. For mig er dette et meget væsentligt incitament for at gå på jagt.

Men jagten har ikke kun positive konsekvenser for dyrevelfærden. Den er også naturbevarende. Vi lever i et af de absolut mest opdyrkede lande i verden. Stort set hele landets areal er enten under plov eller bebygget. Situationen er den samme over det meste af Vesteuropa. Naturen har meget trange kår. Et af de ganske få incitamenter der er til at give den plads på private arealer er værdien af jagten, som nemt kan være næsten 1.000 kroner om året pr. hektar. Hvis ikke det var for jagtlejeindtægterne og lodsejernes egen interesse i jagten, så er det min påstand, at vi i dag ville have langt færre levende hegn, kratværk, småskove, vandhuller osv. i det intensivt dyrkede danske landskab. Uden jagtindtægterne ville disse små naturarealer helt enkelt ikke være rentable. Faktisk er det sådan, at langt hovedparten af arterne i det åbne landskab overlever i kraft af at nogle ganske få procent af landbrugsjorden IKKE opdyrkes kommercielt. Mindskes de i forvejen små naturarealer mindskes også bestandene af vilde dyr og planter - og de jagtbare vilde dyr, som har glæde af disse arealer udgør faktisk kun en forsvindende lille del af disse arter. Vi jager jo ikke sangfugle, rovfugle, flagermus, insekter osv.

Udover selve økonomien - incitamentet til naturbevarelse på private arealer - bidrager Danmarks næsten 180.000 jægere også med millioner af frivillige mandetimer hvert eneste år i naturplejen. Der graves og oprenses vandhuller, indsamles affald, slås enge, opsættes fuglekasser, etableres levende hegn og småskove m.v. Dette er en del af jagten. For jagten er i bund og grund et passioneret forhold til naturen, som bringer utroligt mange mennesker utrolig stor glæde. En stor undersøgelse fra universitetet i Bremen slog da også for nogle år siden fast, at jægere faktisk er lidt lykkeligere end den gennemsnitlige befolkning. De er også mindre voldelige.

Alle disse timer tilbragt i naturen sparer naturligvis samfundet for betydelige omkostninger i sundhedssektoren. Motion, frisk luft, afstresning og vildt kød ER bare sundere end sofaen, pommes friter og sport på TV. Jeg vil bestemt ikke gøre mig til talsmand for, at Danmarks næsten 180.000 jægere er bedre mennesker end alle andre i kraft af deres jagttegn. Vi har bestemt også problemer i jægernes rækker. Brodne kar findes alle vegne. Men jeg vil absolut mene at nettoresultatet af jagten i Danmark er overvældende positivt.

Slutteligt vil jeg gerne sætte en fed streg under, at jagten ikke er en kamp med naturen. Nå vi jægere affyrer et skud imod et stykke vildt, så er det med den klare intention at dræbe det hurtigt og effektivt. Vi ønsker egentlig ikke at "give vildtet en chance" i selve skudøjeblikket mere end slagteriarbejderen ønsker at give kyllingen en chance for at undslippe sin skæbne i slagtehallen. Som jægere er vi blot afklarede og ganske afslappede med, at drabet er en del af processen, som giver kød på tallerkenen og vi påtager os gerne selv ansvaret for, at bøffen holder op med at sprælle. En gang imellem kunne man godt ønske sig en lidt mere ærlig tilgang til den helt naturlige sammenhæng imellem død og kød iblandt de mere end 95% af befolkningen, som gladeligt spiser det. Hvis vi alle blev pålagt at dræbe hvad vi spiser, ville kødproduktionen falde, dyrevelfærden ville blive bedre og miljøet ville høste store gevinster.

dtekst